Vi starter fra Fæstningen i Korsør. Bussen er næsten fyldt op. Der er navneopråb og kollekten er gået i gang. Vi skal nemlig selv betale for turen, selv om bevaringsforeningen betaler en del af udgifterne. Det er MUSEUMSFORENINGEN for Sø- og overfartsmuseet på Fæstningen (som også omfatter by og Isbådsmuseet) og BEVARINGSFORENINGEN for bevaringsværdige bygninger og miljøer i Slagelse og omegn, der denne gang har slået sig sammen om at få lavet en tur.

Det er ikke  nogen dum ide. Så er der mulighed for, at få en bus fyldt op. Vore interesser er bestemt heller ikke uforenelige. Vor forening - GRUNDEJERFORENINGEN TAARNBORG, med en formålsparagraf der også gør den til et LOKALRÅD FOR HELE DET GAMLE TAARNBORG SOGN, har også det formål, at værne om bevaringsværdige bygninger og anlæg, vore fortidsminder, vore mindesmærker og kulturmiljøerne i vort område og ikke at forglemme vore naturværdier.

Vi kender kun nogle få af deltagerne fra andre sammenhænge, men det kan der jo rådes bod på. Vor forening har dog gennem en længere årrække haft et tæt samarbejde med Bevaringsforeningens næstformand Jørgen Larsen, men kender også denne forenings formand Gyrit Kaaber Jørgensen.

Anders Nielsen - som nu bliver kulturuvalgsformand i Slagelse kommune og som er udvalgsformand for Miljø- og naturudvalget er også med på turen og ham har vi kendt og samarbejdet med på det kulturelle område gennem mange år. Anders var - som det sikkert er mange bekendt - også kulturudvalgsformand i Korsør kommune, dengang vi var en selvstændig kommune.

Fra vor forening deltager sekretæren og formanden. De er ægtefæller og har siden 1995 været aktive i Grundejerforeningen Taarnborg. Sekretæren har også været formand for foreningen i nogle år og blev også valgt som formand for Korsør kommunes Biblioteksudvalg, da dette blev sat i gang. Dette er nu en saga blot, men sekretæren er i dag instruktør i Senior Dans, hvor en del af deltagerne kender hende fra. Dans og kvindehåndbold er hendes store interesser. Formanden har siden 1994 været aktiv på natur- og miljøområdet og er og har i en længere årrække været Ambassadør for Agenda-21 borgerforums Natur- og miljøgruppe i Korsør, men er nu primært tilbage som formand i et forsøg på at redde den over 40 år gamle forening fra opløsning og glemsel.

Så triller vi mod København en tidlig lørdag morgen den 19. september 2009 i et herligt solskinsvejr.

Glashusene på de gamle jernbanefærgelejer kommer vi til at stifte bekendtskab med i København i alle afskygninger. Det er Rita Hansen fra Korsør Nærradio, der sidder og titter over på husene.

"Man sku´ altid bo ved vandet - ku´ man ønske andet".

Der er nogen, der tænker på, at give dette byggeri en pris. Det kan der bestemt være delte meninger om, men nu har det rent faktisk fået en. Færgelejerne blev fyldt op med forurenet materiale. Man bor derfor på en losseplads, men det gør man jo også på Amager.

DET KONGELIGE TEATER - TALENTER - BALLET - TONNY LANDY - ANNISETTE - DØDENS TRIUMF - PAPAGENO - EN HARMONIKA - KVINDERNES LIGEBERETTIGELSE

Så er vi ankommet til Kongens By København. Vi er lige kørt ad en gade, som engang var en kanal, nu er den fyldt op. Vi bliver sat af på Kongens Nytorv lige ud for Det Kongelige Teaters Gamle Scene med statuerne af Holberg og Oehlenschläger udenfor. De sidder begge på stole, så de ikke bliver trætte. Oehlenschläger kunne man nu godt se, at få pakket ned. Ham er der ingen, der gider høre på i vore dage. Jeg hører altid for mig Poul Reumert med højtidelig patetisk stemmeføring recitere "Guldhornene". Det er nok for mig. De kan hige og søge, der er intet af blivende værdi, at hente hos denne nationalromantiker.

Nogen kan ikke begribe, at man skal ofre så mange penge på en sådan kulturinstitution. Det skal man dog af flere gode grunde ifølge min mening. Danmark er et land med et lille sprogområde. Det er utroligt vigtigt, at vi som nation kan holde vor kulturarv på det dramatiske område levende.

Lige så vigtigt - eller vigtigere er det, at vi her har en elevskole og en balletskole. Vi har også haft en sangskole, men den er ophørt nu.

Tonny Landy, født med det umulige efternavn Nuppenau i 1937, er som bekendt en dansk operasanger (tenor) og skuespiller. Han debuterede i 1966 som operasanger på Det Kongelige Teater som Alfredo i La Traviata. Han sang på operaen i Lübeck og derefter 9 år ved operaen i Göteborg. I 1978 blev han fastansat ved Det Kgl. Teater og medvirkede frem til 1994 i mere end 700 forestillinger i 40 forskellige partier. Han blev - naturligvis - også tillidsmand på Teateret for sangerne, men fik et meget anstrengt forhold til operachefen, som efter min mening var krop-umulig og blottet for enhver kunstnerisk indsigt.

Jeg må fortælle, hvordan Tonny startede sin sangkarriere som ganske ung hos Svend Saaby, som i anden sammenhæng var min egen klasse-, regne-, sang- og tegnelærer gennem 8 år.

Tonny blev nemlig optaget i Statsradiofoniens underholdningskor, her lærte han også Tove Hyldgaard at kende. Det udviklede sig i tidens løb til ægteskab.

Svend Saaby var nemlig fra 1949 leder af Statsradiofoniens underholdningskor, der bestod af lutter syngende amatører, 10 herrer og 10 damer. Svend har bragt mange talenter frem i rampelyset. Han var selv tenor og en meget dygtig sanger og sangpædagog (her fik man lært noderne og at synge efter bladet) - kendt som en af "De 3 fra radioen". Svend var intet mindre end en musikalsk begavelse, der kunne skrive musik, dirigere og ikke mindst lave arrangementer for kor og orkester.

Han kunne en ting mere som vi skoledrenge beundrede: han kunne spidse en blyant med en lille lommekniv, så den var lige så perfekt, som havde den været en tur i en blyantsspidser. Han var også helt utrolig som tegnelærer, han gik systematisk frem: perspektiv, forsvindingspunkt, farvelære, virkemidler, forgrund - mellemgrund og baggrund, pålægning af skygge, proportionerne mellem de forskellige legmesdele, tegneteknik og materialer, akvarelteknik, potrættegning. Jeg kan takke ham for, at jeg tegner og laver akvareller den dag i dag. Min fætter som er professionel teatertegner, har også haft ham som lærer. Så kunne han også lære os at regne og ikke mindst: at regne den ud. Han var også hovedkraften bag skolens opførelse af skolekomedier. Jeg har selv prøvet kræfter med "En søndag på Amager" og "Genboerne" .. "Lisbeth, Lisbeth - åh, hvor er du sød og net, se på mig ret" ... "Vær så artig, her er døren - Madam Schmidt - jeg takker! Rikke kom nu ... Åh jeg takker, Åh jeg ber dem". Det var ret så fornøjet.

Han var også en af drivkræfterne bag Musik og Ungdom og jeg har tit haft fornøjelsen af, at tage til deres arrangementer sammen med ham (ofte i Aulaen på Skolen ved Sundet), ingen andre på skolen meldte sig, jeg kom derfor gratis med - jeg havde næppe fået penge til transport og entre derhjemme, vi var ikke velhavere - så jeg har selv været så heldig, at have mødt en voksen med et pædagogisk naturtalent, der kunne plante et frø i mig, så min uvakte interesse for musik og sang kunne vækkes, vokse og gro.

Det var i øvrigt sejt, at have en lærer der var kendt fra radioen og som også optrådte med sit Saabykor i TV´s barndom. Når han havde medvirket i eksempelvis "Gøglervognen" med Svend Pedersen som studievært lørdag aften i radioen, fik vi skoledrenge ofte om mandagen nogle gode uddybende historier om, hvad der var foregået - for Svend havde jo set det. Ved en lejlighed havde Gøg og Gokke medvirket i en udsendelse. Svend kunne senere fortælle os, at de to personager ikke kunne udstå hinanden og nødig ville være sammen. Tænk, Svend havde talt med dem.

Jeg havde den nu også hjemmefra - interessen for sang og musik, fordi min mor kendte Svend og havde været en habil sanger i sin ungdom og min far var amatørviolinist og dyrkede denne hobby med lidenskab i orkester og i en amatørstrygekvintet, han var også en særdeles habil pianospiller og et sådant havde vi hjemme - så det var bare at øve.

Jeg selv var startet på violin som lille og fik min første violin foræret af min oldefar, men foretrak pianoet - i dag er det el-orgel, men det er ikke noget, jeg er særlig habil til. Min far hjalp mig i gang, men ellers er jeg selvlært.

Svend døde i 1995, men nåede lige at opleve min og sin skoles 75 års jubilæum.

Han stod midt i skolegården sammen med min elskede engelsklærer på jubilæumsdagen, som de eneste lærere fra min skoletid. Der var sort af tidligere elever omkring ham.

Tonny blev opfordret til at springe fra sit job som reservedelsekspedient hos Skandinavisk Motor Company (dem med folkevognene - i dag Skoda). Det blev til en helt ny verden som sanger for ham. I 1980-94 var han forstander for Operaakademiet og har siden 1986 undervist i sang på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København og Det Jyske Musikkonservatorium i Århus. Her har han givet det frø, der blev plantet i ham videre.

Jeg er ikke i tvivl om, hvem hans forbillede har været i sangundervisningen. Han blev gift med sangerinden Tove Hyldgaard, og sammen har de gennem mange år dannet musikalsk par. I 1977 blev Tonny udnævnt til Ridder af Dannebrog. Han blev også landskendt i radioens "Spørg bare".

Tonny og Tove har også optrådt i Tårnborg Kirke og Tonny siger selv, at da han og Tove begyndte at optræde på denne måde, fik han sin bedste respons og erfarede, at det faktisk var bedre, at optræde ude blandt folket og bringe sin sangkunst ud - end, at gemme den inde på det støvede Kongelige Teater. Hans kendingsnummer er: "Når igen, det er slut på en dejlig dag". Det er en sentimental og banal sang, men publikum elsker den og så har de fleste store sangere i verden faktisk sunget den.

Vidste du, at han er så nervøs, når han skal optræde, at han altid lader Tove begynde med nogle solonumre, indtil han har fået set publikum an og føler sig "parat". Sangstemmen er et sart instrument, der nemt lader sig påvirke af ens egne følelser og sindsstemning - så nervøsitet dræber.
 

Her et dejligt maleri fra Det Kongelige Teaters balletskole. Det er den klassiske Bournonville skole, der trænes i. Bemærk også balletmesterens gestik og kropsholdning.

Landets talentmasse er ret begrænset, fordi vi er så forholdsvis få indbyggere i landet. Derfor må vi have et sted, hvor vi kan udvikle disse talenter. Det koster mange penge.

Du ser måske underholdningsudsendelsen "Talent for en aften", som jeg ville give en mere passende titel "Talentløs for en aften". Der har været i hundredvis til odition, der er blevet sigtet fra; og det vi ser og hører, lever sjældent op til talent. Her er især mange, der bilder sig ind, at de kan synge.

De er falske, synger gennem næsen eller "på tungen" og er næsten altid plagiater af et eller andet udenlandsk stjernenavn. En sjælden gang ser man et glimt af et talent med udstråling og personlighed.

Det er fint, at give folk en chance, men ofte er disse udsendelser kun produceret for underholdningens skyld. Det er som om dommernes superego og profilering af sig selv er det væsentligste. Pågældende husker resten af sit liv, at man blev vejet og fundet for let. Nogle optrædende bliver sluppet igennem filtrene, alene for at vi kan grine af dem. Det er ren plat  underholdning, men dybest set ondskabsfuldt.

Skulle det hele  - Det Kongelige Teater - drives på kommercielle vilkår, ville man gå efter det, der kunne sælge billetter og turde ikke prøve nyt eller lade det smalle få en chance.

Der ville kun gå få år, så havde det sikkert kørt rundt og givet overskud, men i det lange løb ville dansk kultur lide et tab af dimensioner. Det kan kolde hjerner ej forstå. Det ville aldrig blive et sted for talentudvikling og formidling af vor kulturelle arv.

Tilbage til oversigt

Her er vi i Tivoli - på pantomimeteatret - det med påfuglen. Vidste du, at det er de mest talentfulde elever fra Det Kongelige Teaters Balletskole, der får lov til at tjene til lidt lommepenge ved at optræde her i sommerferien. Her har vi Harlekin og Columbine. Det er nogle herlige forestillinger med mime og klassisk balletmusik. Der er et helt repertoire af forestillinger. Her har jeg lige fået fanget det nydelige par i en klassisk positur. Det er da smukt og charmerende. (Foto. Seidel).

Jeg erindrer af egne store oplevelser Henri Nathansens "Indenfor murene", der er opført over 500 gange (et drama der handler om en jødisk pige, der skal giftes ind i en kristen familie) med Poul Reumert "... han forstår det ikke, fordi han ikke holder af det!", Clara Pontoppidan og John Price " ...så lad dog barnet!"  og Jørgen Reenberg for blot at nævne et par navne - eller Flemming Flindts "Dødens Triumf" med Koppels fantastiske musik.

Her er CD-omslaget til Dødens Triumf. Den blev remastered i 2001 og den kan stadig fås eller måske bedre lånes på biblioteket.

Her gik musik (i en klasse for sig - nærmest konservatorie-rock-pop), Flindts helt uovertrufne koreografi til balletten og drama op i en fantastisk enhed. Forestillingen har fejret triumfer over hele verden. Flindt dansede selv med i stykket. Det var fornyelse, der overskred alle grænser, netop ved at sammensmelte alle kunstarterne. Forestillingen blev først optaget og sendt i TV.

I denne forestilling optrådte også den unge talentfulde sangerinde Annisette fra Savage Rose (gift med Thomas Koppel, som alt for tidligt er gået bort), som krøb hen over scenegulvet med sangnummeret "Dear Little Mother, what´s in your bag? Chocolate and Sweets .... Dear Mr. Harvester ... Solitude and Death."

Denne fantastiske stemme, det ene øjeblik som en sagte hvisken, det næste som vilde skrig. Musikken, på samme tid pågående rå og sært melankolsk. Helt anderledes end alt andet, vi hidtil havde kendt. Sangen og musikken var vokset ind i hende lige fra den tidlige barndom i en familie, der beskæftigede sig med et hjørne af alt det sjove, hun selv senere blev så fascineret af - musik, dans, akrobatik og cirkus. Faderen var tjener, moderen havde som ung været danserinde og drømte om at rejse ud og optræde på teatre i hele verden.
 

 Det var i 1971 på TV og i 1972 på teatret - hun blev foruden af Savage Rose akkompagneret af en harmonika, der havde fået indsat en guitarmikrofon - så den blev "elektrisk" og kunne kobles til en forstærker og en mikserpult - det var ikke lige prøvet før i det kongelige kapel, den kommer jeg tilbage til. Det var Flemming Flindts hustru Vivi Flindt, der havde hovedrollen, hun har også lidt med harmonikaen at gøre. Man kan selvfølgelig lave det hele på et el-orgel, men det var ikke blevet det samme.

Vivi Flindt i sin mands moderne ballet. Det er nøgenballet - hvorfor ikke - ballet er et musikalsk kropssprog og tøjet slører bare kropsudtrykket. Det at danse ballet kræver mange års træning og daglige øvelser. Man skal have medfødt plastik og gestik og smidighed som en akrobat og være gennemført musikalsk og ikke mindst have talent for at mestre denne kunstneriske disciplin. Desværre er det så hårdt for fødder og ben, at man ofte er udbrændt midt i trediveårsalderen. Man bliver ikke optaget på balletskolen - hvor man også går i almindelig skole, hvis ens fysik ikke er i orden. Specielt fødderne skal være i orden. Tænk blot på de imponerende spring der gøres. Det er ofte sådan, at balletskoene er gennemvædede af blod hos en solodanser efter en forestilling. Nu gør det jo heller ikke noget, at man har udseendet med sig.

Hun optrådte som gud havde skabt hende og det i sig selv vakte en hel del  forargelse, men gav også en fantastisk reklame og medvirkede bestemt til de fulde huse, men at det var hendes far, der var janitshar i det Kongelige Kapel, der håndterede harmonikaen ved kun de færreste. Harmonikaen høres dog tydeligst i nummeret "Bruden pyntes".

Det er også kun få der ved, at Annisette var lillesøster til Mie i Far-til-fire-filmene. Det var Annisettes fem år ældre søster, Rudi, der var familiens stjerne. Et akrobatisk naturtalent, der allerede som treårig vandt priser, blev »opdaget« af en filmproducent til rollen som lille Mie i »Far til Fire«.

Annisette fulgte med »som det tynde øl« - var med i filmstudierne, sov i skurvogne på markedspladserne, og fra hun var syv blev hun sendt med op på scenen for at synge sammen med sin storesøster.

Det var med Dandy Swingers, Annisette fik sit første store gennembrud med Tina Turner-nummeret »River Deep Mountain High«, hvor hun for første gang fik lov til at udleve det dramatiske talent og de store følelser, der lige siden har været hendes sangs særlige adelsmærke.

Det var også, mens hun sang med Dandy Swingers, hun mødte de klassisk musikuddannede brødre, Anders og Thomas Koppel, og var med til at danne Savage Rose.

Med Savage Rose har Annisette været millimeter fra den store internationale succes. Men hun valgte at vende det vordende internationale gennembrud ryggen, da det amerikanske pladeselskab stillede krav om, at gruppen skulle spille for amerikanske soldater i Vietnam i 1971.

I stedet dyrkede hun og Thomas Koppel turnélivet og det nære forhold til publikum. De optrådte gratis ved støttearrangementer, enten det var til fordel for grønne oaser på Vesterbro, mod Christianias lukning eller til opmuntring i palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Og ville de store selskaber ikke længere udsende deres i en årrække stærkt revolutionære plader, gik de »underground« og fandt alligevel vej til det trofaste publikum.

Kærligheden til børn og et stærkt beskytterinstinkt overfor mennesker, der har det dårligt, har været kraftigt medvirkende til det sociale engagement, der gennem årene har gennemsyret Annisettes og Savage Roses musikalske aktiviteter. En indstilling der givet er blevet født i hende under hendes egen ikke altid lige harmoniske barndom og opvækst i Rødovre tæt på Utterslev mose.

I 1998 vendte Annisette og Thomas, der i sin tid forlod USA i protest mod de pengestærke pladeproducenters krav, tilbage til kapitalismens højborg og bosatte sig i et lille lejet hus i Los Angeles. Dels for at komme til varmere himmelstrøg efter Annisettes brystkræftoperation samme år, dels for at indspille CDen »Tameless« med en række amerikanske musikere, de havde mødt under optagelserne af »Black Angel« to år tidligere.

Hvad der var planlagt til nogle måneders ophold, mens pladen blev indspillet og Annisette kom til kræfter, endte imidlertid med at blive til otte år. Otte år, hvor parret samtidig på internetsider har raset mod USA og dets krigsførelse først i Afghanistan, siden i Irak. Om at bo så mange år i et land, man politisk er stærk modstander af, siger Annisette:

»Mennesker er født på samme måde, og uanset hvilke magthavere, et land har, så finder man vidunderlige mennesker alle vegne. Kultur og musik er den fælles tråd, der binder os sammen, og når vi spiller på gaderne, mødes vi af en spontan glæde, vi lærer folk at kende og får nye venner, uanset hvor i verden vi befinder os.«

Det er ikke så ringe en mening - og så er det faktisk en sandhed. Nu er Annisette enke, men hun er "Still going strong" og engagementet for sine medmennesker er ikke blevet mindre.

Men tilbage til harmonikaen. Jeg købte nemlig senere harmonikaen af Vivi´s far, da jeg skulle lære min søn, at spille harmonika og han var vokset fra den lille han havde, da han begyndte. (Det var mange år senere - omkring 1982-83 og janitsharen havde fået lov at beholde den).

Derfor husker jeg forestillingen særdeles godt. Det var en tysk Weltmeister med det italienskklingende modelnavn Seperato. En tangentmodel (pianomodel) med 11 omskiftere, 4 kor og 120 basser, i en flot lyseblå perlemorslignende udsmykning, som sønnen kom til at svede af at håndtere - den var den onde lyne mig tung for en lille dreng, at bære og trække i, men han har aldrig fortrudt, at han blev "tvunget til" at lære, at beherske et musikinstrument og så et, der har indskrevet sig i musikhistorien.

Den har også indskrevet sig i min kære hustrus og drengens mors livshistorie. Det var nemlig oftest hende, der slæbte den fra og til den professionelle musiklærer han fik, da jeg ikke kunne lære ham mere. Det foregik på bagagebæreren på en cykel, som blev trukket, man kunne ikke cykle med den, det ville have været uforsvarligt.

Du som læser det her, har sikkert selv haft dine egne store oplevelser herinde, om det så har været Elverhøj med Poul Reumert som Chr. d. 4, Jeppe på Bjerget med Osvald Helmuth eller Ole Ernst som Jeppe, .... eller

Vor populære Poul Reichhardt kom på frimærke. Det var noget helt nyt, at bringe et sådant portræt på et frimærke - her er Poul i rollen som fuglefængeren Papageno i Mozarts opera "Tryllefløjten".

"Jeg er en fuglefænger jeg, med højt humør og tralalej, jeg kendes i det ganske land af tøs og knøs og gammel mand. Mit net jeg sætter hvor jeg vil, og lokker med mit fløjtespil. Og kalder ned fra himlens blå alverdens glade fugle små. .... Men frem for finke, falk og ørn, jeg heller fanged´ pigebørn og satte ind bag lås og slå, alverdens søde piger små." eller Pa-Pa-Pa-Pa-Pa-Pa-Papagena!

.... ja, eller Tryllefløjten med Poul Reichhardt som Papageno eller måske noget helt fjerde. Du har sikkert selv dine egne favoritter. Er du så ilde stedt, at du aldrig har været der, bør du sætte et besøg på ønskesedlen. Jeg kan forsikre dig om, at det er noget helt, helt andet af overvære en forestilling der kører live. Det er noget aldeles anderledes end en biografforestilling eller et program på TV. Det er min mening sådan, at det ene er "levende" og det andet "dødt".

Tilbage til oversigt

Teateret set fra Holmens kanal.

Man kan naturligvis tage herind i veteranbil. Det er dog ikke sådan at komme rundt - trafikken er tung og tæt.

Hvis du gerne vil læse lidt om det berømte teater - dets historie, bygningerne gennem tiderne og så videre - det er faktisk en spændende historie- så prøv at klikke her:

kolossen.pdf

I baggrunden til højre ses Hotel d´Angleterre. Her er fortovsrestaurant. Her holdt tyskerne til under besættelsen. Kongens Nytorv har også dannet ramme om historiske begivenheder.

