Et barn er født i Bethlehem,
Bethlehem,
thi glæder sig Jerusalem.
Halleluja, halleluja!

En fattig jomfru sad i løn,
sad i løn,
og fødte himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!

Han lagdes i et krybberum,
krybberum,
Guds engle sang med fryd derom.
Halleluja, halleluja!

Og østens vise ofred der,
ofred der,
Guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!

Forvunden er nu al vor nød,
al vor nød,
os er i dag en frelser fød.
Halleluja, halleluja!

Guds kære børn vi blev påny,
blev påny,
skal holde jul i himmelby.
Halleluja, halleluja!

På stjernetæpper lyse blå,
lyseblå,
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, halleluja!

Guds engle der os lære brat,
lære brat,
at synge, som de sang i nat.
Halleluja, halleluja!

Da vorde engle vi som de,
vi som de,
Guds milde ansigt skal vi se.
Halleluja, halleluja!

Ham være pris til evig tid,
evig tid,
for frelser bold og broder blid!
Halleluja, halleluja!

En stjernefortælling

Ude i det store verdensrum går stjernerne deres veje, sådan som den gode Gud har lavet verden fra tidernes begyndelse.
Gud lavede ikke det hele på 7 dage. Det kunne han godt have gjort, men han ville gerne gøre arbejdet ordentligt og have det sjovt imens, så han brugte nogle milliarder år og lavede nogle stjerner hver dag. Og hver stjerne formanede han om, at nu skulle den gå i sin bane og passe sin dont, og så knipsede han den af sted. Nogle skulle bruge et par år på en runde, andre et par tusind år og nogen rigtig lang tid. Det afhang af, hvor hårdt han knipsede dem.
Da han nu havde lavet rigtig mange stjerner, kiggede han på dem og syntes, det var ved at være nok. Men den dag havde han lige stjernelys nok til en pæn stjerne, og så lavede han Solen.
Han havde øvet sig meget, og han havde aldrig lavet en stjerne med fejl ved, men han syntes nu alligevel Solen var noget særligt. Det var måske fordi han have tænkt på at stoppe med stjerneriet. Sådan er det tit. Når man er færdig med et større arbejde, er man næsten mest glad for den sidste lille detalje.
Og da nu Solen var noget særligt, så brugte han de rester han havde tabt i stjerneværkstedet, til at lave nogle pæne planeter, der kunne gå rundt om den.
Den sidste af planeterne var Jorden. Og fordi den var sidst, var det også den, han ville fylde med liv. Egentlig havde han regnet med, det skulle være Venus, men den kom for tæt på Solen, og den blev så varm, at det ville blive svært at få lavet et liv, der kunne blive et godt liv. Nej, Jorden passede meget bedre. Så hvilede han sig nogle dage ved at skabe liv. Det var sådan en hobby, han havde opfundet. Der er også nogen mennesker, der har fundet ud af, at det er en dejlig hobby at skabe liv, men det er en helt anden historie.
Først lavede han dag og nat, land og vand, luft og skyer og vind og vejr. Og så kom planter og dyr.
Først blomsterne. De små engle fik lov til at være med til at male dem, Og hver gang de var færdige med en, blev de sat foran Gud. Da der var nok, begyndte han at give dem navne.
Det tog temmelig lang tid, for der var mange, - så mange, at han til sidst var ved at udgå helt for ideer, men da var der også kun en lille beskeden blomst tilbage. Den var helt bange for, at den helt skulle blive glemt, så den hviskede: Forglem mig ej.
Da lo Gud lidt og sagde, det hedder du: Forglemmigej.
Så skabte han dyrene. Store og små i et mylder. Og hver gang han var færdig med et dyr, kommenterede de små engle. En gang imellem rystede de nu lidt på hovedet, især da de så flodhesten, og tænkte, det er vist ikke gennemtænkt, men de sagde det ikke, for de vidste godt, at Guds visdom somme tider er helt ufattelig.
Men da han havde lavet giraffen klappede de i hænderne og råbte: ”Det er den allersomsmukkeste.”
