Mange kristne mener, at bibelens to vigtigste bud lyder: "du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke"; og: "du skal elske din næste som dig selv. Noget andet bud større end disse gives ikke."

Disse sætninger er, hvad Jesus Kristus selv kaldte de to vigtigste bud (se Markus 12:30–34).

Det er grundlaget for den kristne næstekærlighed, som erstatter de ti bud, der blev givet til Moses på Sinai.

Det knytter gudstroen sammen med forholdene mellem mennesker, og gør det til en religiøs pligt at elske sin næste betingelsesløst.

I de følgende 2000 år har man diskuteret, hvad der skal forstås ved de tre ord "elske sin næste", og mange forskellige udlægninger har været forsøgt, men nogen endelig løsning er næppe fundet.

Næstekærlighed er omsorg for andre mennesker og det at føle sig ansvarlig for ethvert medmenneskes velfærd uden hensyn til religion, køn eller politisk standpunkt.

Mens nogle betragter det som et element i social kontrol, ser andre det kun som en form for altruisme.

Næstekærligheden er et eksempel på en aktiv, udadvendt kærlighed.

Næstekærlighed i Bibelen

I Mattæusevangeliet (22, 37-40) citeres to steder fra Toraen, der normalt bliver gengivet som Du skal elske din næste som dig selv. Det ville dog stå tættere på den hebraiske grundtekst, hvis man i stedet oversatte det som: Du skal elske din næste, for han er som du.

Paulus beskriver det i sit brev til korinterne (1. Korinterbrev) kapitel 13:

Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm, eller en klingende bjælde.

Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.

Og uddelte jeg end alt, hvad jeg ejer, til de fattige, og gav mit legeme hen til at brændes, men ikke havde kærlighed, da gavnede det mig intet.

Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærlighed praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt.

Kærligheden ophører aldrig; men hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde; thi stykkevis erkender vi, og stykkevis profeterer vi, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå.

Så længe jeg var barn, talte jeg som et barn, tænkte jeg som et barn, dømte jeg som et barn; efter at jeg er blevet mand, har jeg aflagt det barnlige.

Nu ser vi jo i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt; Nu kender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg jo selv er kendt fuldt ud.

Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.

Jesu lignelser

For at afklare næstekærligheden fortæller Jesus i tilslutning til det tredobbelte bud om kærlighed til Gud, én selv og ens næste (Mattæusevangeliet 22, 37-40; Lukasevangeliet 10, 25-28) lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet 10,30-37)], hvor et voldsoffer bliver hjulpet med tid, førstehjælp og penge og på tværs af religiøse og sociale skranker.

Det oprindelige spørgsmål: "Hvem er min næste??" (en statisk, bundet opstilling) bliver vendt om og må ifølge lignelsen i stedet lyde: "Hvem kan jeg være næste for?" (aktiv kærlighed).

Kun den, der elsker sig selv, kan også elske andre.

Her betyder selvrespekt ikke at være egoistisk, men at kunne acceptere sig selv og se sig selv i øjnene og at kunne anvende Bibelens etiske værdier om sig selv, fordi man er det værd.

Jesus foretager en radikalisering af buddet om næstekærlighed i Bjergprædikenen.

Her kræver han af sine disciple, at de skal elske deres fjender (Mattæusevangeliet 5, 43-48]).

I Mattæusevangeliet 25, 40 bliver barmhjertighedsgerninger forstået religiøst: "Hvad I har gjort mod disse mine mindste brødre, har I gjort mod mig."

Den barmhjertige samaritaner

Jesus sagde: “Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.”.

Sådan står der i loven, og at gøre de to ting er det vigtigste af alt i livet. “En næste” er et andet menneske, og “din næste” er et andet menneske, der kommer dig ved. Er der nogen mennesker, der ikke kommer dig ved?

Nu er der altid nogen, der gerne vil slippe lettest og billigst om ved det, som livet eller Gud kræver af os.

Et sådant menneske spurgte Jesus: “Hvem er så min næste?” Hvem er det, der kommer mig ved? Til ham fortalte Jesus en historie:

Der var en mand, der gik alene på vejen fra Jerusalem til Jeriko.

Det var en lang vej at gå, det tog hele dagen, vejen var øde, og der lå røvere på lur.

Røverne overfaldt ham og tog al ting fra ham, alt hvad der havde nogen som helst værdi, de tog også hans tøj, og så lod de ham ligge nøgen og halvdød ved vejen.

Nu havde den mand meget brug for, at der kom nogen forbi, som ville hjælpe ham.

Først kom en præst forbi, og han så ham, men så så han straks den anden vej og gik hurtigt videre.

Så kom der en levit, en tempeltjener, forbi, han så ham også, men han syntes heller ikke, at det var noget, der kom ham ved, så han gik også forbi.

Til sidst kom der en samaritaner, en fremmed på rejse, da han så det overfaldne menneske ligge der, kunne han ikke bare gå forbi, han fik medlidenhed med den overfaldne.

Samaritaneren badede den overfaldnes sår, og løftede ham op på sit eget æsel, så bragte han ham til et herberg, til et sted hvor han kunne blive sørget for, så han kunne komme sig, og han betalte også for ham.

Det var historien, da Jesus havde fortalt den, spurgte han: “Hvem af de tre, synes du, var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?”

Samaritaneren selvfølgelig, han som viste ham barmhjertighed.

“Ja”, sagde Jesus, “gør sådan!”

Gør godt mod andre! Vær barmhjertige! Vis jer som andre menneskers næste, for det værste er ikke at være nogens næste.

Note til eftertanke: En samaritaner var en fremmed, han kom fra Samaria, landet mellem Judæa og Galilæa. Jøderne og samaritanerne aksepterede ikke hinanden. Man kunne ligefrem bruge ordet samaritaner som et skældsord; derfor var der også nogle af Jesu modstandere, der sagde om ham: “Er det ikke rigtigt, at han er en samaritaner og besat af en ond ånd!”

Hvad betyder i vores tid ordet “samarit”?

Næstekærlighedsbuddet indeholder de 10 bud.

Det er ingen sag, at elske dem man holder af ... det kniber noget så gevaldigt, når det kommer til dem, man helst vil være for uden.

Der er nogen, der ikke har noget til overs for de fremmede, men fører sig frem med, at vi skal værne om Danmark og de kristne værdier.

Det er trist sådan, men de er jo et valg, men at kalde sig kristne er vist noget af en tilsnigelse.

Næstekærligheden kan ikke gradbøjes - heller ikke i politik - heldigvis!

Webmasters kommentar til julen og dens budskab.