Her er det aktive danske kvinder, Med den nye grundlov 5. juni 1915 fik kvinderne valgret til Folketing og Landsting. I den anledning gik over 10.000 kvinder i takketog til regering og rigsdag. Toget blev anført af Jutta Bojsen-Møller og Matilde Bajer fra Dansk Kvindesamfund. Men på det kommunale plan havde kvinder allerede fået valgret i 1908. Vi er på Kongens Nytorv ud for Hotel d´Angleterre med Det Kongelige Teaters Gamle Scene i baggrunden. Kvinderne marcherer ad Holmens Kanal - som engang var en rigtig kanal med vand i. I baggrunden har vi Christiansborg. Det har nu lange udsigter med reel ligestilling og ligeløn.

Tilbage til oversigt

HVIIDS VINSTUE

Personlig foretrækker jeg Hviid´s vinstue ovre på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv, når jeg er på tur til København. Det er en kælderbeværtning i historiske lokaler. Der kan man få en herlig juleglög fremstillet på blandt andre gode sager en super-portvin. Den er dyr, men dejlig. Man kan selvfølgelig også nappe sig en kold elefant eller en fadskænket Classic til at skylle efter med.

Hviids berømte gløgg blev første gang serveret i 1954, hvor daværende restauratør Werner Hansen, eksperimenterede sig frem til den opskrift som benyttes den dag i dag. Den stadigt stigende efterspørgsel, har bevirket, at vinstuen nu er oppe på en årlig produktion på 6000 liter.

Denne proces påbegyndes allerede i maj måned, hvor rødvinen sættes til at trække med rosiner og krydderier. Herefter lagres den og rosinerne - som er det eneste sødestof, der anvendes, presses og smides ud. I sidste del af processen tilsættes spiritus hhv. cognac og mørk rom og ved serveringen tilsættes friske rosiner og en hel mandel.

Interessen for Hviids gløgg, bevirkede at vinstuen i 2004 begyndte at tappe den på 1 liters flasker, mærket med årgang, som sælges ud af huset. Disse flasker kan kun købes i Hviids Vinstue og er blevet en succes bl.a. som mandelgaver, værtindegaver, firmagaver etc.

Årets gløgg kan smages og serveres hvert år fra 11-11- kl. 11. Prøv den!

Julegløgg - der vil noget.

Nedgangen til Hviids vinstue. Den er fra 1723. Den ser ikke ud af meget ude fra, men der er plads til mange gæster i lokalerne inden for.

Et kig ind i et af lokalerne.

Hviids Vinstue ligger på hjørnet af Lille Kongensgade og Kongens Nytorv. Lokalerne er snart 300 år gamle og fortæller en historie fra dengang da Nyhavn var en rigtig havn og København var en købstad. Stemningen er autentisk og original.

Historien om Hviids Vinstue er i virkeligheden en beretning om ''København i en nøddeskal'', for Hviid er og har altid været mødestedet for et bredt udsnit af københavnere af alle aldre og samfundslag, selv om det måske nok i nogen grad er kunstnere og intellektuelle, der har udgjort dens stampublikum.

På nærmeste hold har den været vidne til byens store brande i 1728 og 1795, den har oplevet Englandskrigene i 1801 og 1807, de slesvigske krige, den første verdenskrig og besættelsens fem forbandede år.

Glædelige og sørgelige begivenheder er blevet drøftet i dens trange og mørke lokaler, og nu da den som byens ældste vinstue snart fejrer sit 300 års jubilæum (det bliver i 2023), er det derfor fornøjeligt i erindringen at genopfriske nogle af de hændelser, der har udspillet sig i dens særprægede miljø, og mindes de slægter, som har skabt det.

Et godt råd ved vintertide er, at man ikke placerer sig ved døren. Det trækker fælt, når døren går og man kan nemt redde sig en vinterforkølelse. Den stærke gode gløgg siges dog, at kunne forhindre dette.

Tilbage til oversigt

EN STRØGTUR - ET SPRINGVAND - KONGENS FALD - EN JESUSTILHÆNGER

Nu vi er herinde, må vi lige have dette smukke billede med fra Strøget. Billedet er malet af Paul Fischer og hedder: "Juletravlhed på Østergade" (Strøget) og er fra 1886.

Østergade mellem Amager Torv og Kongens Nytorv var Københavns hovedstrøg og en af byens ældste gader, hvor køretøjer rumlede hen over den ujævne brolægnng og byens borgere mødtes og skiltes foran fine tøjbutikker som "Brødrene Andersen", "A.C. Bang" og caféer som "Gianelli" og "Kehlets Konditori". Man udvekslede nyheder, traf aftaler, diskuterede og flirtede, eller nøjedes med at hilse på afstand. Gaden var kraftigt trafikeret.

Strøget består af flere gadenavne  - Frederiksberggade, Nygade, Vimmelskaftet, Amagertorv, Østergade og løber fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv. I daglig tale kalder vi det blot Strøget.

Personligt synes jeg det er morsomt, at studere klædedragten fra den tid. Man kan også bare nyde billedet, der jo skildrer en lidt trist vinterregnvejrsdag. Bemærk hestesporvognene og hestedroskerne med "gamle Lotte" - det er hestepærer, der ligger på gaden.

Der er også gadebetjenten, buddene og indkøbskurven. Sikke en hattemode man havde dengang. Mon manden i den beige frakke er på vej til Metropol for at datteren kan se juleshow eller til Magasin for at se en rigtig levende julemand? Maleren der gjorde billedet, arbejdede også med fotografering i sort/hvid og havde en sikker sans for at arbejde i nuancer af sort og gråt og sætte kulør på her og der. Det er en virkningsfuld måde at skabe dels ro, men også opmærksomhed om det som billedet skal kommunikere.

Her er forfatteren og fotografen til denne hjemmeside selv taget på strøgtur. Vi er ved det store stygge Storkespringvand. Jeg går stadig forbi ... og står og kigger på dig.

AMAGERTORV

Du skal lige have nogle fakta om det her sted:

HVOR ER VI I DET INDRE KØBENHAVN?

Storkespringvandet er et springvand på den del af Strøget, der hedder Amagertorv i København. Drejer du skarpt til venstre i billedet - kommer du ind på Købmagergade. Drejer du til højre - kommer du ned på Højbro Plads med statuen af Absalon og Skovserkonen. Stedet hedder Gammel Strand og du kan gå videre over Højbro til Christiansborg Slotsplads. Fortsætter du lige ud ad gaden til venstre - det er Østergade -  kommer du ned til Kongens Nytorv og tager du gaden til højre - det er Lille Kirkestræde -  kommer du ned forbi Nikolaj Kirke og den nye Fondsbørs til Magasin du Nord. Vender du om og går ud af billedet kommer du til Gammel Torv og Nytorv ad gaderne Amagertorv, Vimmelskaftet og Nygade og videre til Rådhuspladsen ad Frederiksberggade.

NICOLAJSTJENESTEN

Det er Sct. Nicolaj kirke du se ovre til højre. Det er dem med Nicolajtjenesten, hvis du skulle lide af sjælesorg.

De sidder nu ikke her inde alle sammen - der er oprettet 9 hjælpecentre i hele landet. Det er en anonym rådgivning - hvor du kan tale med et andet menneske i telefonen, hvis du er i krise.

De mange frivillige hjælper findes over hele landet og de har aftalt en vagtordning. Man kan også gå herind og tale ansigt til ansigt med et andet menneske. Jeg kender ordningen, fordi jeg har en veninde, der har udført dette frivillige arbejde i en længere årrække. Tjenesten har også lønnede ansatte, men kun de der passer vagterne i Sct. Nicolaj kirken. Du skal ikke trække på smilebåndet - en dag kan det blive brændende aktuelt for dig selv. Ved tjenesten oprettelse fik den tilnavnet "Selvmordstjenesten" - det er ramme alvor det her. Telefonnummeret er 70 120 110.

Det hele er anonymt og så har alle tavshedspligt og det vigtigste af alt: - der missioneres ikke. Det er Kirkens Korshær der står bag. Den tilstræber at yde enhver, som er i legemlig, sjælelig eller åndelig nød, mulighed for at etablere øjeblikkelig forbindelse med en, der er rede til at lytte som medmenneske og føre en samtale under fuld respekt for den rådsøgendes frihed.

"Det er ikke godt for mennesket at være alene."
 

Der er ofte udstillinger i kirken.

ROYAL COPENHAGEN - EN BORGMESTERBOLIG - BOLIG FOR EN MAITRESSES MOR

Lige til venstre i billedet har Royal Copenhagen sit udsalg af kongeligt porcelæn. Det er Amagertorv nr. 6 - oppe på anden sal kan du købe 2. sortering. Inde i gården ligger der en café med gårdhave.

Ejendommen er den ældste her på Amagertorv, den er opført i 1616 til rådmand Mathias Hansen, der i 1622 blev Københavns borgmester. Bygningen er i 2 tvillingebygninger med røde tegl med smukke sandstensornamenter. Tidligere lå her Dyvekes eller rettere hendes mors bolig - her boede hun sammen med sin mor Sigbrit, men fik sit eget sted - en gård i Søborg.

 

EN KONGE MED MANGLENDE EVNE TIL AT TRÆFFE EN BESLUTNING OG TO UNGE KVINDER

Dyveke og Christian

Dyveke (navnet betyder lille due) og var Christian den 2.´s elskerinde.

Christian blev gift med den purunge 13-årige Elisabeth (Isabella på spansk, men det kunne danskerne ikke sige - navnet i fordanskning bliver til Inge-Lis, navnet kendes fra bibelen og er altså et meget gammelt pigenavn, Marias kusine - der også blev besvangret af helligånden hed Elisabeth).

Dette kongelige ægteskab blev først indgået pr. stedfortræder, som det var tidens skik - senere da hun kom til Danmark som kirkevielse.

Der var tale om sådant fornuftsægteskab eller mere præcist et "politisk ægteskab", det var helt almindeligt den gang. Det drejede sig om, at finde en ægtefælle, så man via et kommende slægtsforhold, kunne få politisk magt og støtte.

Det handlede også om medgift, man måtte betale for en sådan ægtefælle. Sådan var det også i dette tilfælde. Det kneb nu med at få Christian til at hoste op med medgiften.

Elisabeth var Habsburger og tilhørte en meget magtfuld slægt - Christian var 33 år og Oldenburger og giftede sig for at konsolidere sin magt - han havde aldrig set pigen.

Da hun endelig efter en længere meget besværlig sørejse i et forfærdeligt vejr endelig ankom til Danmark - og havde lidt alle søsygens kvaler og var totalt udmattet og syg og lignede en skygge af sig selv, gik det op for Christian, at han havde giftet sig med et barn og behandlede hende med varme og kærlighed og var utrolig hensynsfuld overfor hende og skar ned på al halløjet for at skåne og beskytte sin hustru.

De fleste af de fornemme gæster fra hele Europa var allerede rejst hjem og det meste drukket og spist og pengekassen tom, da brylluppet endelig skulle stå fordi det hele var trukket ud.

Elisabeths familie fortrød ægteskabet og ville have det opløst, men Elisabeth meldte tilbage, at de ikke skulle blande sig i hendes ægteskab. Det på trods af en 20 år ældre ægtefælle med elskerinde og en noget ustabil karakter.

Elisabeth

 Hun har været den dronning i Danmarkshistorien - mener jeg, der har været den mest kvikke af dem alle, hun var nemlig i besiddelse af en helt fantastisk politisk indsigt og karakterstyrke og havde evnen til at kunne gennemskue tingene - hun døde allerede, da hun var 24 år og havde i sit ægteskab med Christian fået 5 børn. Døden indtraf, da hun var i landflygtighed og uden penge og hendes børn var taget fra hende - hun blev bisat i udlandet, men i dag ligger hun begravet i Odense domkirke ved siden af sin mand; og hun forsøgte til stadighed - loyalt til det sidste, at rage sin altid tvivlrådige og ubeslutsomme mand ud af de varme politiske kastanjer, han rodede sig ind i. Hun er afbildet på altertavlen i kirken sammen med sin ægtemand og hans forældre. En af landets allersmukkeste altertavler og det fornemmeste billedskærerarbejde, der slår alt.

Han havnede i den sorte gryde. Du kender ham fra maleriet, hvor han sammen med sin væbner er fange på Sønderborg Slot; og fordriver opholdet med at slide en fure i bordpladen - ved at vandre hvileløst rundt med tommelfingeren hvilende på det runde bords kant. Han var i luxusfængslet og blev senere sat på fri fod og levede herefter i Kalundborg til sin død i 1559. Konge blev han aldrig igen og han "var politisk død".

Du kender ham sikkert også fra Johannes V. Jensens fantastiske roman "Kongens Fald", der ved en læserafstemning i 2000, blev kåret som det 20. århundredes bedste danske roman.

Afstemningen blev foretaget af 3 af hinanden uafhængige dagblade. Der var ingen tvivl - her var romanen over alle romaner. Den er optaget i kulturkanonen. Har du ikke læst den - vil jeg på det varmeste anbefale den.

Den er helt forrygende godt skrevet. Skildringen af hovedpersonens vilde ridt fra Sverige til Nordjylland i et stræk og med segnede heste undervejs, for at nå sin elskede - er ren prosarock og du oplever det. som om du selv sidder eller hænger på hesten. Afslutningen med skildringen af det mystiske misfoster, der bor hos en troldmand i nordtyskland glemmer du aldrig. Hos denne mærkværdige troldmand med tusinde mærkværdige ting og sager og som hele tiden går og prutter ejer nemlig noget helt unikt, et levende væsen, der bor i en stor glaskolbe og som kan svare på alt, lige som en gigantisk computer. "Troldmanden", der senere brændes på bålet, glemmer man heller ikke så let, når man har læst denne historie. Det er helt afsindigt vildt grotesk. Romanen er skrevet i billeder, så du kan se det hele for dig og du er ligesom med i det hele, som i en film. Utroligt at det aldrig er blevet til en sådan.

Det klassiske billede af Christian 2. som keder sig på Sønderborg Slot. Man fornemmer tydeligt hvordan at forholdene var langt mere barske end det man byder vor tids langtidsfanger. (Jeg faldt over billedet på nettet og synes det var sjovt. En kendsgerning er dog at opholdet var frit og at han ikke led nød.)

Det er også ham der satte det Stockholmske blodbad i scene og fik Sverige tvunget med i Kalmarunionen. Det har svenskerne aldrig tilgivet ham - de kalder ham stadig Christian Tyran og en despot. Han lod døde grave op og brænde på bål. Det var uhørt - for derved mistede de adgangen til paradis - det blev der talt om i hele Europa på den tid. - det var jo en ondsindet udspekuleret straf, selv om de ikke mærkede noget, men blot mistede sjælen.

 Nu havde svenskerne brug for at gøre ham rygende upopulær. Det gjorde de ved at overdrive begivenhederne og udsende pamfletter. Så er det lettere at få opbakning til at kunne starte en krig mod Danmark. Det var nok snarere kirken, der stod bag dette påfund, det kræver nemlig indsigt i religion og folks opfattelser, for at kunne iscenesætte et sådant scenarie.

 Havde han handlet mere beslutsomt, var Danmark ført udviklingsmæssigt flere hundrede år frem i tiden, for han var i gang med dybtgående reformer.

Dyveke måtte lade livet, efter at have indtaget forgiftede kirsebær - hvilket formentlig er en skrøne, da det ikke var sæson for kirsebær på dødstidspunktet, men døde det gjorde hun.

Det var høvedsmanden på Københavns Slot Torben Oxe, der blev anklaget for mordet og han måtte også lade sig halshugge. Om det vitterlig var ham, der var banemanden - må stå hen i det uvisse, men der har givet været politiske kræfter, som gerne ville af med hende og i sær hendes mor, der var arkitekten bag det meste.

Elisabeth bar intet nag til elskerindens mor og kom her ofte. Elisabeth lod faktisk sine børn opholde sig her hos denne kvikke kvinde med de gode ideer - så hun var som en slags mor for Elisabeth.

Elisabeth var elsket af hele den danske befolkning. Det har vel også været af betydning, at Sigbrit kom fra Nederlandene, hvor Elisabeth selv var vokset op i pleje hos sin faster, som var regentinde samme steds.

Elisabeth var meget fornem med slægtninge der sad og kom til at sidde på magten i det meste af Europa.

Efter Dyvekes død fattede kong Christian endelig interesse for sin unge dronning, og deres ægteskab udviklede sig til et af de smukkeste og mest harmoniske i kongehusets historie.

Den karakterfaste og hengivne Elisabeth støttede kongen i ét og alt, og efter hans fald fra tronen rejste hun med ham i landflygtighed og fungerede som hans repræsentant overfor udenlandske statsoverhoveder, da han forsøgte at vinde kongemagten tilbage.

Elisabeth konverterede til protestantismen i 1523 og måtte lide den tort, at hendes 3 børn, Hans, Dorothea og Christine blev taget fra hende af hendes katolske slægtninge, for at de kunne vokse op i "den rette tro". Elisabeth fik i alt 5 børn, men 2 tvillingebrødre, Maximilian og Filip døde som spæde.

Desværre ved vi ikke så meget om Sigbrit Willoms - hun var kommet til Bergen som købmand sammen med sin datter. Christian var blevet udnævnt til statholder i Norge af sin far Kong Hans og blev introduceret for pigen til et selskab, han faldt straks og pladask for den yndige Dyveke og svingede hende så grundigt i dansen,  at hun og hendes mor aldrig forlod ham. Det blev på grund af den elskovsforbindelse faktisk Sigbrit, der styrede hele Danmark i en periode, som landets finansminister og leder af toldvæsenet. Hun regnede ikke Adelen for en pind og var på Borgerskabets side til Adelens store fortrydelse. Sigbrit kom fra Nederlandene og fik på Elisabeths foranledning 200 hollandske familier til Amager - der bor stadig efterkommere derude. Disse Amagerbønder dyrkede blomster og grøntsager og det er der stadig en hel der gør.

Kirken så også i Christians tid magten smuldre - vi fik reformationen i 1536 og gik fra at være under pavestolen til at være evangeliske-Lutheranere med en kontrolleret statskirke - protestanter kaldes det.

Det tog dog 100 år før den var gennemført religiøst i Danmark, men det vigtigste ved den reform var, at den katolske kirke, der sad på klostre og kirker, for at ville eje alle sjæle også ejede  omkring 2/3 af landets jordbesiddelser.

Dette kapitalgrundlag gled dem nu af hænde og overgik til Kongen (staten, der nu fik indtægter) og godsejere.

Reformen medførte også, at landet nu blev styret og udbyttet af omkring 200 storgodsejerfamilier gift ind i hinanden, der faktisk ejede Danmark i flere hundrede år og holdt hovedparten af Danmarks befolkning - bønderne som slaver.

Du ser stadig deres godser og herresæder den dag i dag og de har stadig fine titler og fornemme navne og er sjældent særligt sociale, men befinder sig næsten altid på den reaktionære højrefløj.

I dag er det industriel masseproduktion af svin eller andet tilskudsberettiget profitabelt (vidste du, at vi producerer 25 millioner svin om året i Danmark), der er deres foretrukne beskæftigelse. Når du beundrer de fine bygninger på land og i by og alle de fornemme malerier og kunstgenstande, så skal du lige have i baghovedet, hvem der har måttet slide for dem og deres ophøjede fornemme vaner.

Christian 2. fortsatte sin borgervenlige politik med støtte til næringsliv og handel. I 1521 gav han efter nederlandsk forbillede købstæderne eneret på al handel. Adelen blev hermed frataget retten til at handle med egne varer.

På det kirkelige område var det ikke længere tilladt at appellere domme til paven i Rom, hvilket formindskede kirkens uafhængighed af kongemagten.

Historien ender jo meget trist for de to unge damer, men den er desværre sand. Det hele er lige guf til en rigtig pigeroman og en sådan er da også kommet.

DET STORE STYGGE STORKESPRINGVAND

Skulpturen i springvandet er modelleret af billedhugger Vilhelm Bissen efter tegning af professor og maler Edvard Petersen og støbt af bronzestøber Lauritz Rasmussen. Springvandet er doneret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse, der i 1888 udskrev en konkurrence i anledning af kronprins Frederiks (senere Frederik 8.) og kronprinsesse Louises forestående sølvbryllup. Springvandet blev indviet i 1894.

Det har i en årrække heddet sig, at fuglene ikke er storke, men hejrer. Knud Flensted fra Dansk Ornitologisk Forening er imidlertid ikke i tvivl om at storkene faktisk er storke.

Da springvandet var nyt, plaskede vand i sådan en vinkel mod fuglenes udbredte vinger, at det sprøjtede forbipasserende i ansigtet. Pressen harcelerede med det, og politiet måtte jævnligt rykke ud, fordi ballademagere smed folk op i kummen. Kommunen lukkede så for vandet, men det medførte, at folk tømte affald i kummen. Så måtte der igen åbnes for vandet.

Siden 1950'erne har det været tradition, at nyuddannede jordemødre danser omkring springvandet.

Under ungdomsoprøret i 1960'erne var Storkespringvandet samlingssted for hippier, der fordrev tiden med at ryge hash og spille guitar – til borgerskabets store forargelse og ofte i konflikt med politiet. Denne konflikt ved “det store stygge Storkespringvand” blev i 1966 besunget af protestsangeren Cæsar, der fik sit gennembrud og skabte en sand landeplage med sangen Storkespringvandet med tekst af Thøger Olesen.

I 2009 blev der som led i en undersøgelse af viral kommunikation oprettet en Facebook-gruppe med titlen Nej til nedrivning af Storkespringvandet!. Der var ingen planer om nedrivning af springvandet, men gruppen nåede på mindre end 14 dage at få mere end 25.000 medlemmer.

UNGE KRISTNE - ABORTMODSTAND - PERSONLIG TRÆNING I AT OPTRÆDE OG TALE OFFENTLIGT

Personligt har jeg - grundet et religiøst flip og kærlighed til en pige - stået her sammen med Unge Kristne og min veninde og den åndelige leder Johannes Facius (en lettere hysterisk pinsemissionær med hang til det teatralske - efter min mening bildte han sig vist sig ind, at han var en ny Jesus, den oprindelige var formentlig en menneskelig opfindelse - så hvorfor ikke ham, som en ny forkynder med en sær blanding af gammel ortodoks jødedom og tidehverskristendom og noget skulle han jo leve af forkynderen!) og skrålet med på "Perleporten" for  at frelse verden og føre krig mod den fri abort. Jeg blev nu aldrig medlem af denne kristne missionsforening og godt det samme. Den var helt absurd i sine meninger.

Vi sang nu flere åndelige sange - jeg selv foretrak "Open up them pearly gates" og "We shall not be moved",  i The Seekers versionerne med forsanger.

Vi havde også snuppet "Barnetro, barnetro - til himmelen du er en gylden bro" fra Frelsens hær, men jeg kom nu altid til at tænke på Bodil Steens herlige revyversion:

"Lille engel kaldes jeg, lille engel det er mig, se de fine hvide vinger jeg har på. - I en verden styg og fæl, er jeg barnetroen sæl. Den der bor hos både store og hos små. Barnetro, barnetro, har man den, så er man altid glad og fro. Jeg har min - barnetro -- i behold, men kun om søndan´ inden to."