Gud kiggede lidt og sagde: ”Jeg tror I har ret. Bare den ikke bliver for hoven og overlegen, når den er så meget smukkere, end de andre dyr.” Og så lod han være med at give giraffen en stemme. Hvis den havde fået så smuk en stemme, som kunne passe til så smukt et dyr, ville det blive for svært for den ikke at blive hoven.
Men da giraffen havde spejlet sig i vandet, og så hvor smuk den var, blev den så glad, at den smilede, Og det gør alle giraffer stadigvæk. Se selv efter, næste gang du møder en giraf.
Så skabte han mennesket. Først en prototype for lige at øve sig. Den kaldte han mand. Og så lavede han det perfekte menneske. Det kaldte han kvinde. Alle rigtige kvinder er lige så tålmodige, lige så skabende og lige så ubegribelige, som den skaber, i hvis billede de er skabt. Men det er nu kun ganske få af dem, der har den guddommelige visdom.
Så gik der nogen tid.
En dag kom en af de gamle stjerner tilbage fra sin runde på mange år, rigtig mange år, og da den kom, sagde den til Gud, at den var træt. Den ville gerne på pension.
Jeg er for gammel, sagde den. Det er slet ikke rart.
Gud mente, at der var da mange fordele ved at være gammel. Tænk på, sagde han, at du nu kun behøver at gå en lille tur, for at blive dejligt træt. Før skulle du gå i timevis for at mærke det.
Men stjernen holdt på sit. Jeg kan næsten ikke lyse mere, så træt er jeg. Jeg har set alt. Der er ikke noget nyt. Det er så ensformigt, og jeg kan huske så meget, at der ikke er plads til at huske mere. De små ting, der sker nu glemmer jeg, og det, jeg gerne ville glemme, husker jeg. Det er kedeligt.
Så lovede Gud den, at den måtte komme på pension i en fjern mælkevej, hvor den slet ikke behøvede gå og da slet ikke lyse. Den skulle bare en sidste gang lyse rigtig stærkt, som en lille stjernesol. Hvis den gjorde det, skulle den få fri.
Og den gamle stjerne lyste alt hvad den kunne. Den lyste så stærkt, at de andre stjerner næsten blegnede, da de så det.
Og mens den stod der og lyste, så den ned på Jorden, hvor dens stråler ramte.
Der så den en stald, hvor en masse engle stod og fløj og svævede, mens de sang. Og den så nogle hyrder, der løb hen til stalden. Og den så tre konger på kameler, der kom ridende hen til stalden. Og da den sendte en af sine klare stråler ind i stalden, så den et lille barn ligge i en krybbe. Det var, det smukkeste barn, den havde set, og den ville så gerne vide, hvad der skulle blive af det lille barn.
Så stjernen vendte tilbage til Gud og sagde: ”Nu har jeg lyst, som du bad mig om.”
Gud tog den trætte stjerne i hånden. ”Ja,” sagde han, ”og nu skal du få din løn.”
Men stjernen forklarede, at nu ville den gerne have lov til at være stjerne lidt endnu. Bare en lille rute.
Men der var ingen små ruter ledige.
”Må jeg så ikke få min gamle rute igen?” spurgte den. Men det kunne den ikke. Gud havde allerede lavet en ny stjerne til ruten, ellers ville der komme uorden i Verden.
”Og du har også brugt dit lys op her, mens du var stjernesol,” sagde han.
Da blev stjernen klar over, at den ikke kunne være stjerne mere. ”Så får jeg slet ikke at vide, hvad der sker med barnet,” sukkede den.
”Vil du meget gerne det,” spurgte Gud. ”Vil du ikke have din fortjente plads i den stille mælkevej med den sfæriske musik. Der er hvide strande, palmer og fri bar.”
Nej, hvis den kunne komme til at se, hvad der skete med barnet, så var alt andet lige meget.
”Så må jeg bryde dig i stykker,” sagde Gud, for inden i dig er der stadig noget stjernelys.
Stjernen skælvede lidt i Guds stærke hånd, men den sagde: ”Så gør det.”
Og så brød Gud stjernen i tusinder og millioner af små stjernestøvfnug og pustede dem ned på jorden. Og de små stjernestykker satte sig i menneskenes øjne og på deres pande. Og der sidder de endnu og lyser. Prøv at se hinanden i øjnene, så kan I se det.


Webmaster – frit genfortalt efter ukendt forfatter.

Hvis du har lyst til at læse noget mere

og noget mere kritisk om denne historie - så er her et link:

http://www.biblen.info/index.html