Minna Justesen og Søren Bruun Christensen fra Kirkens Korshær mener, at det ikke behøver at koste kommunen mange penge at skaffe såkaldte skæve boliger til Slagelses hjemløse.

Hjemløse må sove ude i kulden

Slagelse: Når Kirkens Korshærs varmestue lukker, er mulighederne for Slagelse hjemløse ikke mange: En tom ejendom, en opgang eller en sofa hos en bekendt er nogle af de muligheder, de hjemløse kan benytte sig af, når de skal finde et sted for natten.

- Når døren er lukket her, så er det ud i usikkerheden, siger Minna Justesen, afdelingsleder for Kirkens Korshærs varmestue i Slagelse.

Den svære gruppe

- Der er ikke nok alternative boliger i Slagelse, og der er slet ikke noget for de tunge misbrugere, siger Søren Bruun Christensen, korshærsleder i Kirkens Korshær.
 
I Slagelse by er der forsorgshjemmet Toften, men for at bo her, må man ikke have et misbrug.

- Mange hjemløse misbrugere har en psykisk diagnose, og for dem er det ekstra svært at slippe misbruget. Nogle bruger alkohol som en form for selvmedicinering, fortæller Søren Bruun Christensen.

- Det er ikke mellemgruppen, der er problemet. Det er den svære gruppe af misbrugere, som ikke har kontakt til kommunen og familien, som man mangler at tage hånd om, siger han og anslår, at der er et sted mellem 10 og 15 hjemløse i Slagelse by alene.

De hjemløse lever i et hårdt miljø, men offentligheden får sjældent indblik i deres trængsler.

- De er ikke synlige i gadebilledet, og det er faktisk et problem i sig selv. Hvis folk ikke ser de hjemløse, så ved de jo ikke, at der er et problem, siger Søren Bruun Christensen, som har gjort Slagelse Kommune opmærksom på problemet i flere år.