Alle kan dumme sig og vi gjorde jo heller ikke nogen fortræd, bortset set fra dem vi lokkede ind til åndelig fordummelse - jeg var ikke så gammel den gang. Det skal dog siges, at melodien er en rigtig "ørehænger" og der var da også nogle, der kastede mønter til os. Jeg tror ikke vi frelste en eneste - der er som bekendt i følge den "rette lære" kun en frelser.

Jeg stod her nu af prosaisk jordisk kærlighed, men fik da lært at synge frit fra leveren midt på strøget og andre steder i den indre by og fik indsigt i, hvordan man får folk i tale. Det var nu ikke nogen dårlig erfaring at gøre.

Her nogle af de unge missionærer på sjælejagt. Jeg er ikke med på billedet, men jeg mener at kunne se både Facius og Noer, der fandt på det her og stadig kører videre med det i dag. De herser mod homoseksualitet, enten den er mandlig eller kvindelig og mener Israel er givet jøderne af gud og at palæstinenserne bare har, at forføje sig bort og har med stor lystenhed kastet sig over pornoforretninger og prostitution, rygning, druk og hor, men i særlig grad som beskytter og forsvarer af de ufødtes ret til livet. Livet begynder jo ved undfangelsen og enhver form for abort er mord og du må som buddet siger ikke slå ihjel - med mindre du er israeler og det er en araber du slagter ned eller du er dansk soldat i Afghanistan. De jo nødt til at skaffe sig fjender, for at have en mission og en eksistensberettigelse. Det hele er såmænd kun gjort af næstekærlighed og så har man taget Jesus som patent på sine holdninger og meninger. De vil også have, at de ortodokse jøder skal lade sig døbe og omvende til kristendommen - ellers kan de ikke komme i paradiset. Han skulle bare se og høre det her.

Der kommer virkelig rigtig - rigtig mange mennesker forbi lige på det her sted. Jeg er senere kommet forbi her inde på Strøget og der har ofte stået nogen og sunget med et blandet politisk indhold klistret ind i religiøsitet skjult i ærmet - det handler oftest om at lokke penge ud af dig. Så kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet og mindes min egen korte tid her. Henvender de sig til mig - det gør de nemlig også - går de ofte fortvivlede bort, fordi deres budskaber er så hule og deres motiver let gennemskuelige,  selv om indpakningen er køn.

Her er unge kristne i gang mod sex-klubber, liveshows og pornografi, vi havde lige frigivet pornografien. Jeg er heller ikke med på dette billede, hvis nogen skulle spørge.

Du kan se hvordan de unge kristne reklamerer i dag. Her er en moderne video - der er faktisk flere. Bare klik på linket - så ser du videoen i et ny vindue. Den må du selv tage stilling til.

Permanent Link to He is

Tilbage til oversigt

DET THOTTSKE PALÆ - CHARLOTTENBORG - ET MALERI OG EN TEGNING

Bemærk lige det røde kryds

Så er det i rask trav til Nyhavn. Bemærk Bredgade lige fremme og til venstre Thotts Palæ - i dag den Franske Ambassade.

Det Thottske Palæ – Det Franske Institut

Siden 1930 har det Thottske Palæ huset den Franske Ambassade, og fra nu af er palæet åbent for jer. Grib chancen for at få en fortryllende oplevelse. Start dagen med et seminar på Institut Français på ”Strøget”, og fortsæt senere med en cocktail, en koncert eller en middag i en af de prægtige saloner i det Thottske Palæ lige på den anden side af Kongens Nytorv.

Vi passerer Charlottenborg på vor højre side. Opført af Frederik den 3.´s søn Ulrik Frederik, han var uægte søn, hans mor var Margrethe Pape, og Ulrik var gift med Marie Grubbe. Han bar det tilnavn, som alle kongens uægte børn fik - Gyldenløve.

År 1700 blev palæet solgt til Christian den 5.s enke, Charlotte Amalie, efter hvem det fik navnet Charlottenborg. Senere i 1754 blev bygningen skænket af Frederik d. 5 til "det kgl. skildre-, billedhugger og bygningsacademie", som i 1814 ændrede navnet til Det kgl. akademi for de skønne kunster (Kunstakademiet).

I dag er stedet forvandlet til Kunsthal Charlottenborg. Stedet er Københavns største udstillings- og mødested for samtidskunsten. Kunsthallen producerer eller co-producerer 4-5 udstillinger om året, heriblandt den årlige Forårsudstilling som er et samarbejde med Charlottenborg Fonden. Udstillingerne er internationalt orienterede og formidles bredt til kunstinteresserede brugere i alle aldre.

Den berømte maler og tegner Eckersberg boede her med hustru og sine 2 døtre. Eckersberg var lærer på akademiet.

Han har lavet en tegning af sine tøser, der kigger ud af vinduet i rummet lige til højre ved det røde kryds på billedet ovenfor. Der findes også et maleri fra samme rum, hvor man kigger ud af samme vindue forbi indgangen til palæet og ned mod Bredgade. Det er udført af en af hans elever - en datter af Christian Køebke. Hvem mon kigger deroppefra i dag? På os, der lige nu går forbi.

Her uden for indgangen til akademiet er skildret flere små personoptrin. Her er en tigger, der har fået bid hos et fornemt par. (Tiggeri var forbudt og man havde ansat såkaldte stodderkonger til at slå ned på tiggeriet og afstraffe tiggerne sådan rent fysisk med stokkeslag). En elev på akademiet med sin tegnemappe under armen. Tre drenge, der formentlig spiller et eller andet. En dame får vist vej og en matros hænger op ad muren. Der er et par stykker mere, men jeg kan ikke se, hvad de foretager sig.

Her Eckersbergs fine stregtegning af sine døtre, der kigger ud af vinduet mod Kongens Nytorv og Bredgade. Samme sted som ovenfor. Billedet ovenfor viser jo, at der er noget at se på. Pudsigt som pigefrisurer forandrer sig. Her er der knold på toppen og slangekrøller, der skal indramme ansigtet.

Det var Eckersberg der fik indført, at man tegnede efter levende model på kunstakademiet. Dette billede er dog fra slutningen af 1800-tallet.

Der gik også mange kvinder på kunstakademiet. Der var faktisk en demokratisering af uddannelsessystemet i gang i Danmark i årene 1789-1849 for kvinder, men først i 1888 lykkedes det, at få lukket op for kvinderne på dette parnas.

Tilbage til oversigt

STÆREKASSEN - FOLK TROEDE MAN HAVDE FÅET PIP

Det Kongelige Teater - Ny Scene - "Stærekassen" i Tordenskjoldsgade (Nu er gaden omdøbt til August Bournonvilles Passage), sådan kaldet i folkemunde grundet udseendet. I en af arkitekten Holger Jacobsens tidlige skitser var der et stort rundt vindue øverst på facaden mod Kgs. Nytorv. Deraf øgenavnet. Stærekassen er en fredet bygning.

"Stærekassen" Bemærk hvordan man sitter på pinden og titter ind gennem flyvehullet i kassen og ser forestillingen, der bliver hejst op og ned. Hullet blev droppet af arkitekten. Det er derimod korrekt at den høje kasse fungerer på den måde, at flere sæt bagtæpper og sidekulisser hænger oppe i kassen og i forestillingen bliver hejst ned og op på de rette tidspunkter. Det er et scenetårn. Selve scenen ligger i bunden af kassen.

Helt speciel arkitektur af Holger Jacobsen (faktisk ganske flot), men man fik klaustrofobi i gaderoben med det utroligt lave loft. Aktstykker der skulle transporteres mellem Gammel Scene og Ny Scene og vice versa gav scenepersonalet mareridt og arbejdsskader.

Stærekassen er Det Kongelige Teaters skuespilscene. Teateret blev i 2002 renoveret blandt andet med færre og bedre stole, aftæppede parketgulve og handicapadgang til scenesalen fra gaden. Det er i dag en ren skuespilscene.

Der var voldsomme protester, da man i 1928 ville bygge en sådan kæmpekasse over Tordenskjoldsgade og rive ejendomme ned i Heibergsgade. 20.000 københavnere gik i protesttog til Christiansborg. Det hjalp ikke. Projektet blev gennemført, som det ses.

Bygningen betragtes i konstruktion og pladsforhold som mislykket.

Selve teatersalen med tilskuerpladserne ligger til venstre inde mellem bygningerne. Når man først er kommet ind i salen, er den udmærket selv om stolene og akustikken var elendig - det er der forsøgt rettet på nu. Det er dog alligevel en smuk bygning - set ude fra, men placeringen er vanvittig. Den nåede vi at få et glimt af.

Forholdene med dårlig akustik og elendige stole er der blevet klaget over siden begyndelsen, og i 1999 gik en omfattende renovering under ledelse af arkitekt Jens Fredslund i gang. I 2002 stod en Stærekasse, der på forskellig vis havde fået luft, færdig.

Her et par billeder fra det indre. Der er stadig lavt til loftet når man kommer ind.

Bemærk på disse tegninger, der viser jordplanet til venstre og 1. salen til højre, at selve drejescenen ligger i kassen henover gaden. Det lille hul i bagscenen på 3 x 3 meter ses også på tegningen til højre. Det var her scenefunktionærerne sled sig en pukkel til med at slæbe tunge støvede uhåndterlige sætstykker fra gl. scene til ny scene og vice versa - for at gøre det hele endnu mere umuligt havde trappen et skarpt drej et stykke oppe.

Der mangler tydeligvis også plads bagtil og i siderne på drejescenen, men jeg har nu nydt mange operaer herinde med fribilletter fra mine venner, der var ansat her, så sad man på den såkaldte "gratistrække" foran i salen.

Når forestillingen var overstået eller i den store pause indtog de optrædende og andre ansatte lidt "natmad"  og rigeligt med snaps og guldøl på selve drejescenen bag tæppet. De mange i operakoret kunne også tit tage "pis på publikum og sangerne" ved at synge "røv og gulvsand - røv og gulvsand" under forestillingerne, når de var baggrundskor - "Det er der ingen, der bemærker eller hører alligevel!" - sagde mine venner - og det var der ingen der gjorde, men der var virkelig morsomt, at opleve.

Når kassen er så høj, så skyldes det, at forskellige sætstykker skal kunne hejses og op ned i kassen ved sceneskift. De røde streger viser hvorledes handicappede i rullestol kan komme ind og se forestillingerne. Der er blevet lavet en elevator og særlige pladser til rullestolsbrugere.

Stærekassen ejes af Slots- & Ejendomsstyrelsen og bruges i dag ikke længere til teaterformål - det er nu ballet og danseforestillinger. Teaterforestillingerne er flyttet til Det Kongelige Teaters nye skuespilhus på Kvæsthusbroen i København (feb. 2008).

Her er et billede taget fra Kongens Nytorv med Nye Scene til venstre og Gammel Scene til højre. Det er vinter og der er skøjtebane rundt om krinsen.

STUDENTER OG HVAD DET KAN FØRE MED SIG

Ærgerligt at man har fjernet cirklen af træer, men der gik elmesyge i dem, hvor de nyudklækkede studenter i min ungdom sprang over hegnet og tog hinanden i hånd og løb rundt, når de havde fået deres studenterhue.

Der er dog stadig en krans af 2 træcirkler i vore dage, men det er ikke det samme, men det kan jo være det bliver det når træerne er vokset til. Billedet er fra 1967 - alle pigerne havde de samme hvide kjoler på, der gik til lige over knæet - hos de dristigste var den lidt kortere og så havde man sko med høje hæle på. Drengene var i mørke benklæder med pressefolder og sorte blankpudsede snøresko og triste jakker. Det rart med en sådan løbetur, når alt er sprunget ud og man er bleg efter at have forsømt foråret.

Nyudklækkede studenter i dag. Traditionen holdes i hævd. Bemærk hvorledes klædedragten har forandret sig.

UNGDOMSOPRØR - STUDENTEROPRØR - HIPPIER

... VERDEN STÅR OVERFOR FORANDRINGER

Nu var der vokset en ny generation op og ungdomsoprøret spredte sig fra San Francisco i U.S.A., hvor de unge hvide studerende brugte deres sommerferie på at tage til sydstaterne og hjælpe de sorte eller negrene - som man kaldte dem dengang (det er ikke passende i dag, men sådan sagde vi), med deres borgerrettigheder og blive registreret som vælgere - de sorte eller negrene skulle svare på udspekulerede spørgsmål som: "Hvor mange sæbebobler er der i et stykke håndsæbe?", for at blive registret som vælger og kunne deltage i det lokale forbundsstatsvalg, men de hvide studerende tog altså til sydstaterne og gav en hjælpende hånd  - det borgerlige USA så ikke med blide øjne herpå og slet ikke i sydstaterne og flere af dem blevet brutalt myrdet alene af denne grund.

De studerende hersede også mod, at hele universitet (Berkeley) beskæftigede sig med udviklingen af atomkraft og atomvåben, idet atomvåben fremstilles af militærindustrien i Californien, der brugte universitetet som forskningscenter og foretog afprøvninger af de atomare våben i ørkenområderne sammesteds. Universitets ledelse havde under McCarthy æraen (1949) tiltrådt en anti-kommunistisk loyalitets ed (de der sagde nej, blev blot fyret). Det hele fængede an i 1964, hvor man knægtede de studerendes ret til at tale frit i universitets park, man hang jo på sin ed. Parken fungerede som en slags Speakers Corner, som det kendes fra Hyde Park i London. Universitetets rektor forsøgte først med at smide en studerende ud, der havde talt i parken, men så meldte der sig et stort antal studerende og sagde, at de også havde talt og mente, at så skulle de samme vej, så var den vej ikke så farbar.

Så blev politiet tilkaldt og den største massearrestation i USA´s historie blev sat i værk - 800 studerende blev anholdt, men næste uge mødte stort set alle studerende op i parken. De stillede sig op på politibilerne i tusindvis og forhindrede, at politiet kunne komme ud. De måtte sidde indespærret lørdag og søndag. Ronald Reagan var guvernør i Californien og satte nu National garden ind for bekæmpe ytringsfriheden. Det var som, at smide benzin på bålet, for nu bredte oprøret sig fra det ene universitet i USA  til det andet. I løbet af næsten ingen tid var næsten alle øvrige universiteter i USA med i opbakningen til Berkeley og stillede nu også deres dagsorden.

Det bredte sig til hele USA og videre til Paris i Frankrig, hvor de Gaulle forlod landet af frygt for en revolution. Det kom der nu ikke, men der var hårde kampe i Paris gader, fordi man for enhver pris måtte have slået studenteroprøret ned og undgå en anden politisk dagsorden. Det spredte sig til hele verden - til over 2.000 universiteter - og det spredte sig også til Danmark og på sigt medførte det faktisk forandringer. De unge havde mistet troen på autoriteterne og ville gerne have indflydelse på egen situation og ikke kun studere på industrisamfundets og kapitalens betingelser. Det var også på den tid, at ungdommen vendte sig massivt mod USA´s krigsførelse i Vietnam. Førhen havde universitetsstudier været forbeholdt de få og veletablerede. Men dette ændrede sig i 1960erne. I 1958 havde det været 4.700 studerende på Københavns Universitet, dette tal var i 1968 vokset til 21.500. En hel del af de studerende kom nu fra de mindre velbeslåedes rækker og det var givet en faktor, der også spillede ind i opgøret med professorvældet. De kom også med en mere virkelighedsnær indstilling til hvordan tingene hang sammen.

Masseanholdelse. Så kan man sidde med bagbunde hænder, hvor man har brugt en plast-strip som håndjerne placeret i såkaldte "fut-tog" på den iskolde asfalt i timevis blot fordi man deltager i en lovlig anmeldt demontration. Det er såkaldte præventive anholdelser som den nuværende regering har fået indført. Der er en hel del af de 2.000 anholdte, der nu har anlagt et kollektivt søgsmål, men tro mig de har ikke en kinamands chance for at få bare den mindste smule ret.

Så bliver man senere transporteret ud på Retortvej i Valby og kan sidde og kukkelure i sådanne bure ligesom en burhøne.

Det man lavede af anholdelser i U.S.A. er jo det rene ingenting mod det vi oplevede under klimatopmødet, hvor 6.500 politibetjente blev sat ind for at holde demonstranterne i ørene. Sådan kan man også knægte ytringsfriheden og den grundlovssikrede ret til at demonstrere. Det er en del af demokratiet, som man sætter ud af spil på denne måde. Hvor ussel kan man blive.
 

Det har fået den historiske betegnelse "Ungdomsoprøret", og nedgøres massivt af borgerlige kræfter i vore dage. De blander helt bevidst denne politiske bevægelse sammen  med de såkaldte hash-rygende og nøgne blomsterbørn fra 1969. Egentlig er betegnelsen ungdomsoprør lidt misvisende. Her i landet starter det med atommarcherne, ændringer i klædedragt, adfærdsnormer, musiksmag og massekultur. Der kommer fredsbevægelser og modstand i mod U.S.A.´s krig i Vietnam med ind i billedet.

Det var den slags billeder, der fik ungdommen op på dupperne. Her er det My Lai massakren i Vietnam.

Så kommer der studenteroprøret i U.S.A. hvor motivet er forskelligt og det der bliver sat på dagsordenen veksler fra land til land og fra universitet til universitet. I Danmark er det et opgør med autoriteterne, klassesamfundet og professorvældet. Endelig slutter 60erne af med den såkaldte hippie-bevægelse med spraglet tøj, langt hår, hash-rygning, musikfestivaler og seksuel frigørelse og nøgenkultur. Danmark er under forandring og ændrer sig fra landbrugssamfund til et industrisamfund.

Her en billedmosaik, der prøver at vise tidsbilledet 60erne.

Det er fra den tid sangen “The Times, They Are a’ Changin’” Skrevet af Bob Dylan, sunget af ham selv, men også af mange andre gik ind i alles ører. Den blev et superhit og den høres stadig. Jo, tiderne stod over for forandring. Det synes nu som om, at den grundlovssikrede ytringsfrihed og retten til demonstration er under hårdt pres her i landet i 2009. Dengang blev de kaldt lømler og det bliver de også kaldt i dag.

Glade skøjteløbere på Kongens Nytorv. Man får røde kinder og næse af. at være ude i den frostklare aftenluft, men det er god motion og en dejlig fornøjelse. Der blev for et par år siden doneret et større beløb til pladsens renovering - og det er den så blevet.

Vi fik engang lagt en membran ned oppe bag ved Brugsen i Frølunde, i dag ved kommunen ikke, hvor den ligger - men det havde været rart med en bane her. Børnene bruger dog Slots- og borgbanken ude ved Tårnborg Kirke til kælkebakke - det er en gammel tradition, men mon vi nogensinde ser sne igen med de voldsomme klimaforandringer vi kan konstatere ved at kaste et blik ud i vore haver her i december?

Nu laver man plasticskøjtebaner - det er lige som, at løbe på rulleskøjter på en grusvej.

Tilbage til oversigt

NYHAVN - ET MINDESMÆRKE

På vej til havnerundfarten. Vi er nået til Nyhavn, men har dog fået set en hel del af København på busturen ind til staden. Bemærk alle cyklerne. København er blevet en cyklernes by. Hvis man endelig har fundet en ledig parkeringsplads, så koster den en bondegård. Tag med bilen og parker ved Valby station på den gamle rutebilside og tag så S-toget ind til Hovedbanen, Nørreport eller Østerport og start derfra. Sådan gør vi - det er bare et forslag. Du kan selvfølgelig også tage toget hele vejen - billetten gælder også til den videre transport, hvis det ikke er lavet om.

Vue udover Nyhavn. Det er set oppe fra ankeret. Ankeret blev placeret her i 1951. Det er fra et gammelt sejlskib, et beskedent, men gribende monument over de danske søfolk, der mistede livet under 2. verdenskrig, ikke mindst i britisk og amerikansk tjeneste.

Mindeankeret ved Nyhavn (Foto: Johnny E. Balsved)

Et af de mest kendte maritime mindesmærker er vel nok Minde-ankeret ved Nyhavn i København.

Kendt af de fleste danskere; og i tidens løb også passeret af tusindvis af både indenlandske samt udenlandske turister mfl.

Det er vel nok de færreste af de forbipasserende, der i dag spekulerer over, hvorfor dette anker er placeret her!

Mindeankeret, der blev afsløret 29. august 1951, tjener som et værdigt minde om de mere end 1700 danske søfolk, der omkom i dansk eller allieret krigstjeneste under den 2. verdenskrig. Søfolk, der omkom i kamp for Danmarks frihed. I Korsør har vi en forening af krigssejlere.

Kig fra Nyhavn mod Kongens Nytorv, man skimter det store anker. Vi ser Store Strandstræde og Bredgade ved træerne til højre. På hjørnet lå tidligere Collins gård, hvor H.C. Andersen havde sin daglige færden. I dag ligger Kanneworffs hus i nydeligt dekorativt bindingsværk opført 1782, her nydelig renoveret.

Du kan læse meget mere om dette hus og det gamle maritime København i denne pdf-fil. Du kan åbne den ved at klikke her:

 Det maritime Kobenhavn.pdf

Tilbage til oversigt

HOTEL STEVNS OG LIDT OM TATOVERINGER

Nyhavn nr. 9, tidligere "Hotel Stevns". Tegning af Alfred Larsen o. 1900.

Nyhavn nr. 9 ca. 1890. Foto: Københavns Bymuseum.

Danserestaurant "Safari" i Nyhavn nr. 9 imellem 1. og 2. Verdenskrig. Udlånt af Københavns Bymuseum.

Nyhavn nr. 9 år 1922 hvor Bladkompagniet virkede fra huset. Foto: Tom Petersen, udlånt af Københavns Bymuseum

Gårdsiden af Nyhavn nr. 9 i bindingsværk

Historien om Nyhavn

Ved planlægningen af den nye by nordøst for det ældste København, var det oprindelig hensigten, at den nye bydel, ved hjælp af et kanalsystem, skulle gøres til en havneby.

Planlægningen stod Axel Urup for, men udførelsen af denne blev standset af svenskekrigene i 1658-1660. Det blev imidlertid hollænderen Henrik Ruse, senere adlet under navnet Rüsensteen, som i 1661 udførte det endelige planlægningsarbejde til den nye havn i tilknytning til Kongens Nye Torv, men først efter at Christian V var blevet konge i 1670, iværksattes udgravningen til den Nye Havn, nu ledet af oberst Niels Rosenkrantz.

Selv om udgravningsarbejdet af Nyhavnskanalen var overordentlig omfattende og al jorden blev fjernet med håndkraft, så blev gravearbejdet gennemført på forholdsmæssig kort tid.

 
Samtidig med, at Nyhavns udgravning blev påbegyndt, ønskede kongen, at man overvejede dels at brolægge gaderne langs kanalen, og dels at man befæstede kanalens kajanlæg.
I september 1671 befalede kongen "at Alle og Enhver, som havde Grunde langs Kanalen, inden 6 Uger, skulle lade disse indpæle ud for deres Ejendom".

I oktober 1673 åbnedes Københavns Nye Havn ved at dæmningen til havnen blev gennembrudt.

