Det er almindeligt at der i julen bliver sendt såkaldte "Jesus" film.

Der er fremstillet rigtig mange af slagsen.

De fleste har sjældent et budskab, men skildrer blot en  gengivelse af et eller flere af evangelierne (synoptisk fremstilling). Nu er det levende billeder og ikke mere tekst. Desværre er det sådan at Jesus sjældent bliver levende for os i disse film.

Flere film er "rent katolske" og det kan undre, at eksempelvis Danmarks Radio bliver så katolske i julen.

Ganske vist er vi måske kun reformerede katolikker, men rigtige protestanter er vi ikke.

Det er selvfølgelig i orden at man transmitterer midnatsgudstjenesten fra Peters kirken i Rom juleaften, men det havde nu været mere passende med en dansk midnatsgudtjeneste.

Min kritik er, at den katolske gudstjeneste bliver kommenteret på dansk og det i en næsegrus beundring for alle de katolske elementer.

Jeg vil nu hellere tale om en film af den kontroversielle filminstruktør Pier Paolo Pasolini, der blev myrdet i 1975.

Han har lavet en film over Matthæusevangeliet - Il Vangelo Secondo Matteo.

Hvad gør nu den film så speciel?

I Palæstina for ca. 2000 år siden fødtes et drengebarn uden for ægteskab og dette barn forbliver i sit korte liv en fantastisk outsider, der taler for familiens opløsning og imod præstevældet og specielt den etablerede kirke.

En lille skare disciple bryder op fra hjem og arbejde for at følge ham.

Mange fascineres af, at han tilsyneladende besidder magiske evner, idet han kan gå på vandet og helbrede syge.

Han forudsiger sin egen arrestation og henrettelse, som han ikke på nogen måde forsøger at undvige.

Tværtimod synes han så desperat og dødsfikseret, at han nærmest vælger sin skæbne.

Efter hans arrestation vender folkemængden sig imod ham og kræver ham korsfæstet, hvilket sker.

Men på sine disciple har han gjort et så stort et indtryk, at de ser ham lyslevende for sig efter hans død.

Filmens budskab og dermed også evangeliets er, at Jesus elskede alle, men han foretrak tolderne, synderne, røverne og de stakkels skabninger, der er faldet i den mest trykkende moralske elendighed. Han søgte ikke omgang med de rige og betydningsfulde.

Jesus er i filmen en fanatiker, hvis kværnende ordstrømme har noget rent sagt psykotisk over sig.

Der kommer aldrig et smil over hans læber, undtagen i en enkelt scene, hvor han efter at have raseret templet i Jerusalem for kræmmerboder hyldes af børn med palmekviste i hænderne.

Pasolini er fanget af de frygtelige modsætninger i Jesus´ person - eksempelvis mellem hans kærlighedsbudskab og den uforsonlige strenghed, der kommer til udtryk i ord som disse:

"Jeg er ikke kommet med fred, men med sværd. Jeg er kommet for at slå splid mellem en mand og hans far og en datter og hendes mor og en svigerdatter og hendes svigermor, og en mands husfæller skal blive hans fjender."

Det er en voldsom kontrast i forhold til disse udladninger og så Jesu afvæbnende ord til slut, da hans disciple vil forsvare ham med våben i hånd:

"Den, der griber til sværdet, skal omkomme ved sværdet."

Jesus søgte at splitte familier i den grad, så man kan undre sig over, at familier lige siden er blevet sammensvejset i hans navn. Man kan vanskeligt forestille sig, at Pasolinis - eller Matthæus´ - Jesus ville se på denne kirkelige praksis med milde øjne eller i det hele taget acceptere, at der blev oprettet en kirke i hans navn. Jesus er hadefuldt vendt imod øvrighed og samfundsmagt og enhver form for institutionalisering eller rimeliggørelse af den radikale fordring om at elske sin næste som sig selv.

Jesus stiller radikale krav til mennesket om at opgive alt og følge ham og er slet ikke opmærksom på, at han med sådanne krav er lige så umenneskelig som det samfund, han lægger total afstand til.

Måske er det derfor han til sidst opgiver kampen mod fadermagtens repræsentanter på jord og overgiver sig til sin himmelske far.

Jesus går ind under den fædrene lov og lader sig uden modstand korsfæste for at bekræfte denne.

Jesus svigter sin mor da hun opsøger ham sammen med Jesu brødre. Han vil ikke kendes ved hende.

Hun viser sig igen ved korset og gennemgår som mor utrolige lidelser ved at se sin dreng martret og korsfæstet.

Det er noget enhver mor kan forstå og for den sags skyld også en far.

Jesus svigter sine nærmeste ved at lade sig korsfæste og på korset føler han sig selv svigtet og nærmest råber: "Min far, hvorfor har du forladt mig?" Derpå udstøder han et smertensbrøl, som får jorden til at skælve.

Man kan ikke undgå at komme til at holde af den film fordi den giver en skildring af Jesus som menneske der rører os og kommer os ved.

... jeg synes lige der skulle en anden vinkel på tingene her i denne sødladne juletid med hykleri, vat og lort og nisser - Webmaster ...

21. december 2011 - billederne er fra en anden Jesusfilm Mel Gibsons "The Passion of the Christ"