Kong Frederik III’s søn, Ulrik Frederik Gyldenløve, havde siden 1669 ejet grunden omkring Nyhavnskanalen, og på sydsiden af den nye kanal lod han Charlottenborg opføre. Det var i øvrigt også Gyldenløve som bekostede en væsentlig del af bolværkerne.

På "solsiden", "guldkysten" eller "den uartige side" som blev nogle af nordøstsidens mange øgenavne, skød det ene hus op ved siden af det andet, og blandt disse også huset i nr. 9, som til dels har bevaret sit oprindelige udseende siden det blev bygget i 1681. Det blev sandsynligvis opført til havnemester Christen Christensen.

Huset, hvis forhus har 5 grundmurede fag, er bygget med en meget stor kvist ud mod kanalen, hvilket giver indtryk af, at det er et gavlkvisthus. Bagsiden er i bindingsværk. Huset har fuld kælder og bærer halvtag med tegl. Det er et meget typisk typehus for den tid, og man ser en klar linje til de ca. 50 år yngre "ildebrandshuse" som bl.a. Gråbrødretorv nr. 1-9 repræsenterer.

NYHAVN 9

Nyhavn nr. 9 har været vidne til stort set hele Nyhavns historie. Efter at havnen var taget i brug, voksede der hurtigt en omfattende aktivitet op.

I kanalens første tid var det de virkelig store skibe som fandt vej hertil; tremastere som sejlede på hele verden. Købmandshuse og skibsprovianteringsforretninger opstod hurtigt langs kajen. Og snart fulgte små kroer og logihuse efter, således at søfolkene kunne vederkvæge deres sjæle og legemer, så længe deres skib lå i havnen. Det har været en duft af tjære, saltvand, krydderier og fisk der har omgivet nr. 9. Og megen tummel har der været. I 1683 etableredes det første faste vægterkorps til at holde styr på gemytterne.

Men som tiden gik, kunne de efterhånden større og større skibe ikke længere gå ind i Nyhavn, hvorfor de erstattedes af mindre skibe, skuder og skonnerter, som sejlede på de nære områder. Men miljøet i Nyhavn ændredes ikke. Det har holdt sig helt op imod vores tid, og lidt af den gamle sømandsstemning kan stadig fornemmes når man færdes langs husrækken i havnen.

Husene op mod Kongens Nytorv var yndede boliger for Comediehusets, det senere Kongelige Teaters, personale. Comediehuset, som stod færdigt i 1748, blev ledet af Københavns magistrat i de første 20 år. Den første teaterchef blev generaladjudant Hans Wilhelm von Warnstedt, og han fik sin bolig netop i Nyhavn nr. 9. Han havde forrettet tjeneste som officer, og havde bl.a. af Struense været sendt til St. Petersborg for at opnå kontakt med Katharina den Anden.

Livet i Nyhavn nr. 9 blev helt ind i det 20-århundrede præget af beboere med tilknytning til Det Kongelige Teater.

I begyndelsen af 19-hundredetallet boede skuespilleren Johannes Poulsen og kunstneren Valdemar Willumsen på førstesalen i huset, hvilken lejlighed bestod af fire ganske små stuer. Dengang som i dag, var der store åbne ildsteder som var og er tilknyttet den meget store centrale skorsten. I lejligheden kom skuespillere som Robert Neiiendam, Clara Pontoppidan og Poul Reumert ofte som gæster. En tid boede forfatteren Svend Rindom og skuespillerinden Ellen Rindom i lejligheden på første sal.

I 1981 købte Erik Gyldenkrone-Rüsensteen, efterkommer i 11-generation af grundlæggeren af Nyhavn, huset. Herfra drev han i nogle år sejlskibsrederiet "Isefjord", og det prægtige gamle skib "Isefjord" fra 1874 lå i en del år neden for nr. 9.

Utallige virksomheder af vidt forskellig art har haft til huse i bygningen. I 1922 virkede Bladkompagniet fra huset, og omkring 1900 havde en tysk bank- og forsikringsvirksomhed fra Stuttgart sit agentur her.

Firmaet havde tillige speditionsvirksomhed, og formidlede transport over hele verden med sejl- og dampskibslinier. I kælderen og nederste etage har der i over 150 år været hotel- eller gæstgiverivirksomhed.

Ved århundredeskiftet 1900 hed virksomheden "Hotel Stevns". Senere rykkede en danserestaurant "Safari" ind i huset, og den blev igen afløst af "Nyhanskroen". I dag rummer huset en særdeles attraktiv spiserestaurant "Leonore Cristine"

Tilbage til oversigt

VOLDENE FALDER - ET EVENTYR BEGYNDER

H. C. Andersen elskede Nyhavn og det var hans yndlingsopholdssted; han boede i mange år i nr. 67, i nr. 18 og i nr. 20.

I nr. 20 skrev han sit første eventyr (1834),

Fyrtøjet udgivet i 1835 i en lille samling på5 stykker - eventyr, fortalte for børn:

 Der kom en Soldat marcherende henad Landeveien; een, to! een, to! han havde sit Tornister paa Ryggen og en Sabel ved Siden, for han havde været i Krigen, og nu skulle han hjem. Saa mødte han en gammel Hex paa Landeveien; hun var saa ækel, hendes Underlæbe hang hende lige ned paa Brystet. Hun sagde: "god Aften, Soldat! hvor Du har en pæn Sabel og et stort Tornister, Du er en rigtig Soldat! Nu skal Du faae saa mange Penge, Du vil eie!"
   "Tak skal du have, din gamle Hex!" sagde Soldaten.

 
   "Kan Du see det store Træ?" sagde Hexen, og pegede paa et Træ, der stod ved Siden af dem. "Det er ganske huult inden i! Der skal Du krybe op i Toppen, saa seer Du et Hul, som Du kan lade dig glide igjennem og komme dybt i Træet! Jeg skal binde dig en Strikke om Livet, for at jeg kan heise Dig op igjen, naar Du raaber paa mig!"

 
   "Hvad skal jeg saa nede i Træet?" spurgte Soldaten.

 
   "Hente Penge!" sagde Hexen, "Du skal vide, naar Du kommer ned paa Bunden af Træet, saa er Du i en stor Gang, der er ganske lyst, for der brænde over hundrede Lamper. Saa seer Du tre Døre, Du kan lukke dem op, Nøglen sidder i. Gaaer Du ind i det første Kammer, da seer Du midt paa Gulvet en stor Kiste, oven paa den sidder en Hund; han har et Par Øine saa store som et Par Thekopper, men det skal Du ikke bryde Dig om! Jeg giver dig mit blaatærnede Forklæde, det kan Du brede ud paa Gulvet; gaae saa rask hen og tag Hunden, sæt ham paa mit Forklæde, luk Kisten op og tag ligesaa mange Skillinger, Du vil. De ere allesammen af Kobber; men vil Du heller have Sølv, saa skal Du gaae ind i det næste Værelse; men der sidder en Hund, der har et Par Øine, saa store, som et Møllehjul; men det skal Du ikke bryde dig om, sæt ham paa mit Forklæde og tag Du af Pengene! Vil Du derimod have Guld, det kan Du ogsaa faae, og det saa meget, Du vil bære, naar Du gaaer ind i det tredie Kammer. Men Hunden, som sidder paa Pengekisten, har her to Øine, hvert saa stort som Rundetaarn. Det er en rigtig Hund, kan Du troe! men det skal Du ikke bryde dig noget om! sæt ham bare paa mit Forklæde, saa gjør han dig ikke noget, og tag Du af Kisten saa meget Guld, Du vil!"

   "Det var ikke saa galt" sagde Soldaten. "Men hvad skal jeg give Dig, din gamle Hex? For noget vil Du vel have med, kan jeg tænke!"

   "Nei," sagde Hexen, "ikke en eneste Skilling vil jeg have! Du skal bare tage til mig et gammelt Fyrtøi, som min Bedstemoder glemte, da hun sidst var dernede!"

   "Naa! lad mig faae Strikken om Livet!" sagde Soldaten.
   "Her er den!" sagde Hexen, "og her er mit blaatærnede Forklæde."

 ... det ender med rovmord og noget med. at en prinsesse bliver afhentet  af en stor hund om natten til lidt selskabeligt samvær hos soldaten.

Se, det er en rigtig hexehistorie.

Illustration af Svend Otto S.
(akvarel) til eventyret
Fyrtøjet af H. C. Andersen

 

 - og i 1848 flyttede H. C. Andersen til nr. 67, hvor han forblev til 1865. I 1866 flyttede han ind i huset på hjørnet af Lille Kongensgade, efter en kort tid, at have boet på hotel. Han fik han den udsigt han elskede over til det Kongelige Teater og Nyhavn. Alligevel ville han tilbage til den behagelige kvindelige husvært, hvor han tidligere havde boet. Hans sidste bolig fra 1873, var i Nyhavn 18. Sådan sluttedes cirklen.

Hans Christian var kun en knægt 14 år, da han kom fra Odense til København. Hans Christian flyttede ind bag nr. 18 i Vestergade, hvor der lå et logihus. Han havde ikke mange penge på lommen, med sin pragtfulde sangstemme, sit ukuelige gå-på-mod og en drenget kejtet charme vandt han manges hjerter. Han ville være sanger, balletdanser, skuespilforfatter, poet og skuespiller. Han ville det hele, og nåede faktisk en hel del. Han fik støtte til sin uddannelse, til sine rejser og meget mere. Nogen må have set, at der var et talent bag den kejtede optræden, der fik folk til at trække på smilebåndet.

Vestergade er den S-formede gade, hvor Politikens hus ligger på hjørnet ved Rådhuspladen. Det var hovedgaden i København, da byen endnu var en landsby, og den er rimeligvis over 1000 år gammel.

Dengang bestod byen af to små landsbyer: en bondelandsby omkring Vestergade og en fiskerlandsby nede ved vandet. Ud for Vestergade lå til ca. år 1600 Vesterport, den mest benyttede af indgangene til byen; men 1668 byggedes selve bygningen Vesterport, der blev nedrevet 1857; den lå ud for udmundingen af den nuværende Frederiksberggade (det er der man ikke skal lande på i Matador). Når man går gennem Vestergade, skal man ikke glemme, at man måske går hen over en af de ældste bopladser i Danmark; dette sted var beboet for mere end 5000 år siden. I middelalderen lå der her en kirkegård; jordbunden er faktisk fyldt med skeletter.

Tilbage til oversigt

HAVNERUNDFARTEN

Vi skal med båden lidt længere nede. Her er den.

Så stiger vi ombord i det herlige vejr. Guiden tager imod os.

Når man er kommet op i årene, er man ikke så adræt mere. Det er ikke lige sådan, at træde over i en båd, når der er lidt god afstand og ikke noget at holde i. Men vi kom alle over i sikker behold uden tab af mandskab og uden vandgang.

Vi er mange - en hel busfuld - så det tager lidt tid. 30 kroner for en tur. Det er rigeligt prisen værd for lidt over en times sejlads.

Et plastbæger "FUT-ØL" (sådan kalder man det. fordi det påstås, at det bare er lys pilsner) koster 50 kroner i Nyhavn. Ikke underligt, at mange handler i køledisken hos den nærmeste købmand og drikker sig en bolværksbajer. Husk det råd til næste gang, du kommer herind - ellers koster det en mindre formue, at få hældt "vand på maskinen".

På denne gamle tegning ser vi stort set det samme som ovenfor. Tegningen er fra den gang H. C. Andersen boede her - det var længere nede mod havnefronten på den side vi kigger over på i nr. 18 og 20. Han blev født i 1805 og døde i 1875 - så ved denne tegnings tilblivelse var han 45 år og stod lige foran sit internationale gennembrud. Ovre bag bygningerne var en kæmpestor botanisk have.

Vi har lagt fra - båden er vendt - turen kan begynde. I baggrunden Nyhavn 17 og Lille Strandstræde.

Tilbage til oversigt

Nyhavn er ejendommelig derved, at den består af to gader, en på hver side af vandet. Den venstre side med de ulige husnumre som vi ser over på her - er den "uartige" side med værtshuse, harmonikamusik og "moderne damer". Der har også været tatovører og så svenskere (altid hønefulde - påstås det) som blev udsat for "rulleforretninger".

De ret så få beboelseslejligheder er i vid udstrækning beboet af velhavende eller kendte personer som kunstnere, skuespillere o. lign. Værtshusene frekventeres af søfolk, en utrolig masse turister, kunstnere og ganske almindelige mennesker som du og jeg; og er langtfra det lasternes paradis, Nyhavn tidligere havde ry for at være. Den tid er stort set forbi.

Den på den anden side af bassinet liggende "pæne" side af Nyhavn med lige husnumre er yderst respektabel - og en hel del kedeligere. Selve havnebassinet blev udgravet 1671, men udgør egentlig ikke nogen naturlig del af hovedhavnen.

Her har jeg scannet et ældre kort over vandbussernes ruter fra en lille folder. Jeg har delt det i 2 billeder. Kortet er ikke så godt, fordi gadenavnene mangler, men man kan orientere sig og få et overblik på det - håber jeg. Der er et kort med gadenavne længere nede i reportagen.

På vej ud af Nyhavn mod havnefronten. Et ældre fyrskib til højre. Vor store verdensberømte digter (og lidt af en multikunsstner og genial) H. C. Andersen boede her i Nyhavn - på den "pæne side", men har også boet på den "mindre pæne".

Hans Christian Andersen - boligen Nyhavn 18 - Forholdet til Collin og den Collinske gård

H. C. Andersen i sit arbejdsværelse i Nyhavn 18. Kilde: Det Kongelige Bibliotek 2002. Andersen elskede at lade sig fotografere og der findes et hav af billeder af ham. Han foretrak, at lade sig fotografere i profil.

H.C. Andersens arbejdsværelse i Nyhavn 18. Her sidder han kigger ned over Nyhavn. Han burde have gået ned og slået sig lidt løs på værtshusene og måske fundet lidt ægte kærlighed.

I flere perioder af sit liv boede H.C. Andersen i Nyhavn, tæt ved Det Kongelige Teater i København. Her boede han også i sine sidste år, og rekonstruktionen viser digterens arbejdsværelse fra denne tid på førstesalen i Nyhavn 18. Alle de udstillede genstande i dette museum har tilhørt digteren.

Den collinske gård i Bredgade København. Gårdinteriør. Farvelagt tegning af Heinrich Hansen 1850

Familien Collin boede indtil 1838 i en gammel bindingsværksgård i Bredgade (nu nr. 2) tæt på Det Kgl. Teater. Her - i "Hjemmets Hjem", som H.C. Andersen kaldte den collinske gård, havde han sin daglige gang.

H.C. Andersen og familien Collin. Man har sat sig til fotografering i gården ud mod Store Strandstræde under det store lindetræ. Andersen elskede at lade sig fotografere. Man skulle sidde ganske stille i temmelig lang tid, idet det fotografiske materiale ikke var særligt lysfølsomt. Alligevel har vi her et historisk fotografi med digteren i midten og med sin karakteristiske høje hat og her omgivet at sin elskede kære "familie". "Jeg har jo ingen andre!" sagde han. Det er nu ikke hele sandheden, han havde faktisk en søster, men hende ville han helst undgå.

Han havde et meget nært venskabsforhold til sønnen Edward Collin, som han formentlig var forelsket i. Men også til datteren Louise Collin med de smukke blå øjne, som var hans store kærlighed (han havde flere), men som giftede sig med en anden. De bevarede dog et meget tæt venskabs- og fortrolighedsforhold livet igennem og Andersen var som "en onkel" for hendes børn.

Edward holdt en vis distance til Andersen. Ved en lejlighed bad Hans Christian sin ven Edward, om de ikke kunne være dus. (Min gode ven Arne har gjort mig opmærksom på, at det måske ikke er H. C. Andersen man ser på billedet).

 

"Nu har vi kendt hinanden siden vor barndom, ville det da ikke være naturligt om vi var dus?" spurgte Andersen. Edward svarede: "Nogle føler ubehag ved at røre ved gråt papir eller at høre den skingre lyd, når man ridser i glas - sådan har jeg det også ved at blive tiltalt du, - det løber mig koldt ned ad ryggen, men hvis det kan være Dem til nogen glæde Andersen, så vil jeg da gerne tiltale Dem med du, men du skal tiltale mig med De - så er det halve gjort".

Denne lille episode tilgav Andersen aldrig Edward Collin. Det blev til et berømt eventyr: "Skyggen" - her er episoden elegant flettet ind i historien, så det bitre uforskammede fornærmende nederlag - det er altid slemt at blive afvist, når man nærmer sig af oprigtig venlighed og af kærlighed til en anden - blev elegant returneret. Eventyret er filosofisk og behandler emnet personlighedsspaltning- og forandring. Her hvordan en person (Andersen selv) bliver til en "skygge af sig selv" i takt med den karriere i sit liv som et menneske gennemløber. Her er noget at tænke over. En konsekvens af at opnå karriere er, at man umærkeligt over tid for at opnå sine mål ændrer personlighed og karaktertræk - man bliver en anden mere kynisk og følelseskold person. Man bliver manipulerende i forhold til sine omgivelser og udnytter andre mennesker uden skrubler, således at man "bliver til en anden". Udgangen på historien er tragisk. Dette tema bliver her behandlet meget morsomt og er bestemt et af de allerbedste. Det er ikke for børn.

Andersen havde kvindesind  og foretrak kvindeselskab og kvinderne var altid på Andersens side. Dem kunne han betro sig til og tale med alt om.

Ved en lejlighed var Andersen dybt forelsket i en mand. Det var en flok kvinder i hans bekendtskabskreds bekendt med - også at Andersen havde skrevet et brev til ham og erklæret sine følelser for ham. Nu tog kvinderne og skrev et brev til Andersen, som svar på Andersens kærlighedserklæring og udgav sig for manden der afviste Andersen og hans følelser i brevet, for at iagttage Andersens reaktion herpå og blot spille ham et puds. Virkningen udeblev ikke - Andersen blev så fortvivlet, at han var på selvmordets rand.

Nu indså kvinderne, at de havde overskredet alle grænser for anstændighed og at det er dødsensfarligt, at lege med et andet menneskes følelser. De undskyldte overfor Andersen, at de var gået for vidt, men om han tilgav dem melder historien ikke noget om.

Var Andersen da homoseksuel, som nogen mener? Nej, det var han ikke - han var biseksuel og følte sig tiltrukket af begge køn og kunne vise kærlighed til og nære dybe følelser overfor begge.

For Andersens vedkommende kom det aldrig til noget fysisk forhold. Andersen forblev teknisk set "jomfru" til sin dødsdag. Så for Andersen var kærligheden af åndelig og ikke af fysisk karakter. Dette forhold forklarer en masse om Andersens måde, at se verden på.

Jeg erindrer fra min elevtid på et offentligt kontor beliggende i Kødbyen i København en lignende episode. Blandt mine kolleger var en ugift kvinde lidt oppe i årene. Hun læste ugeblade i sin frokostpause og var meget optaget af en løbende artikelserie om kvinder på danske arbejdspladser, som et ugeblad stod bag. Et par kolleger besluttede sig for, at spille hende et lille uskyldigt puds. De ringede hende op via omstillingsbordet og udgav sig for ugebladet og dettes skribent til artikelserien; og spurgte om hun ville lade sig interviewe og fotografere på arbejdspladsen. Hun takkede beæret ja hertil.

Nu betroede hun alle på kontoret, at hun skulle stille op til interview og fotografering på kontoret en nærmere angivet dag og tidspunkt. Hun glædede sig hertil med en forventning, som et barn til juleaften, det var tydeligt for enhver.

Dagen oprandt. Hun mødte op i nyt indkøbt tøj og havde været en ekstra tur hos damefrisøren og ventede på, at ugebladet dukkede op. Den dag gik det op for nogen, at der er grænser her i livet for,  hvad man kan tillade sig at overskride - og at ens medmennesker og deres følelser ikke er legetøj.

De havde ikke det moralske mod til at bede om undskyldning. Der var ingen der morede sig den dag, da man så en ubærlig skuffelse tone frem.

Det var en bedrøvelig trist dag, jeg aldrig glemmer. Historien taler for sig selv. Nu flød det i øvrigt med slagteriaffald i form at bjerge af afskårne kokranier i gården til det kontor og det stank af råddenskab og fordærv. I sommertiden kunne vi ikke have vinduerne til gården åbne. Publikum der mødte op på kontoret var oftest folk, der havde deres arbejde i Kødbyen og deres arbejdstøj var indsmurt i blod og der var en stank fra dem, som ikke kan beskrives. Det var det helt rigtige set-up til en sådan "joke".

Andersen var meget let bevægelig af sind og lod sig påvirke af næsten ingenting og kunne bryde hulkende og bedrøvet sammen ved den mindste modgang - dette sind er efter min beskedne mening årsagen til hans geniale skrivekunst, med en utrolig sans for pudsigheder, detaljer, stemninger og følelser, iagttagelsesevne (han oplever i billeder, dufte, smag, stemninger og lyde - hele sanseapparatet er i fuldt sving) og indlevelse og ikke at forglemme, hans formidable evne til at håndtere sproget - talesproget vel at mærke. Hans eventyr skal fortælles - ikke læses op. Glemmes må heller ikke hans evne til at gøre døde genstande levende og besjæle dem, så vi opfatter dem som levende væsener. Noget vi finder naturligt i Disneys tegnefilm, men som Andersen var den første der håndterede. Det er noget børn gør - de taler til ting: "Din dumme sko". Ved en lejlighed fik Andersen stukket en stoppenål i hånden, fordi hans omgivelser kendte hans fænomenale evne til, at improvisere en fortælling - i et nu - over en ting, han fik stukket ud.

Således blev det verdensberømte eventyr "Stoppenålen" til.

 

... Der var engang en Stoppenaal, der var så fiin på det, at hun bildte sig ind, at hun var en Synaal. "Tab mig ikke! Falder jeg på Gulvet, er jeg i Stand til aldrig at findes igen, saa fiin er jeg!". "Jeg gaaer aldrig igjennem, jeg knækker, jeg knækker!" og så knak hun. ...

Først efter sin udmattende rejse til Tyrkiet, hvor han på rejsen under et ophold i Potsdam ved Berlin fik forklaret, hvem der var hans rigtige far og mor, vandt han en påfaldende selvtillid og producerede sine bedste værker - nu var han en kongelig fugl - en svane, der blot var vokset op i en andegård. Andersen havde faktisk - hvad ikke mange ved - været officer i Kongens personlige livgarde og blev altid direkte eller indirekte støttet økonomisk af kongen, med enorme beløb. Han blev også inviteret til private sammenkomster med kongen. Alene til en rejse fik han nogle tusinde rigsdaler foræret på sit glatte ansigt. Dengang tjene en faglært 100-200 rigsdaler i årsløn. Efter denne rejse blev "Skyggen" til.

 

Kronprins Christian Frederik senere Chr. d. 8. FADEREN?	Hans Christian Andersen SØNNEN?	Komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig MODEREN?

Historien om Hans Christians virkelige forældre er spændende, men kan ikke bevises. Han kom på sporet af sandheden da han besøgte Christian d. 8.´s første - nu fraskilte dronning i Rom, efter dette besøg i Rom aflagde han besøg hos sin biologiske mor, som nu boede i Berlin og drev en litterær salon. Man kan vælge at tro på denne historie ud fra det helt usædvanlige, at en fattig dreng fra Odense bliver støttet og promoveret i alle ender og kanter af det danske kongehus. Det er specielt i de tidlige år Frederik d. 6 - Christian Frederiks "pap-bedstefar", der støtter. Det er helt unikt og kan ikke på nogen måde begrundes med, at alle kunne se, at han var et særligt talent - man kan også lade være, men skulle jeg vædde min sidste 10er - så ville jeg sætte den på, at Christian den 8. var faderen. Christian den 8. havde adskillige børn uden for ægteskab og han skulle også have en datter med Elise. Det påstås at kronprins Christian Frederik og Elise blev hemmeligt gift i 1804, men af Frederik den 6. forlangte ægteskabet opløst.

Når man betragter Hans Christian og Elise kan man ikke bortforklare ligheden. Der ville intet være i vejen for at få sagen afgjort ved en gentest, men det får man nok ikke kongehuset til at medvirke til. (Min ven Arne mener nu også at Hans Christian ligner Christian Frederik).

Når Christian den 8. giver Hans Christian 2.000 rigsdaler på hans glatte ansigt til en rejse så ville det i vore dage svare til at han gav 2-3 millioner kroner bort til en rejse til en fremmed. Det med pengegaverne gentog sig ved adskillige lejligheder.

Andersen foretog et hav af rejser. "... at rejse, er at leve!" - sagde han. Vi har i dag hans dagbogsnotater og de små tegninger og skitser han lavede af alle de indtryk han mødte. Han gennemrejste det meste af Europa i sit liv. Vi kender hans rejseruter, hvor han boede undervejs, hvem han besøgte, hvad han oplevede.

H.C. Andersen havde tæt kontakt med Jonas og Henriette Collins børn. Han var ofte på besøg og der var en stor brevveksling mellem H.C. Andersen og børnene. Edvard Collin var hans nære ven og en stor støtte og rådgiver i gennem mange år og blev også den der kom til at bestyre hans dødsbo. Døtrene Ingeborg, som blev gift Drewsen og Louise, som blev gift Lind havde han store følelser overfor. Louise var hans ungdomskærlighed. For hendes døtre fungerede H.C. Andersen som en god og rar "onkel", der kunne klippe og tegne billeder, fortælle eventyr og fremstille billedbøger.

Der var - som det sikkert er de fleste bekendt - også en købmandsdatter i det fynske, han forelskede sig i - det blev ikke ham, der fik hende, men det blev til digtet: "To brune øjne, jeg nyeligen saa". Et brev fra denne hans kærlighed bar han i en lille skindpose på brystet til sin død.

"Da ... det nuværende Kongens Nytorv var aaben Mark, laae der, henimod St. Anna Kapel, et Landsted, hvor den spanske Minister boede om Sommeren; det var dette Huus, der siden længe, til for faa Aar siden, laae skjævt og kantet, en Bindingsværks Bygning i den anseelige Gade; en gammeldags Træ-Altan førte op til Indgangen i første Stokværk; det indre, snevre Gaardsrum havde sit kluntede Trægalleri under det fremspringende Tag, men ud til Gaden selv bredte et gammelt Lindetræ sine Grene hen over Gaarden mod den spidse Gavl. Dette Huus skulde blive mig et forældreligt Hjem, og hvo dvæler ikke gjerne ved at skildre Hjemmet?"
Mit Livs Eventyr [1855]

Her har vi H. C. Andersens sidste bosted i Nyhavn 18. Det er det gule hus med den store port. I dag er der indrettet en mindestue for vor store danske digter i huset. Den kan beses. Han har tidligere boet i nr. 20 - det er det røde hus. Nr. 18 var hans sidste bopæl - han havde boet her engang tidligere og var nu vendt tilbage. Her sov han også stille ind træt og mæt af dage med et særdeles rigt liv bag sig med eventyr i.

Her har Arne bedt mig komme med et dementi. H. C. Andersen døde ikke her.

Da H.C. Andersen selv for “hen som Vinden”, skete det, efter at Dorothea Melchior i halvanden måned havde givet den døende opmærksom og kærlig pleje på ‘Rolighed’. Visitkort med træsnit fra Illustreret Tidende. Træsnittet blev til på grundlag af en tegning udført af tegneren Knud Gamborg, der havde fået adgang til værelset, hvor den døde digter lå. (Tegningen befinder sig på Det Kgl. Bibliotek).

Tak Arne - så blev den rettet. Det er godt at have en ekspert til hjælp. Utroligt at museet i Nyhavn vil bringe en sådan falsk oplysning til torvs, men den sælger måske billetter.

I 1846 var Dorothea blevet gift med sin fætter Moritz Gerson Melchior (1816-84). Han var forretningsmand og stod i 40 år i spidsen for et af de mest ansete handelshuse i København. Desuden blev han formand for Det Mosaiske Troessamfund og medlem af en lang række kommissioner og repræsentationer. Moritz og Dorotheas privatbolig på Højbro Plads nr. 21 i København var samlingspunkt både for en stor slægtskreds og for en lang række store personligheder fra kunst- og litteraturverdenen, som f.eks. maleren Carl Bloch, forfatteren og teaterdirektøren Robert Watt – og altså H.C. Andersen.

Den 2. april 1860 registrerer digteren for første gang forbindelsen til Dorothea Melchior i sin almanak: I en opremsning af gaver modtaget på fødselsdagen nævnes ”…Papirstrykker af Fru Melchior…”. Men bekendtskabet var indledt inden maj 1859, hvor H.C. Andersen i et brev til Dorothea takker for en broderet brevmappe, han har modtaget fra hende.

Andersen, som Dorothea og Moritz kaldte ham, fik efterhånden sin faste gang både i privatboligen og på landstedet ‘Rolighed’, der lå på den nuværende Gl. Kalkbrænderivej på Østerbro i København. ‘Rolighed’ blev digterens ”Hjemmets Hjem”, efter at det faste samlingssted i Amaliegade hos den Collinske familie blev opløst ved Jonas Collins død i 1861. Digterens sidste eventyrsamling fra 1872 indledes med et dedikationsdigt, hvis slutstrofer lyder:

”Mit hjem i Hjemmet, hvor bag Hyldens Hang
mit Liv fik Solskin og min Harpe Klang,
Dig bringer jeg taknemlig glad min Sang!”

H.C. Andersen følte sig i dén grad hjemme, at han trods aldersforskellen kaldte sig ”Søn i Huset”. Han var fast torsdagsgæst hos Melchiors – når han ikke lige var på rejse, sådan som han netop var det i sommeren 1868.

Digterens breve henvender sig som sagt først og fremmest til Dorothea Melchior (1823-85) og det er fra denne brevveksling vi har de faktuelle oplysninger om hans sygdom - et skinnebenssår, der ikke vil læge og som hele tiden er betændt. Hun var født Henriques, og det var hos hendes bror, vekselereren Martin Henriques og dennes hustru Therese, at H.C. Andersen stiftede bekendtskab med Melchior-familien. Therese Henriques var musikalsk anlagt, og hjemmet i Tordenskjoldsgade fungerede som samlingssted for danske og udenlandske sangere, musikere og komponister. Digteren begyndte at omgås familien Melchior i slutningen af 1850’erne, og deres indbyrdes relation udviklede sig siden til et inderligt venskab: Dorothea blev den sidste i rækken af H.C. Andersens nære og omsorgsfulde veninder.

Andersen var en mester i at klippe papirsklip. Han kunne klippe et juletræ, der kunne stå af sig selv af et stykke papir eller en gyngestol i papir, der kunne stå og gynge.

Han har skrevet en mængde sange:

 

Barn Jesus i en krybbe lå. Brødre, meget langt herfra. Det gamle træ, o, lad det stå. Hist, hvor vejen slår en bugt. Hvor Nilen vander ægypterens jord. Hvor skoven dog er frisk og stor. Højt under taget, hvor svalen bor. I Danmark er jeg født. Jylland mellem tvende have. Lille Viggo, vil du ride ranke? Mit hjerte er en himmel grå. Pandeben! Godt det gror! Sol deroppe ganger under lide.

Personligt ville jeg have foretrukket "I Danmark er jeg født." som vor fædrelandssang, jeg har ikke meget tilovers for en flok skaldede machomænd, der forsøger at skråle med på den ikke så sangbare: "Der er et yndigt land", når en fodboldkamp, skal sættes i gang.
 

 Han har også skrevet librettoen til en lille opera - den hedder "Liden Kirsten", det er der man hører tavlebordsduetten:

 

" Hør ungersvend, sig ikke nej, leg tavlebord med mig!"   "Jeg ejer ej, det rø-ø-de guld, at sætte op mod dig."   "Sæt du kun op din gode hat, og fast om den er grå, se jeg min perlesnor har sat, tag den, kan du den få."   "Den første gang guldterning på tavlebordet randt, den ungersvend han tabte, men jomfruen hun vandt, han tabte, hun vandt, han tabte, hun vandt."

Det er fra samme opera vi har Sverkel´s romance - ungersvenden hedder nemlig Sverkel og hans udkårne er Kirsten, men det er nu hende - modsat sædvanen - det tager initiativet til, at få lokket Sverkel i kærlighedsfælden. Hun er svært godt tilfreds med at tabe den duel og har da også sat ikke helt beskedne indsatser ind i spillet.

Det skal afslutningvis nævnes, at Andersen var velkommen alle steder, hvor han kom. Når han dukkede op, så var der underholdning i vente for store og for små. Han har også i sit liv gjort ophold på adskillige herregårde og godser.

Selv her hos os, har han opholdt sig på Tårnborggård og trasket ture ad Filosofgangen i den nuværende Folkets Park. Han har også en tid boet her i kommunen, idet han startede sin studietid for at blive student, med et ophold hos Rektor Meisling i Slagelse. Meisling har noget af en gris og vaskede sig aldrig - han børstede sig i ny og næ. Andersen beskriver hvorledes man kunne se hans hvide fingerspidser, når han havde presset citron i theen. Andersen kunne íkke udstå Meisling og frygtede ham og med sit bevægelige sind, var det ren tortur for unge Andersen. Meisling hånede ham også for digtet "Det døende barn".

Digtet handler om en moder hvis barn er sygt. Både moder og barn ved, at barnet skal dø og at der ikke er nogen vej tilbage.

Gennem digtets strofer bliver barnets og moderens roller byttet om. Moderen vil ikke indse, hvad der er ved at ske og at hun er ved at miste sit barn. Mens barnet er mere afklaret med situationen, og har erkendt - at det ikke længere skal være på jorden sammen med moderen. Barnet har derfor overskud til at trøster moderen og dermed overtager det en del af moderens rolle.

Barnet hjælper moderen med at forstå, at det er det bedste.

Jeg synes, det mest bemærkelsesværdige ved digtet, er den måde H.C. Andersen skildrer døden på.

H.C. Andersen formår, at fremstille døden som noget "romantisk" og smukt. Selvom døden selvfølgelig betyder sorg og tomhed for moderen, virker det ikke helt så forfærdeligt, da barnet ikke er ked af det og selv har erkendt situationen.

I handlingen kommer englene og henter barnet med til paradis, der er lys og barnet græder ikke. Det er et symbol, at barnet nu er befriet for smerte og at der er mening med denne frygtelige hændelse.

 

Det døende Barn

Moder, jeg er træt, nu vil jeg sove, Lad mig ved dit Hjerte slumre ind; Græd dog ei det maa Du først mig love, Thi Din Taare brænder paa min Kind. Her er koldt og ude Stormen truer, Men i Drømme, der er Alt saa smukt, Og de søde Englebørn jeg skuer Naar jeg har det trætte Øie lukt. Moder, seer Du Englen ved min Side? Hører Du den deilige Musik? See, han har to Vinger smukke hvide, Dem han sikkert af vor Herre fik; Grønt og Guult og Rødt for Øiet svæver Det er Blomster Engelen udstrøer! Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever, Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer? Hvorfor trykker saa Du mine Hænder? Hvorfor lægger Du din Kind til min? Den er vaad, og dog som Ild den brænder, Moder, jeg vil altid være din! Men saa maa Du ikke længer sukke, Græder Du, saa græder jeg med Dig, O, jeg er saa træt! – maa Øiet lukke – – Moder – see! nu kysser Englen mig!

Tilbage til oversigt

Rederiet A.P. Møller gik foran, og donerede Fyrskib XVII "GEDSER REV" samt en original lastepram og den totalt restaurerede galease "ANNA MØLLER" fra 1906 til Nationalmuseet. Alle tre øremærket til oplægning i Nyhavn på den pæne side, som derfor ofte bliver benævnt som 'museumssiden'.

Rul bølger - rul! Jeg kunne ikke lade være med at sætte det her ind, da jeg så det.

Nyhavn 17 og Cap Horn - sidstnævnte kendt fra verselinjen i Sigfred Pedersens Katinka, Katinka "... jeg sad i Kap Horn med en bajer ...".

Et stykke ned af den gamle brostens belagte kaj i et af de gamle smukke huse ligger Cap Horn. I de gamle søfareres verden var dét "at runde" Cap Horn noget ganske særligt.

Det gamle hus, er det tidligere Løvens Hotel, senere Hotel Kronprinsen, og har tidligere været tilholdssted for nogle af Nyhavns letlevende damer. Dengang duftede havnen af tjære, nyslået reb og fisk og gav genlyd af hestehove, råb og bægerklang.

Noget af stemningen hænger ved endnu, men der bliver ikke kastet nær så meget rundt med inventaret i dag!

Her er nogle af de letlevende damer til kontrol hos politilægen. Det var kønssygdomme man kontrollerede for. Der var også mange letlevende damer i Adelgadekvarteret.

Du kan faktisk komme til viseaften i Cap Horn.

Tilbage til oversigt
 

Nyhavn - den ulige side - set fra broen ved Toldbodgade/Holbergsgade - vi ser mod Kgs. Nytorv. Det er faktisk rart at gå en spadseretur her. Nyhavn er i dag frihavn for træskibe og de er da nok værd, at kigge på. Bygningerne har stort set alle en historie. Sæt dig ind i bygningshistorien, så får du en større oplevelse og kan undersøge alle de mange spændende detaljer. Du vil blive rigt belønnet ved en lang større indsigtsfuld oplevelse.

Flere turbåde og træskibe.

Nyhavn - den ulige side - set fra broen ved Toldbodgade/Holbergsgade - vi ser mod havnefronten. Her ligger også et fyrskib og flere træbåde. Der er flere gode restauranter her. Pakhuset helt nede for enden er både Hotel og restaurant (i den meget dyre ende med en lille diminutiv bøf arrangeret på et stykke ristet brød - 2 sukkerærter - 3 grønærter -  4 runde små pillekartofler monteret med 5 teskefulde dyppelse - og ikke at forglemme: naturens muntre børn: - et lysegrønt mynteblad samt en lille halv rød sherrytomat. Den hele herlighed festliggjort med et par gulerodsskiver på tallerkenkanten, alt til en mindre formue).

Du kan også komme til at spise på dette fyrskib.

Tilbage til oversigt

Gammelholm (Bremerholm) er der ikke mere, det kom til at hedde Gammelholm fordi flådens leje senere kom til at ligge ude på Nyholm, som ikke mere er aktivt militært marineområde i dag. Her har været eksempelvis ubådshavn og en masse mere. I dag er det alene Forsvarskommandoen, der holder til på den lille del af Holmen, der er tilbage. Der kommer vi ud om lidt på vor tur.

Området er set helt ned ved Holmens Kanal med Holmens kirke som engang var ankersmedie. Jeg har aldrig været inde ude på Nyholm, mine oplysninger har jeg fra andre, der har gjort tjeneste der henholdsvis som værnepligtige og som en del af besætningen på en undervandsbåd. Min morfar var maskinmester på U1 før II. verdenskrig. En god ven og bekendt sejlede i flere år som sergent på en ubåd. Så ubåde har tit været samtaleemne her hos os.

Så er vi næsten ude. Her ligger mange kostbare lystbåde. De bruges ofte til større sommertogter.

Her ser vi udsejlingen fra Nyhavn til inderhavnen sådan lidt fra oven. Vi ser mod øst. Den store sorte bygning øverst til venstre i billedet er det nye skuespilhus. Vi kan også se vandsporvognenes stoppested for enden af Nyhavn.

En dansk vandsporvogn - moderne udgave af vaporettoen fra Venedig. Så kan man komme til Operaen og hjem igen. Der er nu et hav af ruter og man kan købe enkeltbillet, klippekort, og hoppe-på-og-af-kort samt en dagsbillet. Du kan finde det hele på internettet under Movia trafik.

Det er et naturligt led i udviklingen. Der er ikke brug for den store havn mere. Det er forbi.

Nu er der bygget glasboliger overalt - ofte i en stil der skal bringe minder om fortiden tilbage. Pakhuse og andre bygninger er blevet omdannet til boliger og så er der lige operaen eller koncertsalen.

 Skulle man over på Christianshavn og helt ud til operaen ville det være noget af en tur, var det noget af en tur og for ikke at nævne parkeringsproblemerne, når man er i gen bil. Ordningen er god nok, men det er ikke billigt at blive transporteret på denne måde, men det er hyggeligt og lidt af en oplevelse.

Det er blevet en moderne havnefrontsby, som vi ser den i de nedlagte dokker i London. Docklands hedder det vist.

En mærkværdig blanding af gamle autentiske bygninger og moderne glasbyggeri. Det hele med et forlorent præg af fortiden - nu romantik og drømmeri - ren nostalgi, men faktisk falskt, men ikke mindre hyggeligt af den grund. Korsør er i gang med den samme forvandling. Vi har heller ikke brug for den store havn mere og jernbanefærgelejer og bilfærgelejer er nedlagt.

Nu er det hele gået i stå på Halsskov, men der kommer nok noget derude med tiden. Ærgerligt er det dog, at man ikke gør meget for at bevare kulturmiljøet fra færgernes tid.

Her par udenlandske forbilleder. De er fra Venedig og Malta. Den der også kan tage turen på land - den er da smart.

Tilbage til oversigt

Havnen set mod Langebro. H.C. Ørstedsværket helt ude og Havnegade til højre med toldbygningen - det er den brune bygning med de afrundede ender og et ur i en kasse oven på taget. Kendt fra tiden med Vikingbådene og ikke mindst Scarlett bådene, da vi sejlede til Malmø og Landskrona for at købe kaffe, tobak, kakao, chokolade, nylonstrømper (det var den gang de var så dyre, at man kunne få dem opmaskede, hvis der løb en maske og det gjorde der vist tit) og tyggegummi i EPA og så for at se farvefilmen "Borte med blæsten" med Scarlett O´Hara. Den så vi flere gange, selv om det var en pige-og-mor-film.

Pasfrihed

I 1950,erne ophævede man pastvangen i Skandinavien. Driftige forretningsfolk skabte da en helt ny og populær folkelig forlystelse i Øresundsregionen: Fornøjelsesrejser mellem Skåne og Sjælland.
Omkring midnat mellem den 11 og 12. juli 1952 ophævedes pastvangen mellem de nordiske lande. Allerede næste dag var der stormløb mod færgerne og mere end 55 000 passagerer og tæt på 4 000 biler blev overført mellem Helsingborg og Helsingør. Friheden fra pastvangen og den øgende biltrafik stillede krav om flere og flere færger. Med tiden suppleredes færgefartens ”nyttetrafik” også med en indbringende ”forlystelsestrafik”

Scarlett-bådene
De såkaldte Scarlett-både sejlede også ved denne tid mellem Landskrona og København.
Historien bag dem var ikke helt almindelig. Efter krigen var der mangel på amerikanske dollars i Danmark. Man kunne ikke købe amerikanske varer og heller ikke se amerikanske film. Danskerne gik derfor glip af Hollywoodfilmen ”Borte med blæsten”, som var blevet vist i svenske biografer siden 1939.

En dansk reder, Jørgen Jensen, fik den geniale idé at starte en biograflinie. Han anskaffede et skib i 1949 og startede sin biograftransportlinie, som i perioder blev kombineret med transporter til Dyrehavsbakken. Man sejlede med svenskere til Bellevue, der ønskede at forlyste sig på Bakken. Siden fortsatte rejsen til København for at hente danskere til biografbesøg i Sverige.
I begyndelsen sejlede man til Malmö, hvor filmen blev vist i biografen Palladium, men fra juni 1949 gik biografturen i stedet til Landskrona. Mens filmen kørte, blev svenskerne hentet hjem fra Bellevue, og når de var kommet hjem, var filmen slut, og danskerne kunne vende hjem. Under rejsens gang blev der serveret mad og drikke til favorable priser, og man dansede til levende musik.

Sådan var baggrunden for de såkaldte Scarlett-båden, som sejlede mellem Landskrona og Tuborg helt frem til 1980. Scarlett O´Hara i filmen ”Borte med blæsten” lagde navn til skibene, f.eks. Hanne Scarlett, Lilli Scarlett og Dana Scarlett.

Forlystelsesskibe
I 1950erne blev Københavnsbådene et markant islæt i de skånske Øresundshavne. Det lille hvide skib ”Sankt Ibb” havde i lang tid sejlet ”måneskinstogter” fra København til Hven, Helsingborg og Mölle. ”Stadt Kiel” sejlede mellem Helsingborg, Landskrona og København i 50erne, men det rederi som for alvor satte skub i Københavnstrafikken var Vikingbaadene A/S.

Knut Viking, den første ”Vikingebåd” som kom til Helsingborg. En virkelig fornøjelsesrute var sat i gang, og der blev festet igennem på vej over Sundet. (Foto C-G Nyström i bogen ”Med båt från Helsingborg”)

Rederiets skibe sejlede i Sundet mellem 1955 og 1968. Hovedruten gik fra København til Landskrona og Helsingborg, somme tider også til Malmö og Hven. Skibene blev fortrinsvis brugt til forlystelsesrejser. Billetter var man ikke så nøjagtig med. De blev udleveret gratis alle vegne. Hvis man ikke havde billet, kunne man få en ved landgangsbroen. Handlede man om bord fik man gratisbilletter til kommende ture. Alle havde så mange gratisbilletter, at de aldrig nåede at udnytte dem. Det stod fuldstændigt klart at servering af mad og drikke, gav indkomsterne til rederiet.

Lex Øresund
Mange af bådene var flydende restauranter og drikkevarerne strømmede. Restauratører i byerne rundt om Øresund klagede over den uretfærdige konkurrence, eftersom bådene kunne skænke billigt skattefrit alkohol. Desuden var der ofte ballade om bord. De svenske og danske regeringer besluttede derfor i 1961 at begrænse løjerne. Via en særlig formålsbestemt lov, ”Lex Øresund”, indførte man restriktioner i alkoholsalget og den levende musik. Toldmyndighederne konstaterede dog efterfølgende, at antallet af passagerer ikke passede med den mængde alkohol, der blev solgt. Antallet af Københavnsbåde mindskedes snart kraftigt.

Øresund - verdens tættest befarede farvand
I 1955 besejledes Helsingborg af 15 sundbåde, hvoraf de ti gik til København. I 1960 sejlede mellem Helsingborg og Helsingør DSB-færgerne Dan, Helsingør, Hälsingborg, Svea, Kronborg og Kärnan. LB-færgerna var den gang Betula og Primula og Sundsbusserne var Henrik I, Jeppe, Pendula og Pernille. Sejladsen til Snekkersten blev varetaget af Freia og Mols. Helsingborg – København besejledes af Gay Viking, Rolf Viking, Laboe, Lucullus, Stadt Kiel og Sankt Ibb (kilde: annoncer i HD, juli 1960)
I 1960 sejlede altså 20 skibe mellem Helsingborg og havnene på den modsatte side af Øresund (6 til København, 12 til Helsingør og 2 til Snekkersten). Det var en imponerende flåde! Antallet af rejsende på H-H-linjen i 1961 var ca. 8 millioner. I 1962, året efter ”Lex Øresund”, øgede passagerertallet til 8,5 millioner, men da mindskedes samtidigt trafikken til København, den trafik som kunne betegnes som ”forlystelsestrafik” og som ”Lex Øresund” ville til livs.
Mellem Malmö og København sejlede togfærgen Malmöhus, sundets afgjort mest elegante skib, samt Øresundsbolagets Absalon, Gripen og Ørnen, som gik under betegnelsen ”de store både”. Fra 1957 sejlede også Centrumlinjen, eller den Ny Københavnslinje som den først hed, med flere skibe mellem Malmö og København. Bl. a. sejlede den gamle Kalmarsund I, som var blevet omdøbt til Kirsten Piil og tidligere havde sejlet mellem Helsingborg og København, Sundpilen og M/S Alte Liebe, omdøbt til Ørestad. Samme år suppleredes linjen Limhamn – Dragør med to færger og ruten Landskrona – Tuborg besejledes af Scarlett-bådene.
Beskrivelsen af trafikken i tiden omkring 1960 er ikke helt dækkende, men spørgsmålet er, om ikke tiden 1955-60 var den mest intense, hvad gælder antallet af skibe på Øresund.

Absalon tilhørte ”de store både” mellem Malmø og København.
 

Når vi skulle gennem tolden ,frygtede vi altid for, at blive taget for cigaretsmugling - det var uhyre nemt, at købe en langt større ration på bådene end man måtte indføre. Det tjente bådene jo på. Man fik udleveret sådan nogle små billetter som man kunne købe rationer på. Dem kunne man få udleveret i stakkevis.

Jeg var helt vild med tyrkiske cigaretter af mærket Abdullah - der var underligt fladtrykte; og som efter sigende også skulle indeholde kamelgødning. Oftest foretrak jeg dog Senior Service eller Players No. 6 - verdens bedste virginia cigaretter - selv vor dronning kæderyger dem (hendes foretrukne mærke er dog Graven A)  - de var i en flad smukt  dekoreret papæske med motiv af en rigtig sailor. Så var der Navy Cut i plader til piben. Three Nuns kunne også gå an og Capstan var også fin. Hofnar cigarer og cerutter var dog det bedste man kunne få, syntes jeg. Vi købte også likørflasker og Toblerone  i nogle kæmpepakninger. Jeg mener mine søstre og pigerne i min klasse købte kosmetik og parfumevarer.

Danmark havde ikke dollarvalutareserver til indkøb af Amerikanske spillefilm i efterkrigsårene - der var vigtigere ting, at bruge den sparsomme valutareserve til.

Senere sejlede man med "De Store Både", men det var mere for turens og de billige drikkevarers og en god middags skyld og her kunne man blive ombord, uden at gå i land. Jeg kan ikke huske om det var DSB eller D.F.D.S eller et helt tredje rederi, der havde dem. Langt senere har jeg sejlet med min egen lille familie fra Tuborg Havn for at handle varer til juleknas. Ting som marcipan, mandler og nougat, trøffel og overtrækschokolade. Det var vist ikke meget vi sparede, men så fik vi den tur.

Tilbage til oversigt

.

Indsejlingen til dokøen.

Nybyggeri på den nedlagte del af Dokøen. Man har forsøgt at bevare stilen fra det tidligere byggeri. Nu flere millioner kroner dyre ejerlejligheder. I 2009 fik tegnestuen Vandkunsten den fornemme udmærkelse: Alvor Atto Medaljen. Torpedobådshallen blev i 1950´erne opført som værft for marinens torpedobåde. Efter Orlogsværftets lukning blev den store, åbne hal blandt andet brugt til fester og koncerter. Den var faktisk dømt til nedrivning med tegnestuen Vandkunsten ville det anderledes. Med fastholdelse af industribygningens ydre og en omdannelse af den lange hal til en slags "kanalgade" blev den rå bygning forvandlet til et kostbart men maritimt lejlighedskompleks.

Her ser vi dokkerne på et smukt maleri. Billedet er fra et maltrakteret og laset eksemplar af B&W´s 100 års jubilæumsskrift fra 1948. Det trænger til at blive indbundet igen. Nu bliver det holdt sammen med et par store gummibånd, så der ikke kommer rod i rækkefølgen af de næsten 300 sider. Det indeholder en guldgrube af information og jeg har "snuppet" en hel del illustrationer fra dette store værk.

Mere nybyggeri på dokøen. En del bygninger er dog genanvendt.

Jeg tror vi er ude ved Trangraven.

Gad vist, hvad de bruger den kran til? Der er tale om en af højbanekranerne på Holmen. De to kraner er nærmest blevet et vartegn for Holmen sammen med mastekranen.

Ved den oprindelige fredning blev arealet under kranerne medtaget. De to højbanekraner, tørdokken fra 1858 og de to beddinger, udgør en samlet helhed. Der er tale om bevaringsværdigt industrielt kulturmiljø, der tegner den virksomhed, der engang foregik herude på Dokøen.

Det viser også den overførsel af maritim teknologi fra England til Danmark som fandt sted og ikke mindst Orlogsværftets funktion som skibsbygnings- og reparationsværft. I dag anvendes kranerne ikke - de er kun et kulturmiljøminde.

Vi har den nye flotte Opera til bagbord.

Vi passerer Operaen. Det er da arkitektur helt for sig.

Moderne arkitektur. En billet til operaen koster dog en mindre bondegård. Jeg får ikke fribilletter mere af mine operasangervenner - de blev pensionerede for flere år siden. Det var tider, da man kunne komme ind på en garderobebillet.

Det er da en ganske flot bygning. Den ligger lige over for - på en ret linje med udkig til Amaliehaven, Amalienborgs fire palæer og Marmorkirken. Snedigt udtænkt. Jeg ville gerne se udsigten heroppefra en aften. Hvilken funktion har "hatteskyggen" mon?

Jeg kan ikke gøre for det, men jeg synes det ligner en salatskål i glas, der er lagt en serveringsbakke over for at undgå, at der kommer fluer i salaten.

Nogle københavnere har givet den et mere sigende navn: "Brødristeren". Der ligger jo et stykke toastbrød på den.

Det er Mærsk Mc-Kinney Møller (af skattetekniske grunde er det hans og hans hustrus fond, der har bekostet byggeriet - det har ikke kostet ham en rød reje. Øvrige skatteydere har betalt gildet, han har fået skattelettelser i form af fradrag for det hele).

Møller og arkitekten er røget i totterne på hinanden. Årsagen skulle være den, at Møller - manden med den "rettidige omhu" skulle have været så egenrådig, at han ville bestemme alt og bestemte alt. Arkitekten finder at indretningen indendørs er tip-top, men det ydre - jo, set indefra og ud er det godt nok med den strålende udsigt over havnefronten, men set fra havnefronten ligner det efter hans mening SHIT. Jeg har læst mig frem til at pladen ovenpå risteren danner et udhæng, der beskytter den udendørs scene der ligger foran og på vandet. Det er faktisk ikke så ringe endda.

Jeg er nu af den faste overbevisning, at denne opera nok skal blive et københavnervartegn med tiden.

Jeg ville nu gerne høre Puccinis La Bohème her i den nye opera. Det er den med den lille hånd, der er så kold. Det er verdens bedste opera; og så er den fuld af liv og spræl og med en rørende romantisk historie.

Den foregår som bekendt en iskold juleaften i Paris i kunstnerkvarteret, hvor en af de logerende er kommet til penge. Han har fået en aftale i stand med en eksentrisk englænder om, at give dennes papegøje sangundervisning. Det er frostkoldt oppe under mansardtaget med de store ovenlysvinduer. Rodolfe digteren, har lige ofret manuskriptet til en glødende kærlighedsroman - den må da kunne give lidt varme, når den smides i kaminen.

Nu er som et mirakel igen penge til mad og drikkevarer. Huslejen vil man ikke betale og lokker værten i en fælde.  Det skal fejres og så går man på café og slår gækken løs, men digteren Rodolfe får besøg af en nabo. En ung pige der hedder Lucia, og ikke ved hvorfor de kalder hende Mimi. Hun er bleg og meget svag. Hendes  lys er blæst ud og har intet at tænde det med..

Behøver jeg fortælle mere? - Alle kender historien om nøglen, der bliver tabt på gulvet og lyset der blæser (bliver blæst) ud og det unge pars famlen i mørket på gulvet - hænderne der mødes; og så den helt fortryllende melodiske solo tenorarie med de 3 høje C´er og sopranarien, hvor parret præsenterer sig for hinanden - specielt for den meget svage dødsmærkede Mimi, der pludselig besvimer, men når teksten i librettoen og musikken skifter ved strofen: "men når foråret bryder frem!" føler man i sin egen sjæl håbet; og duetten hvor Rodolfe erklærer sin kærlighed til Mimi og får den gengældt. Så vandrer de ellers sammen ned på Cafeen.

Det ender sørgeligt, og vi kan knibe en lille tåre til sidst. Sådan skal det være, hvis vi skal rives med og det bliver vi hver gang. Jo, det er bestemt verdens bedste opera - på anden pladsen har vi efter min mening Mozart´s Tryllefløjten. Vi har også Carl Nielsens Maskerade - det var en oplevelse at høre Ib Hansen folde sig ud her.

Her ser vi operaen lidt fra oven. Bemærk de 2 kraner ude til venstre. Det hele virker utroligt friseret og trist. Det er ikke lige stedet der indbyder til en tur med medbragte madpakker. Jeg har i min besiddelse faktisk en stor plasttøjklemme, der anvendes til at holde sammen på papirer - den minder i uhyggelig grad om denne bygning.

Motorbrus, kølvand og Marmorkirken i baggrunden. Bemærk de gamle pakhuse. I dag restauranter og hoteller og et Toldmuseum, hvor man kan se praktiske eksempler på avanceret smugleri.

Den militante del af Holmen ret forude.

Så kan vi kigge ind på holmen. Ude til højre har vi Søværnets bibliotek.

Holmen benyttes  ikke mere som flådeleje.

Der er dog stadig fuld aktivitet herude. Det er i dag Søværnets uddannelsessted.

Her flager man med Dannebrog som splitflag. Det er kun marinen og kongehuset, der må noget sådant. I dag har vi Natoflådestationerne i Korsør og Frederikshavn, mere har vi ikke, men det er også mere end nok og koster os en bondegård. I Korsør har flådestationen været lukningstruet på det sidste, men der skal snart - og formentlig allersenest i november 2011 være folketingsvalg - så regeringen tør ikke lige sådan skære ned. Korsør har også en aftale om, at flådestationen her skal bevares, som kompensation for de mange mistede arbejdspladser, da færgerne lukkede ned. Det er især de civile arbejdspladser, der er truede - for her er det nemt at fyre folk.

Det vi ser lige foran os er et kæmpebygningskompleks. Det rummer i dag Søværnets specialskole. Her er en vifte af uddannelser - også lærlingeuddannelser. Her gennemføres kortere og længevarende specialuddannelser. En af de store langvarige uddannelser forgår på Teknikerkurserne - her kan man opnå svendebrev indenfor elektronikfaget.

Her er skolens indgang - antennetårnet er ude til højre

Her er man ved at lære hvordan man justerer og optrimmer et HF-sendermodul.

Her har vi korvetten Peder Tordenskjold, hvor eleverne på teknikerskolen også modtager praktisk militær uddannelse.

Det ligner bestemt Søværnets navigationsskole alt det kommunikationsudstyr vi ser her. Telegrafister bruger man ikke mere i skibsfarten - det hele er afløst af andre kommunikationsformer og GPS navigationsteknik og computerstyrede fartøjer. Marinens radiotelegrafister blev også uddannede her.

Søkadet- og Søofficersskolen eksisterer stadigvæk herude.

Forsvarskommandoen holder også til her ude på Holmen, måske er det dem der har hele teknikken her. Bygningen ser meget ny ud og nogen i min omgangskreds mener bestemt at vide, at det med Holmen er forbi, der er ikke mere noget søværn stationeret her. Det er korrekt - det er ikke nogen flådestation mere. Det er kun Forsvarskommandoen og så hele søværnets uddannelsessted. Området er stadig militært område og jeg er næsten sikker på, at udstyret vi ser her anvendes af Telegrafbatallionen til at holde kontakt med de danske tropper i Afghanistan, men det kan også bare være udstyr til anvendelse i forbindelse med uddannelserne.

Her ser vi bygningerne lidt fra oven. Vi ser det fra syd. Vi har telekommunikationsudstyret til venstre - den runde kugle, der beskytter antennesystemet inden i mod vejr og vind (især væde og islag) og flagstangen på pladsen til højre i billedet. Det er her landets forsvarskommando holder til. Det må være noget af en tur at skulle fise derud hver dag. Jeg tror dog - hvis jeg skal gætte, at en del af toppen bor herude med herlig udsigt over vandet i billige tjenesteboliger. Det er bare et gæt.

Der er fortsat en stor kaserne herude. Den ligger længere nordpå og kan ikke ses på dette billede.

Tilbage til oversigt

FLÅDENS LEJE - MASTEKRANEN - HOVEDBYGNINGEN - BATTERIET SIXTUS - MUSEUMSSKIBE - DET ER HISTORISK - DET ER STADIG MILITÆRT OMRÅDE

Flådens leje med mastekranen på Nyholm. Kranen blev tegnet af Philip de Lange. Den har i over 250 år været Holmens vartegn. Den er foroven omgivet af en lille altan i 36 meters højde, hvorfra man har en glimrende udsigt. På toppen sad tidligere en signalmast, der blev brugt til at varsko søfarende om storm. Det er en mærkværdig bygning, i det den også er en maskine. Dens lige findes ingen andre steder. Den er en af de mest bemærkelsesværdige bygninger i Danmark. Selve kranens massive tømmerkonstruktion er surret sammen med meget kraftigt, tjæret tovværk. Herved har man bygningsteknisk set opnået ikke at svække tømmeret med gennemboringer, der givet kunne danne baggrund for angreb af råd og svamp. Den er en enkel men genial konstruktion, der tillader tømmeret at bevæge sig i forbindelse med de voldsomme løft og kraftige vindstød. I dag er kranen ren nostalgi.

Vi er kommet ud til flådens leje. Her har vi kanonbatteriet Sixtus der fyrer løs med løst krudt ved kongelige barnefødsler og andre royale mærkedage. Der skydes dog også salut ved fremmede landes flådebesøg. Bygningen med kongekronen på er en mandskabsbygning. Skibet til højre er kun til pynt, nogen siger det er en slags museumskib. Det er et museumskib. Det er den sidste danske torpedobåd af Willemoes-klassen nemlig Sehested, der nu er oplagt på Holmen. Den blev søsat i 1977 og udgik af flådens mandtal i 2000. Peder Skram skulle også ligge herude som museumsskib. Ubåden Sælen ligger også herude og kan beses.

(Jeg talte i går aftes med vor forenings kasserer, da vi havde revision - han sagde, at man både kunne se en undervandsbåd, Peder Skram og Sehested. Jeg må ud at kigge på det. Laust sagde, at man skulle kontakte Nationalmuseet hvis man var et større selskab, så kunne man gå guider til det hele - han sagde også at det tog flere timer at komme igennem det hele. Det der hedder hovedvagten, bliver i dag brugt til at majestæten underskriver landets love her - stedet hedder "under kronen" i dag - det står der ved underskriften. Hun bliver sejlet over, når der skal underskrives, derfor er der også livgardere her. Ja, sådan dukker der hele tiden nyt op - godt man har nogle kvikke læsere).

Her har vi MTB - Motor Missil Båden Sehested. Det er et museum som du kan besøge.

Her har vi ubåden Sælen. Det er også et museumsskib (båd), som du kan besøge.

Her er periskopet på Sælen. Det kunne da være morsomt, at få et kig i det.

Her er det torpedorørene i Sælen du kan se. Vi har en ven af huset, der har været tjenestegørende på en Ubåd som tekniker. Han har et stort fotoalbum, som vi har fornøjet os med - han er nemlig en særdeles habil amatørfotograf. Han har fortalt os et hav af historier fra livet ombord på et sådant fartøj - hvordan man har ligget neddykket på lavt vand og er gået ud gennem disse rør - ind på stranden og op på land for at hente nogle kasser øl og så tilbage igen samme vej til stor forbavselse for badegæsterne på stranden. Min morfar som forlængst er død og borte var maskinmester på en ubåd, men under en ulykke slap han på mirakuløs vis ud af den sænkede ubåd, men fik knust sin hofte under en kamp mod døden for at få en luge op. Han blev pensioneret i forholdsvis ung alder og jeg kan huske han altid gik med stok og trak på det ene ben. Han var stor og brøsig og havde en hang til at udtrykke sig i militære kommandoer, men jeg holdt meget af ham. Han lærte mig at skrive pænt og især at skrive tal så tydeligt, at der ikke var nogen tvivl om hvad der stod. Der var også ham der fik mig lært, at spise havregrød - selv om han var helt urimelig med hensyn til, hvor meget grød en lille dreng kunne spise. Jeg spiser stadig havregrød og sætter pris på det.

Her har du Peder Skram - det er også museumsskib.

Her underskriver Majestæten landets love. Det er Nyholms gl. Hovedvagt.

Der er også et flådebatteri, der hedder Quintus, men det kan ikke ses på billedet og det er måske borte i dag. Jeg vil kraftigt anbefale, at man aflægger hele området et besøg til fods - jeg har ikke selv prøvet det, men jeg ved med bestemthed at der er et hav af bevarede bygningsværker at se på herude.

Her ser vi det hele lidt fra oven. Det giver overblik. Vi har nord nederst i billedet. Vi ser mastekranen. Hovedbygningen og batteriet Sixtus. Quintus eksisterer ikke mere. Det ser faktisk ud til at kranen stadig anvendes. Der ligger i det mindste et skib under den. Her ville det ikke være dårligt at bo - og så kun man også have et lystfartøj herude. Det store bygningskompleks ude til venstre er Søværnets kaserne

Selv ville jeg gerne aflægge radiostationen et besøg. Du kan se den øverst til venstre i billedet. Nogle kvikke amatører fik lov at overtage den (hovedinitiativtageren var en radioamatør som arbejdede ved søværnet og virkede som telegrafilærer, mens vi havde E.D.R.s lokalafdeling i det gamle medborgerhus oppe under taget) og restaurere bygningen og flytte den fra Frederiksholm til Nyholm og lave museum i den med radiomateriel omfattende søværnets udstyr samt en del private genstande. Det er landets ældste radiostation - som uddannet radiotelegrafist ved forsvaret og licenseret radioamatør, må jeg simpelthen se den.

Her ses en telegrafnøgle med magnetisk gnistslukning, en sådan er absolut nødvendig, hvis ikke kontaktsættet på nøglen skal blive brændt i stykker på ingen tid. Selve armen er efter min opfattelse alt for kort. Skal man telegrafere i meget lang tid, får man overbelastet sit håndled og vil hurtigt udvikle seneskedehindebetændelse. Store Nordiske Telegrafkompagni GNT udviklede en nøgle med en meget lang arm. Det var muligt at støtte albuen på bordet og man kunne uden at blive træt opnå meget stor aftelegraferingshastighed over meget lang tid og undgå fejl - break-in - gentagelser.

Jeg taler af erfaring. I vore dage anvender man elektroniske nøgler - el-bugs - vibroflexer og så videre - det er en stor landvinding. Endelig skal det tilføjes, at man med telegrafi kan række over hele jordkloden med meget lille sendeeffekt og med jamming og med meget høj baggrundsstøj og andre meget kraftige sendere tæt på sendefrekvensen. Det er der intet der kan slå. Derfor går telegrafi aldrig af mode.

Her er Danmarks ældste kystradiostation. Den er fra 1908 og har kaldesignalet OXA. Præfikset O står for Danmark og præfikset X betyder, at der er tale om en militær radiostation - endelig viser præfikset A, at det er den første station i Danmark. Mit eget kaldesignal er OZ4WW - her betyder O Danmark - Z at det er en amatørradiostation - 4 at det er Bornholm, der er det oprindelige hjemsted og WW er selvvalgt (det betyder for mig World Wide).

Stationen (museet ligger på militært område) men kan besøges.

Celeriter et secure - Hurtigt og sikkert. Det er telegrafisternes motto.

Tegning fra omkring 1907. Hovedbygningen til højre. Der er en lang historie om denne bygning og dens tårn. Personlig synes jeg bygningen arkitektonisk set er mislykket. Det er efter min opfattelse proportionerne den er gal med. Tårnet er for stort i forhold til selve bygningen. Det er ligesom med den gamle jernbanestation i Korsør - her minder det også om et Christiansborg "der er sunket halvt ned i jorden".

Vi er på vej mod Langelinje. Ret fremme har vi Kroneløbet og Trekronerfortet, der ligger lige ved indsejlingen til Frihavnen og Københavns havn. Indsejlingen til Københavns Frihavn ligger ude for enden af Langelinje.

Den lille færge med dampen oppe til højre i forgrunden er "Stafetten" en mindre båd med dampmaskine, der i pendulfart fragtede arbejdere til og fra værftet. Der var over 10.000 ansatte og mange kom fra Københavnssiden. De sparede den lange transportvej over Christianshavn, som kunne være noget af en prøvelse.

Jeg husker som dreng, at den var afløst at et par store flade motorbåde som jeg selv har prøvet et par ture med, men det er altså en gammel ide. Det er B&W´s skibsvært på Refshaleøen vi ser på maleriet - 1887-88.

Tidligere var Københavns havn en af Europas største - i dag er der ingen større havneaktivitet. Der kan skimtes nogle cointainerkraner ude i horisonten, så noget foregår der vel i dag.

På vej til den lille havfrue.

Billede fra omkring 1890

Billede fra omkring 1890. Yachtpavillonen er der ikke mere. Der har været et par stykker i tidens løb. Nu er det en helt moderne Langelinjepavillon, der ligger her med Kgl. Dansk Yacht Klub i en lille bådehavn ved siden af.

Her sidder frøkenen. Den lille nymfe er lige steget op af bølgerne og sidder nu og slikker solskin og lader sig tørre, overbeglo og fotografere som en anden Topmodel.

Turisterne siger - og de er mange - "Hvor er hun dog lille", når de ser hende for første gang. Der er gang i knipseriet. Hovedet har hun fået tilbage.

Nu skal hun udlånes  til Kina og i stedet, skal vi have en moderne skulptur her. Det er da en trist nyhed. Det er dog et vartegn for hele havnen og en utrolig smuk skulptur med en et motiv, der passer ind og en lige så genial placering.

Jeg tror vi kommer til at savne hende, mon vi får hende tilbage i samme stand?

Min mor var opsynsdame på København kommunes offentlige toiletter ude for enden af Langelinjekajen i mange år. Der var en hel meget lille møbleret lejlighed i bygningen og der var køkken og service, så der kunne laves mad, så jeg har tilbragt meget af mit liv herude og tumlet mig i dette område. Vi kunne faktisk være hele familien til aftensmad herude. Hun havde været ansat flere steder som opsynsdame: Enghave Plads, Kongens Have, Det gamle grønttorv på Israels Plads og den underjordiske på Rådhuspladsen, men her var det bedste sted. Der kom rengøringspersonale og gjorde rent og en rådhusbetjent en gang imellem. Ellers var det hele et selvstændigt job.

Min mor var født  og opvokset i Elsdyrsgade no. 4 i Nyboder, hendes bedsteforældre boede i bygningen bag ved, så der kunne hun bare løbe gennem baghaverne til farmor og farfar.

Hele hendes familie på fædrene side var og havde været søofficerer gennem flere generationer i flere hundrede år og virkelig mange i hendes slægt havde haft marinen som deres livsgerning.

Så jeg var altid den i skolen, der kunne fortælle om Englandskrigene fordi min tipoldefar havde været med i 1801 og 1807 og i kanonbådskrigen og min oldefar havde været med i treårskrigen 1848-49, som skipper på linjeskibet Chr. d. 8 og sittet i prøjsisk fangenskab, da det blev sænket i Eckernförde Fjord. Min morfar var engang undsluppet fra en sænket undervandsbåd, som han var maskinmester på  - han var eneste overlevende sammen med yngstemanden, men fik ødelagt sin hofte, da han på mirakuløs vis slap ud af den og på korrekt vis og med nerverne i behold steg op til overfladen uden at få lungerne sprængt. Jeg holdt meget af ham, men man kunne mærke på ham, at han var vandt til at kommandere med folk, når jeg ikke var helt artig.

Min mor elskede stedet og jobbet her, fordi det var hendes barndoms land. Vi kaldte hende Tissekonen. Det tog hun som en kompliment og hun fik mange drikkepenge især i sommermånederne, så det dryppede også på mig og mine søstre.

I min barndom var der om sommeren næsten altid sort af mennesker herude lørdag-søndag, der spadserede eller cyklede og mange kørte herud og vendte i bil, på scooter og motorcykel.

Helt ude for enden, hvor indsejlingen til frihavnen ligger, var der et lille beskedent træhus. Her sad der nogle mænd og holdt øje med skibstrafikken. De havde store kikkerter og skrev alt ned. Min mor sagde de holdt øje med alle skibe fra østlandene, hvornår de sejlede ud og hjem igen og sådan noget. De holdt vist også øje med frihavnen.

Det var flinke folk og dem var min mor rigtig gode venner med. Det var også betryggende for os, at de var her døgnet rundt, for min mor var her ofte helt alene  fra tidlig morgen til meget sen aften året rundt. Nogle fulderikker og småtossede har der været i årenes løb, men aldrig noget alvorligt. Et par enkelte gange bad hun dem dog om at hjælpe sig.

Det bedste var, når der kom flådebesøg og store krydstogtskibe - så var der noget at se på og ofte kunne man komme ombord. Tissekonetjansen krævede også, at man kunne tale fremmedsprog sådan til husbehov.

Her med alle de brugte automobildæk langs kajen som fendere har vi Kongeskibets faste plads, når det en sjælden gang ligger til kajs.

 Fra de små pavilloner er der vandtaxi i en kongelig Chalup til og fra det royale fartøj. Stedet hedder Toldboden.

På den store bygning var placeret en kugle på en stang oppe på taget. Den blev hejst umiddelbart før klokken 12 og faldt så ned på slaget - et tidssignal for indstilling af kronometre til skibenes navigatører.

Tilbage til oversigt

CHRISTIANSHAVNS KANAL

Vi er ved Strandgade og Bådsmandsstræde. Båden er en restaurant.

Så er vi kommet ind i Christians Havns Kanal. Det er lige som i Amsterdam. Det har faktisk også været forbilledet. Vi har Overgaden Oven Vandet til venstre og Overgaden Neden Vandet til højre. Der er Vor Frelsers Kirkes tårn vi ser i baggrunden.

Christian Havns kanal: Overgaden neden vandet til højre  og oven vandet til venstre. Det er der ingen, der kan hitte rede i. Skribenten til disse billedtekster var sidst i tresserne foged herude, så han tager ikke fejl. Bemærk det mærkelige skib - jeg mener det tidligere var et billigt spisested eller kantine for B&W arbejdere og var malet grønt og hvidt, men måske tager jeg fejl.

Det med overgaden oven og overgaden neden vandet kræver en forklaring. Ved anlæggelsen af Christianshavn - det er jo en kunstig ø - bestemte man, at der skulle være en Nederby og en Overby. Nederbyen skulle ligge lige neden for vandet (vandkanten ved Gammel Holm og Børsen) og Overbyen skulle lige overfor Nederbyen - altså længere ude over vandet. Dengang jeg kom til at arbejde derude fik jeg at vide, at jeg altid kunne huske det på, at i Overgaden oven vandet, der lå det gyldne træ lige ud for Kofoed´s skole. Det hed det gyldne træ fordi der lå tusindvis af ølkapsler omkring træet - hensmidt af klienter på "skolen" som drak ølbajere under træet. Det var ikke nogen skole, men et herberg for hjemløse mænd. Skolen ligger der ikke mere.

Jeg havde et familiemedlem, der  boede i Brobergsgade 1, det er nede for enden af Overgaden Oven Vandet. Han havde 2 karnapper i lejligheden,  der vendte ud til overgaden. Meget lækkert. Så jeg kendte gaden inden jeg kom til at arbejde derude. Han døde i 1984, i dag er der en restaurant.

Vi glider roligt gennem kanalen. Der er utroligt mange synsindtryk. Kanalen er en såkaldt fri havn, hvor man kan ligge uden fast bådplads og havnepenge. Tidligere var det mest kuttere, nu er det mest lystbåde. Nogle meget dyre.

Det er ovre på den anden side af Christian Havns Torv. Vi er sådan omkring hvor Peter F. Heering ligger i dag. Det er Christianskirken i baggrunden. Vi har Burmeister og Baumgarten til venstre. Hvad mon kvinden ved "Lygteskilderhuset" bestiller? Er det vasketøj, der hænges til tørre?

Pakhuse. Der blev lavet en bevaringsforening for alle de gamle huse på Christianshavn. Overborgmester Urban Hansen var formand for foreningen og tiggede mig tit om, at jeg ikke begærede ejendommene sat på tvangsauktion, når jeg havde foretaget udlæg for skyldige ejendomsskatter. Nogle ejendomme var  bestemt bevaringsværdige  (tidens største arkitekter tegnede pakhusene), men de fleste ejendomme så rådne og forfaldne, at de var nedrivningsmodne. Pakhusene her er solidt kram. I Valby industrikvarter måtte man sprænge flere af den slags bygninger væk - eksempelvis Rich´s fabrikker. Heldigvis greb nogen ind, før man fik ødelagt det hele. Vi har stadig Det Danske Frøkompagni, Sukkerfabrikken og Bryggeriet Trekroner og flere bygninger på Fl. Schmidts område.

Man ser at pakhuset er blevet indrettet til boliger. Bygningen bagved passer ikke ind i miljøet.

Den gamle Børnehusbro. Nu Torvegade. Her på hjørnet hvor kvindefængslet lå ligger i dag det såkaldte Lagkagehus - navnet skyldes udseendet. Gaden har ikke helt samme forløb i vore dage.

Som én af de mest karakteristiske og charmerende ejendomme i København skiller den gul- og hvidstribede lagkage sig ud på den ene side af Christianshavns Torv. – En bygning med attitude og personlighed, der ved sin synlighed, sine rene linjer og dristige striber udadtil tiltrækker sig opmærksomhed. Lagkagehuset er blevet et moderne ikon for Christianshavn. Huset er opført i årene 1928-34.

Arkitekterne var Frits Schlegel og Edvard Thomsen.

Inde i gården er der et utrolig flot arkitekdesignet haveanlæg med bede, der giver udtryk for forskellige stemninger.

Bemærk cyklerne.

Tilbage til oversigt

Billede fra Burmeister & Wains´s jernstøberi  1887.

Bemærk tømmerflåden med det grønne hus på. Her var i min barndom og ungdom udlejning af robåde. Utallige gange har jeg med klassekammerater roet en tur i kanalen og søgt efter ting, der var smidt overbord. Engang fandt vi et pænt stort skibskompas monteret i en trækasse, der lå på bunden af kanalen og som vi fik fisket op. Vi turde ikke tage det med hjem, så vi deponerede det i Nationalmuseets garderobe. Der var vi tit, for man havde en udstilling af ting og sager fra frihedskampen helt øverst oppe. Her var våben og torturinstrumenter lige noget, der talte til knægte i vor alder. Nu er der et helt utroligt smukt Frihedsmuseum på Esplanaden, som jeg på det varmeste kan anbefale.

Vi måtte ikke ro ud i havnen. Det gjorde vi bare alligevel.

Senere holdt jeg parkeret her med mit grønne folkevognsrugbrød, da jeg var foged med kontor i Torvegade.

Bemærk storken på taget. Det er den slags turisterne holder af. I dag er det vist en Café.

Tilbage til oversigt

VOR FRELSERS KIRKE MED SPIRET

Vor Frelsers Kirke Overgaden oven og Sankt Annæ gade løbende forbi kirken. Billedtekstfortatteren har i sine drengeår tit siddet helt oppe ved kuglen med fotoudstyr, for at tage "luftfotos" af hele området. Der er en fantastisk udsigt heroppefra. Jeg har også ridset mit navn i kobberet deroppe på vindeltrappen, der løber rundet om tårnet. I selve kirken er der et helt fantastisk orgel.

Lige lidt fakta: Helt oppe i spidsen står Frelseren med en fane. Det er en 2,8 meter høj skulptur, der står på en 2,5 meter høj globus. Kristusfiguren befinder sig 86 meter over gadeplan.

Spirets dimensioner er anseelige: Der er 90 meter fra kirkepladsen til Kristus-fanen og turen til udsigten tilbagelægges ad 400 trappetrin, de sidste 150 udvendigt rundt om spiret der med fire højredrejede vindinger havner oppe under kuplen. Jordkuglen på toppen kan rumme 12 voksne mænd og er 2,5 meter i diameter - Kristusfiguren er 3 meter høj. Fra hvert hjørne af tårnet skuer de fire evangelister Mattæus, Markus, Lukas og Johannes ud over byen. Frederik den 5.s store kartouche med forgyldninger af initialer og krone er skabt af kobbersmeden Høvinghof.

Man kan uden problemer se helt til Helsingør fra toppen i klart vejr. Det siger lidt om udsigten.

Det hele blev restaureret i 1991, da det blev livsfarligt at færdes i tårnet. Det var angrebet af råd og svajede i vinden, så man troede ens sidste time var nær.

Billeder fra restaureringen, det viser hvor medtaget hele spiret var af råd.

Det sidste billede viser, at man må sno sig, hvis man skal forbi hinanden.

Nyd udsigten fra tårnet.

I foråret 2009 åbnede tårnet igen efter en lukkeperiode på to år. Siden den 2. maj har det atter været muligt at nyde udsigten ud over byen og sundet fra toppen af spiret.

Tårnet kan endnu besøges i hele september og oktober, hvor der er åbent dagligt fra 11-16. entré voksne: 25,-, børn: 10,-. Ved kraftig regn og blæst lukkes der dog af sikkerhedsmæssige grunde for adgang til tårnet. Der er adgang til tårnudsigten dagligt mellem 11 og 16.

Jeg kunne godt tænke mig at optage et udsigtsbillede fra toppen med et panoramakamera. Hele rundhorisonten.

Herlig udsigt over krydset Sct. Annæ gade/kanalen.

Udsigt mod Amager og voldterrænet.

Udsigt mod nord og hele yderhavnen.

Her er Frelseren på jordens top med sin fane i hånden. Igen blank, gylden og skinnende.

Figuren har groteske dimensioner, fordi den er beregnet til at blive betragtet på lang afstand og nede fra og op.

Selve kirken er bestemt også et besøg værd.

Jeg har lige fået fortalt af vor bestyrelsessuppleant Annitta, som har boet på Amager og hvis søn bor der, at man satte figuren på plads med helikopter.

Min ældste storesøster havde, da hun var lige var blevet gift og var nybagt mor og havde fået sit første barn, fået tilbudt et job med rengøring i kirken.

"Jamen, jeg har jo et lille barn, der skal passes" - sagde hun. "Det betyder ikke noget, du kan bare tage barnevognen med ungen med herind".

Sådan blev det, barnevognen stod inde i kirkerummet, mens min søster udførte sit arbejde.

Hun havde jobbet i årevis og hun kender alle ting herinde, for hun har pudset og poleret det hele et utal af gange. Det var på den måde, jeg lærte kirken at kende og især tårnet.

Her et par billeder af orglet. Det står lige overfor en omfattende restaurering. Der er også et orgelbetjent klokkespil.

Kirken ved vintertide - vi ser fra kanalen op ad Sct. Annæ gade.

Tilbage til oversigt

Vi ser ned mod Torvegade. Vi har B&W til venstre.

Tilbage til oversigt

FORSLAG TIL FODTUR

Her er et forslag til en fodtur. Kortet er 50 år gammelt, men kan sagtens bruges. Skiltet med kompasrosen viser ikke nord på kortet, det er et butiksskilt, men retningen passer sådan nogenlunde.

Man kan nemlig også besøge området til fods. Det er måske en langt bedre oplevelse. Jeg vil anbefale, at man aflægger Amagergade, Sofiegade og Søndrevoldsstræde et besøg. Det er ældste eksisterende bygninger på Christianshavn man finder her og strædet er den eneste gade, der skråner. Der er formentlig stadig lidt "huset på Christianshavn", at finde her.

På en sådan tur kan også aflægge Fristaden Christiania et besøg - det er absolut anbefalelsesværdigt. Man må - hvis man har mod og kondi til det  - også bestige Vor Frelser Kirkes tårn. Det ser så spinkelt ud deroppe, men det er solidt nok. Husk fotoapparatet. Der er et hav af gode spisesteder i området  også mange, der er indrettet i både og man kan sagtens få skyllet ganen. Ingen kommer til at sulte eller tørste, men nogle steder koster det kassen.

Sæt dig ind i tingene hjemmefra. Det er rart at vide noget om det man ser og som man ikke vidste eksisterede. Der går bus til enden af Prinsessegade - her er indgangen til lasternes hjemsted. Nej, det skal opleves, det er faktisk hyggeligt og ikke spor farligt. De har guidede rundvisninger. Du kan også tage medbragt mad med og drikkevarer og finde et sted på volden, at slå dig ned.

I dag har den nye metro stop på Christianshavns Torv og den er jo også værd at prøve, hvis man aldrig har kørt med den. Flot er den.

Billedet her er taget fra tårnet på Vor Frelsers Kirke. Vi ser Christianskirken til højre. B&W nedenfor. Vi ser over mod Kalvebod Brygge. Bemærk at Islands Brygge til venstre i billedet ikke er anlagt endnu. Det er 1872.

Præcis det samme som ovenfor, men nu 40 år senere i 1912. Kalvebod Brygge er blevet fyldt op og bebygget. Islands Brygge er blevet anlagt og ligeledes bebygget..

Der er skrevet en hel bog om denne mølle. Bemærk vor Frelsers kirkes tårn. I dag er der kun rester tilbage af Lille Mølle; en af de engang talrige vejrmøller på Christianshavn. Over døren - overdelen er væk - er der et relief af Frederik d. 3 i profil. Lidt nordligere (fremad i billedet) ved Sct. Annæ gade er der en buste af forfatteren Martin Andersen Nexø, der var født i gaden i 1869 og som døde i 1954. I hans roman Pelle Erobreren og Morten Hin Røde er der en levende forfærdende skildring af livet i "dødens hule" i Prinsessegade på Christianshavn. Martin kendte det af egen erfaring. I dag ejes Lille Mølle af et arkitektpar, der har indrettet den til bolig.

Prinsessegade 25. Tegning af A. Rolstad.

Torvegade passerer lige over vore hoveder. Så kan vi se Lagkagehuset og restaurationen Era Ora - så er det tid.

Tegning fra omkring 1911. En vild plan om, at Torvegade skulle være en gade med 2 fortove i etager.

Tilbage til oversigt

Her inde til højre havde Burmeister og Wain sin skibsmotorfabrik - i det daglige bare kaldt motorfabriken.

Det var her englænderne forgæves bombede, men ramte med deres bomber langs kajen ved Islands Brygge og i Njalsgade og i beboelsesejendomme i selve gaden, sukkerfabrikken ved Langebrogade blev ramt og nogle bomber faldt ude langs kajen og i havnebassinet ved havnefronten. Fabrikken ramte de ikke.

Det skal man ikke bebrejde dem. Det var en rivende farlig mission og det var egentlig, utroligt at bomberne faldt så tæt på kun 100 meter fra målet, men desværre forgæves.

Englænderne ville det ikke mere, dels fordi tabet af maskiner og personel var så stort, men også fordi man blev utroligt upopulære, hvis beboelsesejendomme blev ramt og civile dræbt. Den sag klarede nogle ganske unge smede- og maskinarbejderlærlinge fra fabrikken senere. De havde lært hinanden at kende på Teknisk skole og var kommet med i BOPA.

BOPA som de kaldte sig stod for BOrgerlige PArtisaner, men de var ikke borgerlige - de var kommunister.

De svømmede en aften i iskoldt vand over kanalen, omtrent hvor vi er på billedet og sprængte en ubådsmotor i stykker. Det var uhyre dristigt gjort, men slet ikke nok. Der måtte andre boller på suppen.

Man måtte prøve at sætte fabrikken ud af drift, hvis nu man kunne ramme hjertet i fabrikken. Det var de dieselmotorer, der drev fabrikkens  generatorer til elforsyningen og så olielageret til dieselmotorerne og transformatoranlægget, altså hele  kraftcentralen måtte rammes.

 Sprængstoffet havde de smuglet ind i deres madkasser gennem længere tid og skjult på fabrikken. Ville en sådan plan lykkes?

Der blev lavet ubådsmotorer og andet kram til den tyske marine og ikke mindst repareret dieselmotorer, ikke af lyst, men fordi man ikke frit kunne levere til andre end tyskerne og der var også hensynet til de mange arbejdspladser. Det er utroligt nemt, at pege fingre i dag og kalde det værnemageri, når man ikke selv har stået med ansvaret for virksomheden, dens ansatte og dens overlevelse.

I dag ved vi, at fabrikken slet ikke var så livsvigtig for tyskerne. Der var 16 store virksomheder i Europa, der lavede ubådsmotorer. Så tyskerne havde ikke noget flaskehalsproblem, men angrebet var et vigtigt signal at sende. I løbet af 1943 eksploderede antallet af sabotager i Danmark til over 1.100.

B&W bestod også af formerværkstedet, støberiet og tegnestuer i Wildersgade. Tørdokkerne på dokøen (Teglholmen) og hele skibsværftet ude på Refshaleøen og så Ørkenfortet i Torvegade.

De var over 10.000 ansatte alene på fabrikken på Christianshavn. Det hele blev senere købt af M.A.N.  Diesel i Tyskland - man var kun interesseret i patentrettighederne, da Bonde Nielsen havde overtaget det hele.

Tilbage til oversigt

Amagergade.  Tegning af Ebbe Fog 1953.

Tegning fra omkring 1910. Prinsessegade 39. Bygningen blev brugt til logi med indrammet ordensreglement på væggen.

Baumgarten & Burmeister´s værksteder på Christianshavn ved Christianskirken - vi har kanalen  i forgrunden med overgaden neden vandet.(Tidligere Frederikskirken). Cirka 1862.

Vi har havnefronten foran i billedet. Christian Havns kanal med Overgaderne bagest i billedet. Vi ser hele motorfabrikken. B&W havde også udbygget i højre side af billedet på den anden side af kanalens udmunding i havnen. Det hele var spærret af under besættelsen, det var derfor man måtte svømme over. Luftfotoet er fra omkring 1947.

Her har vi Refshaleøen med skibsværftet. Lige efter broen over til øen ligger der to store bygninger til højre i billedet. Mellem dem er en mindre bygning. Her foregik lønudbetalingerne i hold til de ansatte. Pengene i lønningsposer blev transporteret på motorcykel med sidevogn fra Ørkenfortet. Der blev kørt mange ture på en lønudbetalingsdag.

Jeg har tilbragt timer i denne bygning, når jeg var på såkaldt lønudpantning og tog det meste af ugelønnen fra dem som havde restancer til det offentlige. (Folk kom i såkaldte sjak med en arbedjsformand i spidsen - et hold ad gangen. Der var et hav af fag repræsenteret herude: Snedkere, tømrere, svejsere, malere, elektrikere og mange mange flere.) Så var der øretæver i luften og knubsede ord, men jeg kendte miljøet og havde hul mellem ørene - så alt fløj lige igennem og jeg kunne give igen af samme mønt og blev derfor accepteret og tålt; også fordi jeg som foged tolkede retsplejelovens  trangsbenificieregler til fordel for rekvisitus (skyldneren). Det var ikke alle, man kunne sende derud. Luftfotoet er fra omkring 1947. Det så lidt anderledes ud, da jeg kom der sidst i tresserne. Af til var der stabelafløbning, så kunne man få gratis øl og pølser.

På kontoret i Torvegade havde vi en stålplade monteret på døren. Det var fordi vi af til måtte foretage udpantning i lønnen uden at skyldneren var til stede, hvis han eller hun så mente vi havde nappet for meget, så dukkede de op og var ved at sparke og hamre døren ind. Vi lukkede ikke op. Folk måtte pænt vente til næste dag, når jeg var til stede på kontoret. Jeg kom også hos K.G.R. og S.A.S. Det hysteriske gedemarked kunne ingen holde ud. Jeg fik en aftale med løn- og personalekontorerne. I de allerfleste tilfælde kunne det ordnes ved, at kontoret lavede et interessekontor der administrerede en ordning og i mange tilfælde gav virksomheden et lån så gælden kunne blive betalt og den ansatte betalte så lånet tilbage til virksomheden. Det var ellers et dejligt job - jo, det var det! Jeg var min egen herre og var stort set ude i det fri hele dagen, i stedet for at sidde på et støvet kontor. Jeg brugte nogle studerende og nogle pensionerede politifolk som vidner. Vi havde det rigtigt hyggeligt sammen på vore ture, hvor jeg har set det meste af Christianshavn og Islands Brygge og helt ud på Nokken indefra.

Tilbage til oversigt

DEN SORTE DIAMANT

Det Kongelige Biblioteks tilbygning  på Havnefronten. Vi kigger over på Christians Brygge på Slotsholmen. Biblioteket er et besøg værd og alle har adgang. Den gamle bygning bag ved er også et besøg værd. Bibliotekshaven var i ældre tid et havnebassin, man kan stadig se fortøjningsringene i havemuren. Her blev flåden provianteret og udrustet. Vi har tøjhuset lige ved siden af.

På dette foto fra 1906 ser vi det Kongelige Bibliotek ude til højre. Det er bestemt et besøg værd. De har en udstilling på 1. sal, men du kan ikke gå rundt langs reoler og kigge bøger. De er alle i magasiner. Du bør også aflægge bibliotekshaven et besøg. Der er også en læsesal.

Den kaldes for "Den sorte diamant". Det skyldes at havnefrontsfacaden i glas spejler vandoverfladen som en sleben diamant bryder lyset.

Her ser vi "Diamanten" oppe fra kajen.

Og een gang til i wide-screen. Her har vi Langebro - Hotel Europa (Det hedder det vist ikke i dag) og H. C. Ørsteds Værkets skorstene langt ude i horisonten. Du skulle prøve at gå ind i Diamanten. Der er tit udstillinger her. Min fætter der er formand for Danske Bladtegneres Forening har lige haft en udstilling af bladtegneres skildringer af danske statsministre. Poul Schlütter og Anker Jørgensen var mødt op, da den åbnede. Nu er den kommet i bogform. Jeg kan anbefale dig at blive medlem af Det Kongelige Biblioteks klub, så får du både  bibliotekets udgivelse Magasin med masser af artikler for de bibliofile og adgang til udstillinger og koncerter til favørpris.

Så lige et kig over på den side af havnebassinet. Her lå tidligere B&W´s store motorfabrik med 10.000 ansatte. Kirken ligger her stadig - først hed den Frederikskirken (tyske kirke) senere fik den navneforandring til Christianskirken. Der var Royal Air Force smed bomber under besættelsen - de havnede i havnebassinet lige foran os og nogle lige bagved og i det omkringliggende område. I dag er det hele nedlagt - ikke med bomber, men af økonomiske og andre årsager. Nu er det hele moderne kontorbygninger og kostbart boligbyggeri for folk med gode indkomster.

Vi kaster lige blikket i modsatte retning. Her har vi Knippelsbro og B&W´s såkaldte Ørkenfort ovre til højre. Broen er alt for lav. Den står på metalsøjler i begge ender. Det er livsfarligt, at passere under den i høje køretøjer. For år siden var der en bus, der fik revet taget af her. Nu er der opsat en elektronisk alarm, hvis man skulle overse skiltet. Inde i bygningen til venstre sidder der loyale og trofaste statsembedsmænd og planlægger lettelser i topskatten og andre fordelingspoltiske tiltag for den siddende regering.

Tilbage til oversigt

FREDERIKSHOLMS KANAL

Vi kigger ned på Langebro. Hotel Europa, hvor fogeden tit har siddet oppe i penthouserestauranten på toppen og nydt sin frokost og udsigten.

Det er indsejlingen til Frederiksholms kanal vi skal over til.

Til venstre ved de smukke bygninger i Rosenborg stil starter Kalvebod Brygge.

Det var af denne vej vi kom ind til byen med bussen - under Langebro og umiddelbart før Knippelsbro ad smutvejen op ad Slotholmsgade langs bagsiden af Børsen til højre og "Den røde bygning", hvor statsministeren og hans ministerium er indlogeret til venstre.

Ved Tøjhusgade forbi børstrappen og Christiansborg over Holmens Bro forbi Holmens Kirke (tidligere en ankersmedie) og Nationalbanken.

Ad Holmens kanal og så til venstre ad Niels Juels gade/Holmens Kanal med statuen af samme videre frem til Kongens Nytorv.

Fik i den?

Det var her Schimmelmann havde sin sukkerfabrik.

Bygningen til højre er Chr. den 4.s berømte pakhus, bygget 1616 og restaureret efter en brand i 1767. Ved siden af ligger en gul bygning, tidligere et kornmagasin, i dag garage, som går tilbage til 1830rne.

Her ligger også Chr. den 4.s berømte bryghus. Det kan du læse mere om ved at klikke her:

udviklingsplan_chr_ivs_bryghus.pdf

I dag hedder broen Tøjhusbroen og gaden på tværs Tøjhusgade.

Frederiksholms kanal vi har Tøjhusbroen ret fremme. Fyrskibet er landets ældste bygget 1877 nr. X, restaureret og nu indrettet til restaurant. Herskabspalæet på hjørnet af Frederiksholms Kanal og Tøjhusgade hedder Staldmestergården; den blev opført 1703-06 af generalbygmester W.F. von Platen på foranledning af Frederik den 4.Folketingets ombudsmand holder til i bygningen til venstre. Det er Slotsholmen vi har til højre. Hele området til venstre for kanalen er bygget på opfyld og er med andre ord en kunstig ø lige som Christianshavn. Denne opfyldning er sket ad flere omgange. Først mellem Slotsholmen og Volden. Det var derfor svenskerne forsøgte at gå og ride og fragte krigsmateriel langs kysten helt her ind til den gade som i dag hedder Stormgade. Det lykkedes delvis, men Københavns borgere havde hugget hul i vågerne i isen så ryttere og mandskab faldt igennem og druknede i det iskolde vand. Det var i februar måned. Angrebet blev slået tilbage her.

Man skal faktisk gå turen til fods her i området. Det oser med historiske bygninger og tusindvis af spændende detaljer. Der er skrevet utroligt mange bøger herom. På en sådan fodrejse bør man forinden læse om tingene og gå ind i gårdene, hvor man kan komme til det. Der venter mange overraskelser. Man skal have pengepungen i orden hvis man skal bo her. Det meste er kostbare herskabslejligheder. De fleste bebos af foreninger og organisationer, arkitektfirmaer og ikke mindst advokater.

Ved voldenes nedrivning i slutningen af 1800 tallet blev voldmaterialet brugt til en udbygning af Kalvebod Brygge.

I baggrunden har vi Stormgade/Vindebrogade. Lige netop her nåede Kong Karl Gustav den 10. Adolf frem med sine tropper, ved angrebet på København kort efter midnat den 11. februar 1659. Jeg "vil dø i min rede" råbte Frederik den 3.. Det kom han nu ikke til. Angrebet blev afværget og København fik privilegier, der er gyldige den dag i dag.

Senere kom freden i Roskilde, hvor vi mistede en masse. Det var dengang vi havde borgmester Nansen og Svend Gønge til at klare ærterne.

Prinsens palæ i Frederiksholms kanal. I dag Nationalmuseum. Vi har lige passeret Marmorbroen.

På vej til Højbro og Højbro Plads. Vi har Thorvaldsens Museum på højre hånd. Det er Nikolaj kirkes tårn vi ser i baggrunden. Her lå i ældre tid en Vindebro. Det er derfor gaden til højre på Slotsholmen hedder Vindebrogade.

Højbro Plads med de "tri smi kinisiri pi Hibri Plids". Her Københavns grundlægger krigeren og senere Roskildebisp Absalon til hest; udnævnt (1158) af Kong Valdemar den 1.med det senere tilnavn den Store. Her er han man med stridsøkse i hånden - en lille uhistorisk detalje, der var ingen rytter der brugte en sådan dengang. Absalon hørte til den mægtige Hvideslægt og Kongen og Absalon var fosterbrødre med den fælles forfader Asser Rig. Det er nok noget af en tilsnigelse, at han grundlagde København - den var her i forvejen, men han byggede en borg (1167) på en holm i Øresund udfor landsbyen Havn i dag Slotsholmen. På  fodstykket er der en frise med sild, den kilde til rigdom, der i middelalderen tillod København at vokse op til Danmarks hovedstad.

Lige foran står en statue af en fiskerkone fra Skovshoved. Skovserkonerne havde fiskemarked her på Gammel Strand, der kom nu også koner fra Dragør. Der var også frugt- og grøntsagsmarked her - det hedder Amagertorv længere oppe af pladsen mod strøget  - fordi de hollandske bønder fra Amager kom ind over Christianshavn med deres varer - (vi skal tilbage til Christian den 2. og hans senere kirsebærforgiftede elskerinde Dyveke og dennes mor Sigbritt; der fik trumfet igennem, at man indførte hollandske bønder) - de blev anbragt på Amager og de fik også hollænderbyen ude ved Pile Allé.

I weekenden er her loppemarked og vistnok nok stadig blomster og frugttorv, hvor salget foregår fra boder. Det er længere nede ad Nybrogade mod Stormgade.

Den største demonstration her til lands. Det er den 13. april 1956. 250.000 københavnske arbejdere demonstrerer mod den socialdemokratiske regerings ophøjelse af det forkastede mæglingsforslag til lov. Jeg kan huske, at min ældste søsters mand kom hjem til os og fortalte, at han havde stået oppe på taget af en sporvogn og overværet det hele. Han havde været arbejdsløs hele vinteren kun afbrudt af et enkelt sølle "snetegn" i et par dage. "Statsministeren H.C. Hansen turde ikke komme ud på pladsen, han stod og kiggede ud bag et gardin deroppe, men Aksel Larsen kom ned og talte til os. Nu fik de noget at tænke over deroppe" - sagde han. Han var forbitret over situationen. Han havde dårligt til dagen og vejen og nu var familien vokset, så der var 3 børn og et 4. var på vej. Jeg husker også, at han var meget opstemt, fordi de mange der var mødt op gav ham håb om, at de kunne opnå forandringer til det bedre, hvis de stod sammen. De havde talt om det ude på kontrolstedet i Ingerslevsgade. Det forhold at alle de arbejdsløse skulle have "stemplet" gennem et ydmygende kontrolsystem gjorde, at de i køerne talte sammen og faktisk fik skabt en slags græsrodsbevægelse. På mig selv gjorde det også et stort indtryk og jeg ved, at fra den dag af vidste jeg, hvad side jeg var på og hvor jeg hørte til. Vi har Absalon helt ude til venstre og havnen helt ude til højre. Det er Holmens kanal der løber tværs gennem billedet.

Den er god nok. Man stod oppe på sporvognene.

Et billede fra nyere tid. Demonstranterne afskæres af politiet fra at komme over broen og videre til pladsen foran Christiansborg. Vi er på Højbro Plads med Amagertorv i baggrunden. Mon Absalon leder demonstrationsoptoget?

Arbejdere fra B&W på vej mod Christiansborg - de er på vej over Knippelsbro og kommer fra Torvegade - under de såkaldte ”vilde strejker” i februar 1970 under mottoet "en krone mere i timen", men de mere grundlæggende sociale, økonomiske og politiske faktorer i samfundet var det der reelt lå bag. Ifølge PET’s oplysninger havde DKP og SF fra midten af 1960’erne flertal blandt tillidsmændene på skibsværftet på Refshaleøen. Jeg arbejdede dengang som foged herude og stod og så på det hele, mit kontor lå lidt nede ad gaden. Der var hele 36 faggrupper på B&W. De var organiseret i fagforeninger og havde en fælles "generalstab". Socialdemokraterne og hele det borgerlige Danmark ville dem til livs, fordi de udgjorde en handlekraftig velorganiseret arbejderbevægelse med en anden politisk dagsorden. Den har man fået nedbrudt i dag. (Fotograf: Ernst Nielsen/Arbejdermuseet og ABA).

Tilbage til oversigt

Jeg fik ikke taget nogle billeder af en del af turen. Så her er ingen billeder af Holmens Kirke, Børsen, Thorvaldsens Museum og specielt Christiansborg. Der kommer nok senere noget omtale på dette sted - jeg vil også gerne præsentere Dronningens Gobeliner.

Her har vi børsen.

Her har vi tårnet på Christiansborg Slot. Jo, det er et slot med tilhørende slotskirke. Vi kender bedre stedet som Folketinget. Tårnet er for tiden ved at blive renoveret.

Et kig inden for i Holmens kirke. Her er masser af se på. Orgel og kirkeskib og en hel særdeles smukke vægdekorationer.

Et anker med krone i marmorgulvet i Holmens kirke. Det er nedlagt som glinsende metal i gulvet.

Her er et lille tip: Har du aldrig prøvet det, så aflæg Folketinget et besøg. Her kan du sidde oppe i tilhørerlogen - helt gratis (du skal dog sikkert underkastes kropsvisiteringer, fotoregistrering, gennemlysning og scanning samt aflevere tasker og andet udstyr og indholdet i dine lommer - specielt mobiltelefoner, kikkerter, fotoapparater, lommeknive, neglerensere og andet grusomt terrorudstyr). Det er det hele værd. Du vil blive overrasket over hvor små politikerne egentlig er, når du ser dem live. Jeg havde taget min ægtefælle med, lige da Poul Nyrup Rasmussen fik forærende statsministerposten. Nu tronede han sejrsstolt i statsministersædet. Det morsomme var at se, at den radikale Lone Dybkjær ustandselig skulle hen og stå foran hans plads og hele tiden pille ved ham og røre ved ham og bare være ham nær. De var tydeligt helt forgabt i hinanden. Det blev der også et par ud af. Du skal helst vælge en dag, hvor medlemmerne er i salen - det er de sjældent - alt det vigtige foregår uden for salen og meget ofte bag lukkede døre og i yderste hemmelighed. Længere er vi ikke kommet med demokratiet og åbenheden.

Der er af til omvisning herinde og man kan ofte også komme herind på sightseeing, hvis man er medlem af et politisk besøg. Der er dog også omvisninger for offentligheden og så undgår du den politiske propaganda.

Her er en lille folder. Du kan her læse hvad du kan se derinde. Bare klik nedenfor:

oplev_christiansborg_slot.pdf

Tilbage til oversigt
 

Gammelstrand med fiskerkonerne fra Skovshoved. I baggrunden fra venstre med højre Holmens Kirke, Vor Frelsers Kirke, Børsen og Slotskirken. Illustration fra Illustreret Tidende ca. 1870.

Der købes fisk på Gammel Strand - billedet er fra ca. 1939. Dengang da jeg var lille gik jeg ofte tur med min far her. Der var mange fiskekuttere der lagde til langs med kajen og man kunne høre deres motorer gå langsomt. Derfor lavede jeg et lydord, da jeg ikke var gammel nok til at vide, at det hed en kutter og det hed så i mit sprogbrug en "Dunk-hunger", når jeg kom hjem og skulle fortælle om turen. Det har jeg måttet høre for hele mit liv, men når jeg selv skal sige det, synes jeg det er godt fundet på. Bemærk i øvrigt, at den gang havde man ikke problemer med tørklæder.

Her har vi billede af grøntsagsmarkedet ved Højbro. Fiskerkonerne ses i baggrunden.

Højbro og Gammelstrand. Læg mærke til de to nu nedrevne bygninger i baggrunden. Fot. ca. 1860.

Tegning fra Skovshoved.

Tilbage til oversigt

Så er vi tilbage ved udgangspunktet. Vi passerer under broen ved Toldbodgade. For enden af broen til højre ligger på hjørnet i kælderen en iskiosk, der har lige så gode hjemmelavede isvafler, som de man kan få i Brostræde i Helsingør.

Hjørnet af Nyhavn og Toldbodgade. Tegning Ebbe Fog 1951.

Amaliehaven - Amalienborgs fire palæer - Springvandet - Rytterstatuen - Livgarderne - Marmorkirken. Ikke underligt, at turisterne flokkes her.

Samme som ovenfor. Bare close-up.

Her selve slotspladsen med rytterstatuen og palæerne. Her har jeg som barn tit stået sammen med min mor og råbt sammen med andre børn: "Konge, Konge, kom nu frem - ellers går vi aldrig hjem!" - Han kom nu altid frem med sine tøser - af hvilke den mindste var min favorit hun var lige nogle år yngre end jeg - og sin kone og den øvrige familie og nikkede og vinkede til os og alle vore papirsflag. Han talte også til os, og sagde tak fordi vi var kommet. Det var når han havde fødselsdag. Det var den 11. marts og kunne godt være noget af en kold oplevelse.

Et par skildervagter. Alle skal forsøge at få dem til at reagere. Her er en god fidus - sæt dig ned på hug og bind deres snørebånd sammen fra den ene sko til den anden. Den virker hver gang.

Tilbage til oversigt

Her er vi på havnefronten ved Amaliehaven. Der ligger næsten altid en masse skibe at se på i sommertiden. Her er et gammelt russisk træskib, der er på en længere langfart. Det er vist en slags uddannelsessted - et skoleskib og de unge mennesker sælger souvenirs.

Her er skibet i sin fulde længde. Vi var der sammen med nogle venner på en sommertur. Vore venner taler russisk, så de kunne tale med dem. Bemærk DFDS kæmpeskib i baggrunden på vej ud. Her mødes sandeligt nyt og gammelt.

Her det flotte agterspejl på træsejlskibet. Her er 2 munke med fuldskæg i kutter, der ligner julekagehonningmænd med hvid glasur - det er formentlig Sankt Peter, der som bekendt har nøglerne til paradisets porte.

 Her er også en frygtindgydende og sikkert farlig sødrage med hele 3 hoveder og selveste POSEIDON udstyret med treforket ålejern, pandebånd og julemandsskæg, der lader sig rulle hen over bølgen den blå, i en rullestol trukket af søheste.

Det russiske flag har vi ude til højre - det består af tre striber. Hvidt foroven, blåt i midten og rødt nederst - en såkaldt trikolore. I kommunisttiden var der også hammer og sejl oppe i øverste venstre hjørne. Sovjetunionens flag var rødt med hammer og sejl, men sovjetunionen er jo ikke Rusland, der var mange lande med i unionen.

Mon de blå bemalinger på de fire hvide flag som de to kronebærende ørne bærer i næb og klør skal forestille søer eller måske landsdele.

Bemærk hvordan skibet er bygget op i bunden. Agterlanternerne er også i en klasse for sig. Det må være hyggeligt at ligge og sove ind bag de fire små vinduer. Det er sådan jeg forestiller mig Kaptajn Klo har sejlet rundt i en evig kamp med Peter Pan og krokodiller.

Der er også to våbenskjold, det ene med et blåt kryds og det andet med to ankre og et sværd lagt over kors. Det er byvåbenet. Det kan da kun være en sørøverskude.

Jeg må have fat i min flotte russisk-danske ordbog i grønt shirting for at se, hvad skuden hedder og hvor den har hjemme. Et godt gæt ville sikkert være Skt. Petersborg.

Jeg har lige slået det efter: Санкт-Петербу́рг - det er Sankt Petersborg - også blot kaldet Petersborg Питер (dvs. "Piter"). Byen har tidligere været kendt som Petrograd (Петрогра́д, 1914–1924) og Leningrad (Ленинра́д, 1924–1991). Det nuværende russiske navn er - meget kraftigt - tysk inspireret. Byen har langt over 4 millioner indbyggere - tallet kendes ikke grundet ulovlig indvandring - det er lige så mange som i hele Danmark. Vi er i sandhed et lille land.

Skibets navn kan jeg ikke få hoved og hale i. Jeg kan sagtens se hvad bogstaverne i det kyrilliske alfabet svarer til i vort alfabet og hvilke lyde det giver, men jeg kan ikke finde ordet og hvad det betyder. Jeg tror det er et personnavn eller et stednavn - men russisk er et slavisk sprog, hvor konsonanterne bærer "usynlige" vokaler. Det er ikke så enkelt. SHTANDART - det betyder Standard. Pludselig faldt tiøren.

Nu ved jeg meget mere: Skibet er 30 meter langt i skroget og fra spids til agter 34 meter - det er en kopi af en berømt russisk fregat - Den blev oprindelig tegnet af Peter den Store og blev færdiggjort på Olenet skibsværftet, der ligger ved floden Svir - i august 1703. De blå  tegninger på flaget viser de fire have som Rusland dengang havde adgang til. Den var i 16 år den russiske flådes flagskib. Efter at have været med i slag blev den trukket ud af flåden og lå i Kronverk kanalen lige bag Peter og Paul befæstningen. I 1728 var den gået så meget til, at bevaring var umulig. I 1994 - 275 år senere, blev der sponsoreret midler og en kopi blev bygget. Det er den du se her. Det tog lige seks år og man arbejdede på kopien hele året rundt - også når temperaturen var så lav som -25 grader celsius. Skibsbygningsarbejdet blev udført af professionelle og der blev anvendt samme byggeteknik og materialer, som da originalen blev til. Til tømmeret fik man træ fra en skov, der i sin tid var blevet anlagt af Tsar Peter for at kunne forsyne flåden med træ. Til at fastgøre plankerne, måtte man fremstille 8.000 stykker håndsmedede 8 tommer nagler.

I dag anvendes skibet som en slags skoleskib for alle unge i hele Europa. Når jeg ved noget mere, så kommer det på her.

Endnu mere vigtigt er det, at denne kopi af den gamle fregat skal være ambassadør for og et markering af det nye Rusland.

Løven skuer ude fra bovsprydet. Bemærk også årstallet 1703. Den ser da rar ud - løven og så har den krone på kranietoppen. Bemærk også dekorationen på rælingen. Det er vist havfruer.

Her er en rede oppe på masten - så kan man sidde deroppe og holde udkig og tage solbad. Det er en fornøjelse at se den kvalitetsmæssige udførelse af trækonstuktionen. Den sidder meget højt oppe på masten, så man skal både kunne klatre og ikke lide af højdeskræk. Masten har lige en højde på 30 meter.

En imponerende takkelage.

Her et kik ind i kaptajnens kahyt. Vi mødte ikke kaptajn Klo eller Smisk. Det er en fornøjelse at se bordet, bænken og stolen. Det er en gennemført træskude.

Her er en fil du kan åbne i nyt vindue og studere. Den indeholder en masse oplysninger om skibet. Den er på engelsk, men hvis du ikke behersker sproget kan du nyde billederne. Jeg kan læse, at man kan leje skuden til team-build kurser, receptioner, en aftentur, en dagstur, frokoster og middage. Der kan være 100 passagerer, men det er ikke billigt. Der er også mulighed for at komme med på et togt i længere tid, og lære at sejle med et sådant skib, men så skal deltage i alt forefaldende arbejde om bord. Der er også en admiralskahyt - det er den helt ude agten. Man lærer også lidt om den traditionelle navigationsteknik som navigatør udstyret med sekstant ("det er kun en simpel vinkelmåler" - siger Willy, som har været med til at lave vor forening og som er uddannet navigatør. "OK, siger jeg, men ved du hvad Willy, det kræver alligevel noget at kunne alt det der og at kunne regne og regne den ud". Willy smiler lidt underfundigt, som han plejer.)

offer_Shtandart_2006.pdf

En af byens berømte indbyggere er Ruslands ekspræsident og nuværende premierminister Vladimir Putin.

Den by er bestemt et besøg værd, hvis du har lyst til at se noget nyt og møde russisk opera og ballet og ikke mindst kultur og bygningskunst. Derfor får du lige et billede der ovre fra. Her 2 flotte Griffe, der stirrer ned på byens spændende bygninger. Her er også kanaler som i København - det er jo en havneby, hvor der løber en flod igennem. Du kan sejle på floden helt til Moskva og det er noget af en tur. Et af vore bestyrelsesmedlemmer har prøvet det. Han har også taget en tur med den Transsibiriske jernbane. Det tager nogle uger.

Tilbage til oversigt

Her DFDS store kæmpebåd og vaporettoen og operaen i baggrunden.